XY m.fl. mod Ministerul Finanţelor (C-606/24)

–

den rumænske regering ved E. Gane, R. Antonie og M. Chicu, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Erlbacher, L. Nicolae og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU samt af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side flere fysiske personer og på den anden side Ministerul Finanțelor (finansministeriet, Rumænien) vedrørende genberegning og udbetaling af deres lønkrav som personale, der aflønnes med offentlige midler.

3

Legea nr. 134/2010 privind Codul de procedură civilă (lov nr. 134/2010 om den civile retsplejelov) af 1. juli 2010 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »den civile retsplejelov«), indeholder en bog II med overskriften »Retssager«, der består af fire afsnit, hvoraf afsnit III har overskriften »Bestemmelser til sikring af en ensartet retspraksis«. Dette afsnit III indeholder to kapitler, nemlig kapitel I med overskriften »Kære og appel i lovens interesse«, som består af denne lovs artikel 514-518, og kapitel II med overskriften »Indbringelse for [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol, Rumænien)] med henblik på at træffe en forudgående afgørelse om retsspørgsmål«, der består af lovens artikel 519-521.«

4

Den civile retsplejelovs artikel 519 fastsætter:

»Såfremt et dommerkollegium ved [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)], en appeldomstol eller en ret i første instans, der behandler sagen i sidste instans, under sagen konstaterer, at et retsspørgsmål, hvis afklaring er nødvendig for at træffe afgørelse om sagens realitet, er nyt, at [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] ikke har truffet afgørelse herom, og at dette retsspørgsmål heller ikke er genstand for kære eller appel i lovens interesse, kan dette dommerkollegium anmode [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] om at træffe en afgørelse, der principielt afgør det indbragte retsspørgsmål.«

5

Lovens artikel 520 bestemmer:

»(1)   Efter kontradiktorisk forhandling og når betingelserne i artikel 519 er opfyldt, indbringer dommerkollegiet sagen for [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] ved kendelse, der ikke kan kæres. Denne kendelse skal i givet fald indeholde en begrundelse for, at den indbragte sag kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 519, samt dommerkollegiets og parternes synspunkter.

(2)   Ved den i stk. 1 omhandlede afgørelse udsættes sagen på, at der er truffet en foreløbig afgørelse om retsspørgsmålet.

[...]

(7)   Når dommerkollegiet er sammensat i overensstemmelse med stk. 6, udpeger dets formand en dommer, der skal udarbejde en rapport om det retsspørgsmål, der indbringes. Den dommer, der er udpeget som refererende dommer, er ikke alene af denne grund inhabil.

[...]

(10)   Rapporten fremsendes til parterne, som senest 15 dage efter dens meddelelse gennem en advokat eller i givet fald en juridisk rådgiver fremsætter deres skriftlige bemærkninger til det retsspørgsmål, der indbringes.

[...]

(12)   Indbringelsen behandles, uden at parterne indkaldes, senest tre måneder efter datoen for indbringelsen, og afgørelsen træffes af mindst to tredjedele af antallet af dommere i dommerkollegiet. Det er ikke tilladt at undlade at stemme.

[...]«

6

Lovens artikel 521 har følgende ordlyd:

»(1)   Den afdeling, der har kompetence til at træffe afgørelse om retsspørgsmål, træffer afgørelse alene for så vidt angår det retsspørgsmål, der er indbragt for den.

[...]

(3)   Afgørelsen af retsspørgsmål er bindende fra datoen for offentliggørelsen af afgørelsen i Monitorul Oficial al României, del I, og for den retsinstans, der har indbragt disse retsspørgsmål, fra datoen for afsigelsen af denne afgørelse.

[...]«

7

Ordonanța de urgență a Guvernului nr. 62/2024 privind unele măsuri pentru soluționarea proceselor privind salarizarea personalului plătit din fonduri publice, precum și a proceselor privind prestații de asigurări sociale (regeringens hastedekret nr. 62/2024 om visse foranstaltninger til afgørelse af sager vedrørende aflønning af personale, der aflønnes med offentlige midler, og sager vedrørende sociale sikringsydelser) af 13. juni 2024 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 559 af 14.6.2024, herefter »OUG nr. 62/2024«), trådte i kraft den 14. juni 2024.

