Centro Petroli Roma Srl mod Agenzia delle Dogane e dei Monopoli (C-386/24)

–

Centro Petroli Roma Srl ved avvocati G. Corso, G. Pesce og F. Tedeschini,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino og G. Palmieri, som befuldmægtigede, bistået af avvocati dello Stato A. Elefante og F. Meloncelli,

–

Europa-Kommissionen ved M. Björkland, G. Meeßen, P. Rossi og C. Zois, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 101 TEUF – 106 TEUF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 36, herefter »tjenesteydelsesdirektivet«) og Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT 2009, L 9, s. 12), som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2019/475 af 18. februar 2019 (EUT 2019, L 83, s. 42) (herefter »direktiv 2008/118«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Centro Petroli Roma Srl, et italiensk selskab, og Agenzia delle Dogane e dei Monopoli (told- og monopolmyndigheden, Italien) (herefter »ADM«) vedrørende en afgørelse, hvorved ADM suspenderede den bevilling, som dette selskab havde fået til at drive et kommercielt oplag under afgiftsoplagsordningen.

3

Følgende fremgår af 29. betragtning til tjenesteydelsesdirektivet:

»Da traktaten indeholder specifikke bestemmelser som retsgrundlag for skatter og afgifter, og da der allerede er vedtaget fællesskabsinstrumenter på dette område, er det nødvendigt at udelukke skatter og afgifter fra dette direktivs anvendelsesområde.«

4

Direktivets artikel 2, stk. 3, fastsætter:

»Dette direktiv finder ikke anvendelse på skatte- og afgiftsområdet.«

5

Direktivets artikel 9, stk. 1, bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne kan gøre adgangen til at optage og udøve servicevirksomhed afhængig af en tilladelsesordning, hvis følgende betingelser er opfyldt:

6

Samme direktivs artikel 14 er sålydende:

»Medlemsstaterne må ikke gøre adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed på deres område betinget af:

[...]

[...]«

7

Tjenesteydelsesdirektivets artikel 15, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne undersøger, om deres retssystem gør adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed betinget af, at et eller flere af følgende ikke-diskriminerende krav er opfyldt:

[...]«

8

Direktivets artikel 16, stk. 1, tredje afsnit, fastsætter:

»Medlemsstaterne gør ikke adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed på deres område til genstand for opfyldelse af krav, der ikke overholder følgende principper:

[...]

9

Følgende fremgik af 2., 15. og 16. betragtning til direktiv 2008/118, som med virkning fra den 13. februar 2023 blev ophævet ved Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT 2020, L 58, s. 4):

[...]

10

Artikel 4 i direktiv 2008/118 bestemte:

»I dette direktiv og gennemførelsesbestemmelserne hertil forstås ved:

[...]

11

Direktivets artikel 10 var sålydende:

»1.   Hvis der er opstået en uregelmæssighed under en bevægelse af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning, og den giver anledning til disse varers overgang til forbrug i henhold til artikel 7, stk. 2, litra a), finder overgangen til forbrug sted i den medlemsstat, hvor uregelmæssigheden opstod.

2.   Hvis der er konstateret en uregelmæssighed under en bevægelse af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning, og den giver anledning til disse varers overgang til forbrug i henhold til artikel 7, stk. 2, litra a), og det ikke er muligt at fastslå, hvor uregelmæssigheden opstod, anses den for at være opstået i den medlemsstat og på det tidspunkt, hvor den er konstateret.

[...]«

12

Direktivets artikel 15 fastsatte:

»1.   Hver medlemsstat fastsætter sine egne regler om fremstilling, forarbejdning og oplægning af punktafgiftspligtige varer med forbehold af bestemmelserne i dette direktiv.

2.   Fremstilling, forarbejdning og oplægning af punktafgiftspligtige varer finder sted i afgiftsoplag, når punktafgiften ikke er erlagt.«

13

Artikel 16 i direktiv 2008/118 havde følgende ordlyd:

»1.   En godkendt oplagshavers oprettelse og drift af et afgiftsoplag er betinget af en bevilling fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgiftsoplaget er beliggende.

Bevillingen er omfattet af de betingelser, som myndighederne har ret til at fastsætte for at hindre enhver form for unddragelse og misbrug.

2.   Den godkendte oplagshaver skal:

[...]«

14

Samme direktivs artikel 18, stk. 1, fastsatte:

»De kompetente myndigheder i afsendelsesmedlemsstaten kræver på betingelser, som de selv fastsætter, at de risici, der er forbundet med bevægelser af varer under en afgiftssuspensionsordning, dækkes af en sikkerhed, som stilles af den godkendte oplagshaver, der afsender varerne, eller den registrerede afsender.«

15

Artikel 1, stk. 2, litra e), i decreto legislativo n. 504 – Testo unico delle disposizioni legislative concernenti le imposte sulla produzione e sui consumi e relative sanzioni penali e amministrative (lovdekret nr. 504 om den konsoliderede lovtekst om afgifter på produktion og forbrug samt om strafferetlige og administrative sanktioner) af 26. oktober 1995 (GURI nr. 279 af 29.11.1995, almindeligt tillæg nr. 143) (herefter »lovdekret nr. 504/1995«) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, definerer afgiftsoplag som et anlæg, hvor punktafgiftspligtige varer fremstilles, forarbejdes, oplægges, modtages eller afsendes under punktafgiftssuspension på de betingelser, der er fastsat af skatte- og afgiftsmyndigheden.

16

Lovdekretets artikel 23, stk. 1, 3, 4 og 12, har følgende ordlyd:

»1.   Afgiftsoplagsordningen godkendes:

[...]

3.   Såfremt der foreligger reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget, kan bevilling til at drive et afgiftsoplag meddeles med hensyn til kommercielle oplag for flydende gas med et volumen på ikke under 400 kubikmeter og med hensyn til kommercielle oplag for andre energiprodukter med et volumen på ikke under 10000 kubikmeter.

4.   Der kan også meddeles bevilling til at drive afgiftsoplag med hensyn til kommercielle oplag for flydende petroleumsgas med et volumen på under 400 kubikmeter og kommercielle oplag for andre energiprodukter med et volumen på under 10000 kubikmeter, når ud over de betingelser, der er omhandlet i stk. 3, mindst én af følgende betingelser er opfyldt:

[...]

12.   [ADM] kontrollerer, at betingelserne i stk. 4 til enhver tid er opfyldt, og hvis de ikke kan anses for at være opfyldt, suspenderes den i dette stykke omhandlede bevilling, indtil det godtgøres, at de er blevet genoprettet inden for en frist på et år, ved hvis udløb den tilbagekaldes. [...]«

17

ADM’s cirkulære nr. 14/D af 4. december 2017 indeholder retningslinjer for anvendelsen af lovdekret nr. 504/1995.

18

Centro Petroli Roma beskæftiger sig med fremstilling, forarbejdning og markedsføring af energiprodukter samt bistand på skatte- og afgiftsområdet til teknologiske anlæg til civil og industriel brug.

19

Den 17. februar 2016 fik selskabet udstedt en bevilling til drift af et kommercielt oplag under afgiftsoplagsordningen.

20

Ved afgørelse nr. 13042/RU af 25. februar 2020 (afgørelsen om suspension) suspenderede ADM denne bevilling på grund af manglende overholdelse af de betingelser, der er fastsat i artikel 23, stk. 4, i lovdekret nr. 504/1995, dvs. kravene vedrørende det operationelle behov for forsyning af anlægget og minimumsmængden af punktafgiftspligtige varer med nedsat punktafgiftssats i den periode på to år, der er omhandlet i denne bestemmelse.

21

Centro Petroli Roma anlagde sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol for Lazio, Italien) med påstand om annullation af denne afgørelse og af ADM’s cirkulære nr. 14/D af 4. december 2017.

22

Ved dom af 16. februar 2021 frifandt denne retsinstans ADM.

23

Centro Petroli Roma iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), som er den forelæggende ret.

24

Dette selskab gjorde bl.a. gældende, at artikel 23 i lovdekret nr. 504/1995 var uforenelig med tjenesteydelsesdirektivet og direktiv 2008/118 samt med EUF-traktatens bestemmelser om beskyttelse af den frie konkurrence. Selskabet har derfor nedlagt påstand om, at lovdekretets artikel 23, stk. 3 og 4, ikke anvendes, og, subsidiært, at Domstolen forelægges et præjudicielt spørgsmål.

25

Ved afgørelse af 14. september 2021 besluttede den forelæggende ret at udsætte sagen og forelægge Domstolen en første anmodning om præjudiciel afgørelse.

26

I denne afgørelse fremhævede den for det første, at den, selv om den var af den opfattelse, at den nationale lovgivning, der var omhandlet i den tvist, der var indbragt for den, var forenelig med EU-retten, med et første spørgsmål fandt det nødvendigt at anmode Domstolen om præciseringer af – i det væsentlige – kriterierne for gennemførelse af doktrinen om »acte clair«, hvorefter en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, er fritaget for sin forelæggelsespligt, når den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl.

27

Den forelæggende ret udtrykte navnlig tvivl om, hvorvidt en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, er forpligtet til udførligt at godtgøre, at retterne i sidste instans i andre medlemsstater og Domstolen ville foretage den samme fortolkning af EU-retten.

28

For det andet havde den forelæggende ret anført, at i henhold til de bestemmelser, der regulerer de øverste italienske domstoles civilretlige ansvar, kan de dommere, som udgør den ret, der træffer afgørelse i sidste instans, ifalde ansvar i tilfælde af tilsidesættelse af forpligtelsen til at forelægge præjudicielle spørgsmål på grundlag af artikel 2, stk. 3a, i Legge n. 117 – Risarcimento dei danni cagionati nell’esercizio delle funzioni giudiziarie e responsabilità civile dei magistrati (lov nr. 117 om erstatning for skader forvoldt ved udøvelsen af retslige opgaver og dommeres civile ansvar) af 13. april 1988 (GURI nr. 88 af 15.4.1988, s. 3) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov nr. 117/1988«). Denne bestemmelse fastsætter nemlig, at der med henblik på at afgøre, i hvilke tilfælde en retsakt eller foranstaltning åbenbart tilsidesætter EU-retten, bl.a. skal tages hensyn til tilsidesættelsen af forpligtelsen til præjudiciel forelæggelse og til den omstændighed, at den pågældende retsakt eller foranstaltning er i strid med Domstolens fortolkning.

29

Det følger heraf, at de italienske retter, der træffer afgørelse i sidste instans, for at undgå at udsætte deres medlemmer for et erstatningssøgsmål er tvunget til systematisk at foretage en præjudiciel forelæggelse, herunder når de er af den opfattelse, at fortolkningen af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl.

30

Da den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt en sådan ordning for dommeres ansvar var forenelig med EU-retten, havde den ligeledes forelagt Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt artikel 267 TEUF, sammenholdt med princippet om dommeres uafhængighed og princippet om en rimelig sagsbehandlingstid, skulle fortolkes således, at den er til hinder for, at en øverste national domstol, der har afvist en anmodning om præjudiciel forelæggelse, kan være genstand for et civil- og disciplinært erstatningssøgsmål.