8

Følgende fremgår af præamblen til OUG nr. 62/2024:

»I betragtning af behovet for hurtigst muligt at sikre en ensartet og samlet retspraksis – der fjerner forskellene med hensyn til fastsættelse og udbetaling af løn til personale, der aflønnes med offentlige midler – som har fordele både med hensyn til en retfærdig retspleje og sikring af lighed for loven samt med hensyn til de socioøkonomiske forhold,

henset til at retfærdighed er en væsentlig faktor for social balance og stabilitet i en retsstat, og at det for fuldt ud at kunne udfylde denne rolle er nødvendigt at ensrette retspraksis og sikre stabiliteten i retsforhold, herunder med hensyn til fastsættelse af lønrettigheder for personale, der aflønnes med offentlige midler,

henset til den forfatningsmæssige rolle, som [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)], der er fastsat i artikel 126, stk. 3, i den rumænske forfatning, som offentliggjort på ny, har, og som består i at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af loven ved alle retsinstanser,

idet det konstateres at der foreligger et udbredt fænomen, der er ved at blive permanent, i form af en uensartet retspraksis ved domstolene i sager vedrørende fastsættelse og/eller udbetaling af løn eller løn for personale, der aflønnes med offentlige midler, samt tvister vedrørende fastsættelse og/eller udbetaling af disse ansattes pensionsrettigheder og andre sociale sikringsydelser,

i betragtning af behovet for at finde effektive procesretlige løsninger, der gør det muligt at nå målet om en ensartet retspraksis på det regulerede område, uden at det går ud over hele retssystemets funktion,

henset til den nuværende udformning af mekanismen for forudgående afgørelse af retsspørgsmål og den bindende virkning af en sådan afgørelse truffet af [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] i fuld overensstemmelse med dens forfatningsmæssige forpligtelse til at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af loven ved alle rumænske domstole,

henset til behovet for let at kunne integrere de påtænkte lovgivningsmæssige løsninger i det nuværende proces- og retssystem uden i væsentlig grad at påvirke den øverste retsinstans’ arbejdsbyrde,

i betragtning af at det er bydende nødvendigt at give den nødvendige prioritet til princippet om at sikre en ensartet retspraksis – som er et udtryk for princippet om en ensartet, upartisk og ligeværdig retspleje og mere generelt lighed for loven [–],

i betragtning af at de foreslåede lovgivningsmæssige foranstaltninger kan have en positiv indvirkning på domstolenes arbejde, idet de på et tidligt tidspunkt vil sikre afklaring af vanskelige retsspørgsmål,

i betragtning af at de afgørelser, der træffes i disse kategorier af tvister, har en direkte og betydelig indvirkning på det almindelige konsoliderede budget, som forstærkes af behovet for at sikre ligebehandling i retssystemet, hvilket er et krav, der bekræftes i retspraksis fra [Curtea Constituțională (forfatningsdomstol, Rumænien)] med hensyn til princippet om lighed for loven,

i betragtning af behovet for at undgå og, hvor det er relevant, forebygge de ovennævnte negative konsekvenser,

i henhold til den rumænske forfatnings artikel 115, stk. 4, som offentliggjort på ny,

har den rumænske regering vedtaget dette hastedekret.«

9

Artikel 1 i OUG nr. 62/2024 fastsætter:

»1.   Dette hastedekret finder anvendelse på sager vedrørende fastsættelse og/eller udbetaling af løn eller rettigheder af lønmæssig karakter for personale, der aflønnes med offentlige midler, herunder sager vedrørende forpligtelsen til at udstede administrative retsakter eller vedrørende annullering af administrative retsakter, der er udstedt over for dette personale, og/eller sager vedrørende dette personales ansættelsesforhold.