31

For det tredje havde den forelæggende ret for det tilfælde, at Domstolen fandt, at en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, kun kan fritages for sin pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål, såfremt den udførligt godtgør, at retterne i sidste instans i de øvrige medlemsstater og Domstolen foretager den samme fortolkning af EU-retten, forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af tjenesteydelsesdirektivet og direktiv 2008/118 samt artikel 101 TEUF – 106 TEUF, som sagsøgeren har foreslået i den sag, der er indbragt for den forelæggende ret.

32

Ved kendelse af 15. december 2022, Centro Petroli Roma (C-597/21, EU:C:2022:1010), fastslog Domstolen som svar på det første spørgsmål, at artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en national retsinstans, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, kan undlade at forelægge Domstolen et spørgsmål om EU-retten og selvstændigt træffe afgørelsen, når den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl, idet en sådan mulighed skal vurderes i forhold til dels EU-rettens særegenheder, dels de særlige vanskeligheder, som fortolkningen heraf frembyder, samt risikoen for afvigende retspraksis inden for Unionen.

33

Den præciserede i denne henseende, at denne nationale retsinstans ikke er forpligtet til udførligt at bevise, at de øvrige medlemsstaters retter, der træffer afgørelse i sidste instans, og Domstolen ville anlægge den samme fortolkning af EU-retten, men den skal efter at have foretaget en vurdering, hvor disse forhold tages i betragtning, være overbevist om, at hverken disse øvrige nationale retsinstanser eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen.

34

I denne kendelses præmis 63-65 fastslog Domstolen, at det var åbenbart, at det andet spørgsmål, der er nævnt i nærværende doms præmis 30, ikke kunne antages til realitetsbehandling, eftersom det klart fremgik, at det savnede enhver forbindelse med genstanden for den tvist, der var indbragt for den forelæggende ret.

35

I kendelsens præmis 66 bemærkede Domstolen, at det tredje spørgsmål, der er nævnt i nærværende doms præmis 31, kun var stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål blev besvaret bekræftende, og udledte heraf, at det, henset til besvarelsen heraf, var ufornødent at besvare dette tredje spørgsmål.

36

Som følge af denne kendelse mener den forelæggende ret, der oplyser, at sagsøgeren i den tvist, der er indbragt for den, har gentaget sin anmodning om præjudiciel afgørelse, at der fortsat består visse grunde, der har været bestemmende for at forelægge Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for en national bestemmelse som artikel 23 i lovdekret nr. 504/1995.

37

Hvad endvidere angår spørgsmålet om den ordning for dommeres ansvar, der er indført ved lov nr. 117/1988, finder den forelæggende ret det hensigtsmæssigt at undergive den løsning, som den påtænker at give dette spørgsmål, Domstolens eventuelle bedømmelse, med henblik på at Domstolen besvarer det, om end som et bispørgsmål. Den forelæggende ret har med henblik herpå fremhævet, at en besvarelse af det nævnte spørgsmål synes at være afgørende for at sikre, at samarbejdet mellem de nationale retter og Domstolen, som mekanismen med præjudiciel forelæggelse er udtryk for, fungerer efter hensigten.

38

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at statistiske data viser, at antallet af præjudicielle forelæggelser, som den foretager, altid har været højere end antallet af forelæggelser fra de øverste forvaltningsdomstole i andre medlemsstater, og at der er en form for automatik i dens praksis med præjudicielle forelæggelser, herunder når der foreligger en »acte clair«.

39

Denne situation skyldes til dels lov nr. 117/1988, som ved at fastsætte, at der ved bedømmelsen af dommeres ansvar i tilfælde af disses åbenbare tilsidesættelse af EU-retten skal tages hensyn til den manglende overholdelse af forpligtelsen til at forelægge præjudicielle spørgsmål, kan påvirke dem ved at tilskynde dem til, for at beskytte sig mod risikoen for et eventuelt erstatningssøgsmål, at stille præjudicielle spørgsmål, selv om disse åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling.

40

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dom af 6. oktober 2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi (C-561/19, EU:C:2021:799), indeholder nyttige fortolkningselementer til bedømmelsen af, om denne ansvarsordning for dommere er forenelig med EU-retten. Det blev i denne dom bemærket, at den præjudicielle forelæggelse udgør et middel til samarbejde mellem dommere – og ikke et retsmiddel for parterne – der ikke kan fratage de nationale retter deres uafhængighed ved at forpligte dem til at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse. Denne omstændighed udelukker imidlertid ikke forpligtelsen for de nationale retter, der træffer afgørelse i sidste instans, til at behandle den anmodning om præjudiciel forelæggelse, som disse parter har indgivet, med den fornødne omhu og til at redegøre for de omstændigheder, der gør det muligt at undlade at foretage en sådan forelæggelse, idet de begrunder deres afgørelse herom.

41

For så vidt som det følger af denne dom og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at det er tilstrækkeligt, at afslaget på en præjudiciel forelæggelse er begrundet, således at der ikke kan fastslås nogen tilsidesættelse af EU-retten, kan lov nr. 117/1988 fortolkes således, at dommere kun kan ifalde ansvar for manglende forelæggelse af et præjudicielt spørgsmål i tilfælde af tilsidesættelse af pligten til at begrunde et sådant afslag. Den modsatte løsning, der består i at tillade, at dommere, der træffer afgørelse i sidste instans, kan ifalde civilretligt ansvar på grund af manglende automatisk forelæggelse for Domstolen, efter at en af parterne i tvisten har foreslået et præjudicielt spørgsmål, ville være uforenelig med EU-retten og risikere at fratage de nationale retsinstanser deres uafhængighed.

42

For så vidt angår det materielle spørgsmål om den nationale lovgivnings forenelighed med EU-retten har den forelæggende ret anført, at lovdekret nr. 504/1995 efter dens opfattelse hverken tilsidesætter tjenesteydelsesdirektivet eller artikel 101 TEUF – 106 TEUF. Afgiftsoplagsordningen udgør således hovedsageligt en afgiftsmæssig fordel, for så vidt som den tillader virksomhederne kun at modtage, oplægge og flytte energiprodukter under punktafgiftssuspension. Eftersom denne ordning ikke anvendes på det »kommercielle« plan, har den ingen indvirkning på den frie udveksling af tjenesteydelser. Tjenesteydelsesdirektivet regulerer i øvrigt ikke de afgiftsmæssige aspekter af levering af tjenesteydelser.

43

Denne nationale lovgivning er heller ikke i strid med direktiv 2008/118, eftersom den fastsætter objektive kriterier og har til formål at forebygge svig og misbrug. Risikoen for, at den virksomhed, der er omfattet af afgiftsoplagsordningen, ikke faktisk udøver økonomisk virksomhed og blot anvender oplaget til at unddrage sig betaling af punktafgift, er således mindre, hvis den er af stor driftsmæssig størrelse.

44

På denne baggrund har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

45

Den italienske regering har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse i sin helhed ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at den forelæggende ret ikke nærer nogen rimelig tvivl om fortolkningen af EU-retten og er overbevist om, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er forenelig med EU-retten.

46

Det skal imidlertid bemærkes, at den forelæggende ret, i modsætning til hvad denne regering har gjort gældende, er af den opfattelse, at der fortsat består en »rimelig tvivl« med hensyn til fortolkningen af EU-retlige bestemmelser i forbindelse med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, selv om denne »rimelige tvivl« indgår i en sammenhæng, hvor den forelæggende ret hovedsageligt har begrundet forelæggelsen for Domstolen med den omstændighed, at den frygter, at sagsøgeren i hovedsagen på grundlag af artikel 2, stk. 3a, i lov nr. 117/1988 vil fremsætte krav om personligt ansvar for de dommere, som den består af, såfremt denne ret afviser at imødekomme den anmodning om præjudiciel forelæggelse, som denne sagsøger har indgivet for den.

47

I denne særlige sammenhæng skal det indledningsvis bemærkes, at indførelsen af en ordning med dommeres erstatningsansvar som følge af rettergangsfejl fra deres side eller en ordning med disciplinært ansvar for dommere henhører under organiseringen af retsvæsenet og dermed under medlemsstaternes kompetence, forudsat at EU-retten overholdes, og dermed de krav, der følger heraf, navnlig kravet om uafhængighed for de retsinstanser, der skal træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, med henblik på at sikre borgerne den effektive retsbeskyttelse, der kræves i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (jf. i denne retning dom af 18.5.2021, Asociaţia Forumul Judecătorilor din România m.fl.,C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 229 og 230, og af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 136).

48

Anerkendelsen af et princip om dommeres personlige ansvar for retsafgørelser indebærer en risiko for indgriben i deres uafhængighed, for så vidt som den kan påvirke beslutningstagningen hos dem, der har til opgave at udøve dømmende myndighed (jf. i denne retning dom af 18.5.2021, Asociaţia Forumul Judecătorilor din România m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 232).

49

For at bevare denne uafhængighed er det vigtigt, at dette ansvar kun kan gøres gældende i absolutte undtagelsestilfælde af grove og helt uforsvarlige handlemåder hos dommere bestående i f.eks. forsætligt og i ond tro eller ved særligt alvorlig og grov uagtsomhed at tilsidesætte de nationale retsregler eller EU-retlige regler, hvis overholdelse de forventes at sikre, eller i vilkårlighed eller retsnægtelse, og at det afgrænses af objektive og kontrollerbare kriterier, der vedrører tvingende hensyn til en forsvarlig retspleje, samt af garantier, hvorved det tilsigtes at undgå enhver risiko for ydre pres på indholdet af retsafgørelser (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 238 og 240, af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 83, og af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 126 og 127 og den deri nævnte retspraksis).

50

I denne sammenhæng fremgår det af Domstolens faste praksis, at en national retsinstans, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, kun er fritaget den pligt, der er fastsat i artikel 267, stk. 3, TEUF, såfremt den har fastslået, at det rejste spørgsmål ikke er relevant, eller at den omhandlede EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen, eller at EU-rettens korrekte anvendelse fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl (dom af 6.10.1982, Cilfit, 283/81, EU:C:1982:335, præmis 21, og af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 33) (herefter »de tre Cilfit-undtagelser«).

51

De nationale retsinstanser, hvis afgørelser ikke kan appelleres i henhold til national ret, skal således uafhængigt og med den fornødne opmærksomhed vurdere, om de har pligt til at forelægge Domstolen det EU-retlige spørgsmål, der er blevet rejst for dem, eller om de derimod kan anse sig fritaget for denne pligt, for så vidt som en af de tre Cilfit-undtagelser finder anvendelse (dom af 24.3.2026, Remling, C-767/23, EU:C:2026:243, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

52

I denne henseende følger det af den ordning, som er indført med artikel 267 TEUF, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at når en national retsinstans, hvis afgørelser i henhold til national ret ikke kan appelleres, finder, at der er tale om en af de tre Cilfit-undtagelser, og derfor er af den opfattelse, at den er fritaget for pligten til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 267, stk. 3, TEUF, skal det af begrundelsen for retsafgørelsen fremgå, enten at det rejste EU-retlige spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, at fortolkningen af den pågældende EU-retlige bestemmelse er støttet på Domstolens praksis, eller, såfremt der ikke findes en sådan praksis, at EU-rettens fortolkning fremgår med en sådan klarhed for den nationale retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl (dom af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 51, og af 24.3.2026, Remling, C-767/23, EU:C:2026:243, præmis 23).