2.   Dette hastedekret finder også anvendelse på sager vedrørende fastsættelse og/eller udbetaling af pensionsrettigheder, herunder sager, der følger af ajourføring, fornyet beregning eller revision af pensionsrettigheder, og/eller sager vedrørende andre sociale ydelser til det i stk. 1 omhandlede personale.

3.   Dette hastedekret finder anvendelse, uanset arten af og genstanden for de i stk. 1 og 2 omhandlede sager, parternes procesretlige stilling eller den retsinstans, der har kompetence til at påkende sagen.«

10

Artikel 2 i OUG nr. 62/2024 bestemmer:

»1.   Hvis det dommerkollegium, der behandler sagen i første instans eller i forbindelse med kære eller appel, under den i artikel 1 fastsatte procedure efterprøver og fastslår, at [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] ikke har truffet afgørelse om et retsspørgsmål, hvis afklaring er en forudsætning for afgørelsen af sagens realitet, og dette retsspørgsmål heller ikke er genstand for en verserende kære- eller appelsag i lovens interesse, anmoder det [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] om at træffe en afgørelse, der principielt afgør det retsspørgsmål, som er blevet indbragt for den.

2.   Den ret, der indbringer sagen for den øverste retsinstans, sender pr. e-mail en kopi af kendelsen om indbringelse sammen med meddelelsen til [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] til de øvrige retter, der enten i første eller anden instans har kompetence til at påkende en sag af samme art som den sag, hvori denne kendelse er blevet truffet. Retspræsidenterne for de kompetente retter træffer efter modtagelsen af kopien af kendelsen om, at sagen er indbragt, de nødvendige foranstaltninger for at underrette dommerne i de pågældende afdelinger ved disse retsinstanser.

3.   Lignende sager ved retterne udsættes på den forudgående afgørelse om retsspørgsmålet.

4.   De i stk. 1 omhandlede indbringelser, der har samme genstand eller er tæt forbundet med hinanden, forenes.

5.   De i stk. 1 omhandlede indbringelser behandles med forrang senest 60 dage efter, at [Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol)] har fået indbragt sagen til afgørelse.

6.   Afgørelsen skal begrundes senest 15 dage efter dens afsigelse og offentliggøres i Monitorul Oficial al României, del I, senest 5 dage efter, at begrundelsen er afgivet.«

11

Artikel 3 i OUG nr. 62/2024 er affattet som følger:

»Bestemmelserne i artikel 1 og 2 finder ligeledes anvendelse på sager, der verserer på datoen for ikrafttrædelsen af dette lovdekret.«

12

Artikel 4 i OUG nr. 62/2024 har følgende ordlyd:

»Bestemmelserne i dette hastedekret suppleres af bestemmelserne i [den civile retsplejelov], som offentliggjort på ny, med senere ændringer og tilføjelser, samt af de øvrige bestemmelser, der finder anvendelse på området.«

13

Ved stævning af 20. november 2023 har XY m.fl. anlagt sag ved Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest, Rumænien), som er den forelæggende ret, med påstand om, at finansministeriet i henhold til princippet om forbud mod forskelsbehandling tilpligtes at betale dem en godtgørelse svarende til forskellen mellem den løn, som de faktisk har oppebåret, og de højeste lønninger, der udbetales til ansatte i andre offentlige forvaltninger, der udøver tilsvarende funktioner.

14

Den forelæggende ret har anført, at OUG nr. 62/2024 er trådt i kraft under sagens behandling, og at dette hastedekret ligeledes finder anvendelse på verserende sager, herunder tvisten i hovedsagen.

15

Adspurgt af Domstolen har den forelæggende ret præciseret, at såfremt den ikke havde udsat denne tvist med henblik på at indgive den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, ville den have været forpligtet til at udsætte den i henhold til artikel 2, stk. 3, i OUG nr. 62/2024, eftersom tvisten vedrører retsspørgsmål, der er genstand for sager, der i øjeblikket verserer for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), og som er anlagt på grundlag af OUG nr. 62/2024.