53

Hvad angår undtagelsen vedrørende acte clair, som den forelæggende ret særligt har henvist til, kræver den begrundelsespligt, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, at det godtgøres, at EU-rettens korrekte fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl, idet spørgsmålet om, hvorvidt dette er tilfældet, skal vurderes i forhold til EU-rettens særegenheder, de særlige vanskeligheder, som fortolkningen heraf frembyder, og risikoen for afvigende retspraksis inden for Unionen. En national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, skal på grundlag af disse elementer anføre, hvorfor den er overbevist om, at hverken de øvrige nationale retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, eller Domstolen vil være i tvivl om afgørelsen. Denne nationale ret er imidlertid ikke forpligtet til detaljeret at godtgøre, at disse andre nationale retter og Domstolen ville anlægge den samme fortolkning (dom af 24.3.2026, Remling, C-767/23, EU:C:2026:243, præmis 37).

54

Det følger heraf, at i helt særlige tilfælde, der er identificeret i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 49, kan dommerne ved en national retsinstans, hvis afgørelser ikke kan appelleres, og som har overholdt den begrundelsespligt, der er beskrevet i nærværende doms foregående præmis, ikke ifalde individuelt ansvar alene af den grund, at disse dommere ikke har efterkommet en anmodning om præjudiciel forelæggelse, som parterne har fremsat for dem.

55

I denne sammenhæng skal det bemærkes, at en national ret på ingen måde er udelukket fra at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, hvor svaret ikke giver anledning til nogen rimelig fortolkningstvivl. Selv hvis det antages, at dette er tilfældet, skal en anmodning om præjudiciel afgørelse, der indeholder et sådant spørgsmål, således ikke afvises (dom af 18.6.2024, Bundesrepublik Deutschland (Virkningen af en afgørelse om tildeling af flygtningestatus), C-753/22, EU:C:2024:524, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.8.2025, Voore Mets og Lemeks Põlva, C-784/23, EU:C:2025:609, præmis 32).

56

Under alle omstændigheder tilkommer det udelukkende den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. dom af 21.4.1988, Pardini, 338/85, EU:C:1988:194, præmis 8, og af 5.2.2026, Fidenato, C-364/24 og C-393/24, EU:C:2026:67, præmis 28). Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den af den forelæggende ret ønskede fortolkning eller vurdering af gyldigheden af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (jf. dom af 13.7.2000, Idéal tourisme, C-36/99, EU:C:2000:405, præmis 20, og af 5.2.2026, Fidenato, C-364/24 og C-393/24, EU:C:2026:67, præmis 29).

57

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret præcist angivet grundene til, at den finder, at en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål er nødvendig for at afgøre den tvist, der er indbragt for den. Det fremgår følgelig ikke klart, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med hovedsagens genstand eller realitet.

58

Den italienske regerings formalitetsindsigelse kan derfor ikke tages til følge.

59

Europa-Kommissionen har gjort gældende, at den forelæggende rets spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører fortolkningen af artikel 101 TEUF – 106 TEUF, med hensyn til hvilke den forelæggende ret ikke har fremlagt de faktiske eller retlige oplysninger, der angiver, hvorledes den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning tilsidesætter EU’s konkurrenceregler.

60

Det bemærkes, at det ifølge fast retspraksis, inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter, for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne nøje iagttager de krav til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse, som udtrykkeligt fremgår af artikel 94 i Domstolens procesreglement, som den forelæggende ret forventes at have kendskab til (dom af 19.4.2018, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-152/17, EU:C:2018:264, præmis 21). Disse krav fremgår i øvrigt af punkt 13, 15 og 16 i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1), som nu fremgår af punkt 13, 15 og 16 i den nye version af anbefalingerne til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT C, C/2024/6008).

61

Som det fremgår af procesreglementets artikel 94, litra a) og c), er det bl.a. nødvendigt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (dom af 19.4.2018, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-152/17, EU:C:2018:264, præmis 22).

62

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anmodet om en fortolkning af artikel 101 TEUF – 106 TEUF, idet den har begrænset sig til at anføre, at spørgsmålet om fortolkningen af principperne i EU-konkurrenceretten er relevant, og at afgørelsen om suspension kan være ulovlig, for så vidt som den tilsidesætter disse principper. Den har ikke givet nogen konkret forklaring på relevansen af artikel 101 TEUF – 106 TEUF for løsningen af tvisten i hovedsagen og har ikke redegjort for den forbindelse, som den har fastslået mellem disse artikler og den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning.

63

Det følger heraf, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrører fortolkningen af de nævnte artikler.

64

Den italienske regering er af den opfattelse, at det andet præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører foreneligheden af artikel 23, stk. 4, litra b), i lovdekret nr. 504/1995 med EU-retten. Det spørgsmål, der er stillet i denne henseende, er således ikke nødvendigt for løsningen af tvisten i hovedsagen, eftersom den forelæggende ret udtrykkeligt har fastslået, at afgørelsen om suspension var blevet truffet på grund af manglende overholdelse af de kvantitative kriterier, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, og artikel 23, stk. 4, litra a), i lovdekret nr. 504/1995.

65

I denne henseende bemærkes, at det følger af den faste retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 56, at Domstolen kun kan afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den af den forelæggende ret ønskede fortolkning eller vurdering af en EU-retlig bestemmelses gyldighed savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål.

66

Selv om den forelæggende ret i den foreliggende sag har anført, at afgørelsen om suspension var begrundet i sagsøgeren i hovedsagens manglende overholdelse af de kvantitative kriterier, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, og artikel 23, stk. 4, litra a), i lovdekret nr. 504/1995, skal det fastslås, at den betingelse, der er fastsat i denne artikel 23, stk. 4, litra a), og betingelsen i dette lovdekrets artikel 23, stk. 4, litra b), er alternative. Det fremgår imidlertid ikke af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at sagsøgeren i hovedsagen i henhold til de nationale processuelle regler ikke kan anfægte afgørelsen om suspension for den forelæggende ret under påberåbelse af den omstændighed, at vedkommende opfylder den betingelse, der er fastsat i nævnte lovdekrets artikel 23, stk. 4, litra b).

67

Under disse omstændigheder fremgår det, henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, ikke klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten i dette andet spørgsmål, for så vidt som det vedrører artikel 23, stk. 4, litra b), i lovdekret nr. 504/1995, savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

68

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at det andet præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

69

Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om tjenesteydelsesdirektivets artikel 9, stk. 1, artikel 14, nr. 5), artikel 15, stk. 2, litra a), og artikel 16, stk. 1, tredje afsnit, samt artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, i givet fald suppleret med gennemførelsesforanstaltninger, der gør bevillingen til at drive kommercielle oplag af flydende petroleumsgas med en kapacitet på under 400 kubikmeter og kommercielle oplag af andre energiprodukter fra en kapacitet på under 10000 kubikmeter under afgiftsoplagsordningen betinget af, at der foreligger »reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget«, samt sekundært betinget af, at det pågældende oplag enten foretager leveringer af varer, der er fritaget for punktafgift eller pålagt reducerede punktafgiftssatser, eller overførsler af energiprodukter under en afgiftssuspensionsordning til medlemsstaterne eller eksport til tredjelande for et samlet beløb svarende til mindst 30% af den samlede udvindingsmængde i en toårsperiode eller er et supplement til et nærliggende afgiftsoplag, som tilhører samme koncern, eller – hvis det tilhører andre – permanent er bestemt til at fungere som et supplement til det ovennævnte afgiftsoplag.

70

Da den forelæggende ret i sine præjudicielle spørgsmål har henvist til såvel tjenesteydelsesdirektivet som direktiv 2008/118, skal det indledningsvis fastslås, at det kun er det andet af disse to direktiver, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

71

I henhold til tjenesteydelsesdirektivets artikel 2, stk. 3, finder direktivet ikke anvendelse på skatte- og afgiftsområdet. Som det fremgår af 29. betragtning til dette direktiv, skyldes denne udelukkelse den omstændighed, at EUF-traktaten indeholder specifikke bestemmelser som retsgrundlag for skatter og afgifter, og da der allerede er vedtaget EU-instrumenter på dette område, er det nødvendigt at udelukke skatter og afgifter fra direktivets anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 22.12.2022, Airbnb Ireland og Airbnb Payments UK, C-83/21, EU:C:2022:1018, præmis 27).

72

I den foreliggende sag er det ubestridt, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning fastsætter de betingelser, hvorunder driften af et oplag under afgiftssuspensionsordningen kan tillades af ADM. Denne lovgivning gennemfører således artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118, som fastsætter, at en godkendt oplagshavers oprettelse og drift af et afgiftsoplag er betinget af en bevilling fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgiftsoplaget er beliggende. Det bemærkes imidlertid, at dette direktiv blev vedtaget på grundlag af artikel 93 EF, nu artikel 113 TEUF. Denne første bestemmelse, der var indeholdt i kapitel 2 med overskriften »Fiskale bestemmelser« i EF-traktatens afsnit VI, gav Rådet for Den Europæiske Union kompetence til at vedtage bestemmelser om harmonisering af lovgivningerne om omsætningsafgifter, punktafgifter og andre indirekte skatter i det omfang, en sådan harmonisering var nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion.

73

Da den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning følgelig henhører under skatte- og afgiftsområdet, følger det heraf, at tjenesteydelsesdirektivet ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, hvorfor det er ufornødent at tage stilling til fortolkningen af de bestemmelser i dette direktiv, som den forelæggende ret har anført.

74

De præjudicielle spørgsmål skal derfor alene behandles i forhold til direktiv 2008/118.

75

Det følger af dette direktivs artikel 15, stk. 1, at det tilkommer hver medlemsstat at fastsætte sine egne regler om fremstilling, forarbejdning og oplægning af punktafgiftspligtige varer med forbehold af bestemmelserne i dette direktiv. Det fremgår endvidere af artikel 15, stk. 2, at fremstilling, forarbejdning og oplægning af sådanne varer finder sted i afgiftsoplag, når punktafgiften ikke er erlagt.

76

Hvad angår bevillings- og driftsordningen for et sådant oplag præciserer artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118 for det første i første afsnit, at en godkendt oplagshavers oprettelse og drift af et afgiftsoplag er betinget af en bevilling fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor afgiftsoplaget er beliggende, og for det andet i andet afsnit, at bevillingen er omfattet af »de betingelser, som myndighederne har ret til at fastsætte for at hindre enhver form for unddragelse og misbrug«.

77

I denne sidstnævnte henseende fremgår det af fast retspraksis, at inden for anvendelsesområdet for direktiv 2008/118, der har til formål at indføre en generel harmoniseret ordning for punktafgifter, udgør forebyggelse af unddragelse og misbrug generelt set et fælles mål såvel i EU-retten som i medlemsstaternes lovgivninger. For det første har medlemsstaterne således en berettiget interesse i at træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte deres økonomiske interesser, og for det andet er bekæmpelsen af unddragelse, skatteundgåelse og eventuelt misbrug et mål, der forfølges med dette direktiv, hvilket bekræftes af 15. og 16. betragtning til direktivet og artikel 16 heri (jf. i denne retning dom af 29.6.2017, Kommissionen mod Portugal, C-126/15, EU:C:2017:504, præmis 59, og af 14.9.2023, Vinal, C-820/21, EU:C:2023:667, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

78

Det fremgår således af de bestemmelser i direktiv 2008/118, der er nævnt i nærværende doms præmis 77 og 78, at kompetencen til at tillade oprettelse og drift af et afgiftsoplag og til at fastsætte betingelserne for drift af dette oplag tilkommer de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor det nævnte oplag er beliggende, og at denne kompetence udøves uden andre begrænsninger end den, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/118, og som vedrører forfølgelsen af formålet om at forebygge svig og misbrug.

79

Inden for rammerne af den generelle ordning for punktafgifter fremhæves betydningen af dette formål i 15. betragtning til direktiv 2008/118, hvori det udtrykkeligt anføres, at afgiftsoplagsordningen har til formål at »gøre det lettere at foretage [...] kontrol« for at sikre opkrævningen af afgiftsskylden, og af de bestemmelser i dette direktiv, der har til formål at forebygge eventuelle uregelmæssigheder og de finansielle konsekvenser heraf samt sanktionering af disse uregelmæssigheder. Blandt disse bestemmelser kræver direktivets artikel 16, stk. 2, litra a), og artikel 18, stk. 1, således, at der stilles sikkerhed for at dække den risiko, der er forbundet med fremstilling, forarbejdning og oplægning af punktafgiftspligtige varer samt ved bevægelser af disse varer under afgiftssuspension, mens samme direktivs artikel 10 fastsætter konsekvenserne af en uregelmæssighed, der er opstået under en bevægelse af varer under en afgiftssuspensionsordning.

80

Følgelig overlader direktiv 2008/118 og navnlig dets artikel 16, stk. 1, medlemsstaterne en skønsmargen ved fastsættelsen af betingelserne for bevilling og drift af et afgiftsoplag, for så vidt som de foranstaltninger, som de vedtager, har til formål at forebygge svig og misbrug.

81

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 99 og 100 i forslaget til afgørelse, skal medlemsstaterne imidlertid ved udøvelsen af de beføjelser, som de er tillagt ved direktiv 2008/118, ikke blot overholde dette direktivs effektive virkning, der, således som det bl.a. præciseres i anden betragtning hertil, har til formål at sikre, at det indre marked fungerer, ved at harmonisere betingelserne for opkrævning af punktafgifter på varer, men også EU-rettens almindelige principper, herunder bl.a. proportionalitetsprincippet.

82

Dette princip pålægger medlemsstaterne at anvende midler, som, idet de gør det muligt effektivt at nå det mål, der forfølges med national ret, ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt, og som gør mindst muligt indgreb i de øvrige formål og principper, der er opstillet af den pågældende EU-lovgivning. I Domstolens praksis præciseres i denne henseende, at såfremt der herved kan vælges mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst restriktive foranstaltning anvendes, og de pålagte byrder må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 29.6.2017, Kommissionen mod Portugal, C-126/15, EU:C:2017:504, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

83

Selv om det i sidste ende tilkommer den nationale retsinstans, som har enekompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en sådan lovgivning opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, har Domstolen, hvis opgave det er at give den forelæggende ret et fyldestgørende svar, kompetence til på grundlag af de oplysninger, der kan udledes af de sagsakter vedrørende hovedsagen, som Domstolen råder over, samt de for Domstolen indgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede den nævnte ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (jf. i denne retning dom af 13.11.2025, Familienstiftung, C-142/24, EU:C:2025:873, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

84

Hvad i den foreliggende sag først angår kriteriet om, at der skal foreligge »reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget«, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1995, fremgår det af de forklaringer, som den italienske regering har givet i retsmødet, at dette kriterium har til formål at efterprøve, om den økonomiske virksomhed, der udøves på det pågældende oplag, er reel, ved at kontrollere, om forsyningsbehovet er effektivt, navnlig henset til dette afgiftsoplags geografiske beliggenhed, dets lagerkapacitet og tilstedeværelsen af et reelt behov på markedet.

85

Hvad dernæst angår den kvantitative tærskel, der er fastsat i dette lovdekrets artikel 23, stk. 4, litra a), som pålægger mindst 30% af den samlede udvindingsmængde fra oplaget i form af levering i henhold til en ordning med fritagelse for eller anvendelse af en reduceret punktafgiftssats, overførsel til en anden medlemsstat under en ordning med suspension af punktafgifter eller eksport til et tredjeland, har den italienske regering i sit skriftlige indlæg og i retsmødet anført, at det er udtryk for kravet om reelle driftsmæssige behov, og at der er tale om et objektivt, rimeligt og ikke-diskriminerende kriterium, der har til formål at godtgøre, at der er en funktionel forbindelse mellem afgiftssuspensionsordningen og den faktiske drift af oplaget. Den omstændighed, at denne tærskel ikke nås, er således en indikation af, at det ikke er nødvendigt at drive det pågældende anlæg under afgiftsoplagsordningen.

86

Hvad endelig angår kriteriet om, at der skal foreligge et afhængighedsforhold til et andet afgiftsoplag, som er fastsat i artikel 23, stk. 4, litra b), i lovdekret nr. 504/1995, gør det ifølge den italienske regering det muligt at udstede en bevilling til drift i henhold til afgiftsoplagsordningen til et oplag, der er »satellitten« til et hovedoplag, der selv har godtgjort dets oplagringskapacitet, hvilket sikrer en effektiv gennemførelse af kontrolaktiviteterne.

87

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er egnet til at nå det formål, som den forfølger, skal det fastslås, at såvel kriteriet om »reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget«, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1995, som de alternative kriterier for den kvantitative tærskel på 30% af udvindingsmængden eller afhængighedsforholdet mellem oplagene, der er fastsat i dette lovdekrets artikel 23, stk. 4, litra a) og b), har til formål at gøre det muligt for de kompetente toldmyndigheder at kontrollere, om den økonomiske virksomhed, der udøves på oplaget, faktisk udøves. Disse kriterier forekommer således egnede til at nå det mål om bekæmpelse af svig og misbrug, der forfølges med direktiv 2008/118.

88

Det skal imidlertid bemærkes, at den relativt upræcise karakter af kriteriet om, at der foreligger »reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget«, der er fastsat i artikel 23, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1995, giver toldmyndighederne en vid skønsmargen. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 104 og 105 i forslaget til afgørelse, skal den forelæggende ret derfor navnlig efterprøve, om de oplysninger, som disse myndigheder har taget i betragtning med henblik på at afgøre, om dette kriterium er opfyldt, reelt gør det muligt for disse myndigheder at afslå den omhandlede bevilling på grundlag af andre betragtninger end dem, der vedrører oplagshaverens pålidelighed og den økonomiske virkelighed i forbindelse med oplagringen af varer under punktafgiftssuspension.

89

For så vidt som den italienske regering i retsmødet har anført, at vurderingen af forsyningsbehovene blev foretaget under hensyntagen til bl.a. afgiftsoplagets geografiske placering i underforsynede områder, tilkommer det i denne henseende navnlig den forelæggende ret at efterprøve, om det kriterium, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, faktisk har til formål at kontrollere, om den operationelle aktivitet i det oplag, for hvilket der ansøges om en bevilling til at drive et afgiftsoplag, faktisk er reel.

90

Hvad for det andet angår nødvendigheden af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede med hensyn til formålet om bekæmpelse af svig og misbrug tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om de foranstaltninger, der er fastsat i denne lovgivning, er blevet begrænset til det strengt nødvendige, og om der findes mindre indgribende, men lige så effektive midler til at nå dette mål.

91

Hvad for det tredje angår forholdsmæssigheden – i snæver forstand – af en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om denne lovgivning er uforholdsmæssig i forhold til det forfulgte mål, henset til den indvirkning, som den nævnte lovgivning kan have på erhvervsdrivendes adgang til afgiftsoplagsordningen, der ved at tillade fremstilling, forarbejdning og oplægning af varer under punktafgiftssuspension, således som det er fastsat i artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/118, bidrager til at lette omsætningen af punktafgiftspligtige varer inden for Unionen.

92

De forelagte spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, i givet fald suppleret med gennemførelsesforanstaltninger, der gør bevillingen til at drive kommercielle oplag af flydende petroleumsgas med en kapacitet på under 400 kubikmeter og kommercielle oplag af andre energiprodukter fra en kapacitet på under 10000 kubikmeter under afgiftsoplagsordningen betinget af, at der foreligger »reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget«, samt sekundært betinget af, at det pågældende oplag enten foretager leveringer af varer, der er fritaget for punktafgift eller pålagt reducerede punktafgiftssatser, eller overførsler af energiprodukter under en afgiftssuspensionsordning til medlemsstaterne eller eksport til tredjelande for et samlet beløb svarende til mindst 30% af den samlede udvindingsmængde i en toårsperiode eller er et supplement til et nærliggende afgiftsoplag, som tilhører samme koncern, eller – hvis det tilhører andre – permanent er bestemt til at fungere som et supplement til det ovennævnte afgiftsoplag, forudsat at proportionalitetsprincippet overholdes.

93

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 16, stk. 1, i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF, som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2019/475 af 18. februar 2019,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, i givet fald suppleret med gennemførelsesforanstaltninger, der gør bevillingen til at drive kommercielle oplag af flydende petroleumsgas med en kapacitet på under 400 kubikmeter og kommercielle oplag af andre energiprodukter fra en kapacitet på under 10000 kubikmeter under afgiftsoplagsordningen betinget af, at der foreligger »reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget«, samt sekundært betinget af, at det pågældende oplag enten foretager leveringer af varer, der er fritaget for punktafgift eller pålagt reducerede punktafgiftssatser, eller overførsler af energiprodukter under en afgiftssuspensionsordning til medlemsstaterne eller eksport til tredjelande for et samlet beløb svarende til mindst 30% af den samlede udvindingsmængde i en toårsperiode eller er et supplement til et nærliggende afgiftsoplag, som tilhører samme koncern, eller – hvis det tilhører andre – permanent er bestemt til at fungere som et supplement til det ovennævnte afgiftsoplag, forudsat at proportionalitetsprincippet overholdes.