16

Det er således i OUG nr. 62/2024 fastsat, at når en retsinstans konstaterer, at afgørelsen af den sag, der er indbragt for den, afhænger af en afklaring af et retsspørgsmål, som Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) endnu ikke har truffet afgørelse om, og som heller ikke er genstand for kære eller appel i lovens interesse, er den forpligtet til at udsætte den sag, der verserer for den, og til for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) at indbringe en anmodning om en forudgående afgørelse af dette retsspørgsmål. Lignende sager, der verserer ved domstolene, udsættes, indtil Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) har truffet en forudgående afgørelse.

17

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en sådan forpligtelse er i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU og chartrets artikel 47.

18

For det første har den forelæggende ret anført, at den civile retsplejelovs artikel 519 allerede giver en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, mulighed for at indbringe en sag for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) med henblik på at træffe en forudgående afgørelse, der giver en principiel løsning på et retsspørgsmål. Denne mulighed er imidlertid underlagt strenge betingelser for antagelse til realitetsbehandling, bl.a. at afgørelsen af retsspørgsmålet er nødvendig for afgørelsen af tvisten, og at retten i sin anmodning redegør for den tvivl, der begrunder indbringelsen.

19

OUG nr. 62/2024 fastsætter derimod denne mulighed som en forpligtelse for enhver rumænsk retsinstans i visse kategorier af sager, der i det væsentlige vedrører aflønning af personale, der aflønnes med offentlige midler, og visse sociale sikringsydelser.

20

Den obligatoriske karakter af den procedure, der er indført ved OUG nr. 62/2024, fratager således retsinstansen muligheden for efter egen overvejelse selv at afgøre, hvorledes det retsspørgsmål, den skal behandle, skal besvares.

21

For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at OUG nr. 62/2024 udgør et indgreb fra den udøvende magts side i den dømmende magt og derfor tilsidesætter retsstatsprincippet og princippet om magtens tredeling. Navnlig præciserer OUG nr. 62/2024 ikke grundene til, at forpligtelsen til at anvende denne procedure kun finder anvendelse på visse kategorier af tvister og bevirker, at Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) tildeles en rolle som specialret.

22

Ifølge den forelæggende ret skal dommerens uafhængighed i forbindelse med anvendelsen af lovgivningen sikres ved, at den udøver sin judicielle myndighed inden for rammerne af et domstolssystem, hvis kompetence er fastlagt ved lov. Forpligtelsen til at indbringe en anmodning om forudgående afgørelse for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) tilsidesætter princippet om dommeres uafhængighed, for så vidt som den dels begrænser den kompetente retsinstans’ mulighed for selvstændigt at træffe afgørelse i de sager, der verserer for den, uden indblanding udefra, dels indfører et internt underordnelsesforhold mellem dommere, hvilket er i strid med Domstolens praksis og flere dokumenter fra Den Europæiske Kommission for Demokrati gennem Ret, den såkaldte »Venedigkommission«.

23

Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at det fremgår af præamblen til OUG nr. 62/2024, at den ensartede retspraksis, der forfølges med dette hastedekret, er begrundet i de gunstige virkninger, som det kan have på det almindelige konsoliderede budget og på den socioøkonomiske stabilitet. Den forelæggende ret har heraf udledt, at vedtagelsen af hastedekretet bl.a. opfylder formålet om at bringe retsafgørelser i overensstemmelse med statens finansielle interesser.

24

For det tredje er den forelæggende ret af den opfattelse, at OUG nr. 62/2024 bringer adgangen til en retfærdig rettergang i fare, eftersom borgerne kan antage, at tvisterne som følge af den procedure, der er reguleret ved dette hastedekret, vil blive afgjort til fordel for forvaltningen. Desuden skaber denne procedure en præcedens for en overdreven centralisering af retspraksis og en tvungen ensretning af fortolkningen af loven i visse kategorier af tvister. En udsættelse af et stort antal sager vil desuden kunne skade retsplejen og medføre en forlængelse af sagsbehandlingstiden.

25

For det fjerde er den forelæggende ret af den opfattelse, at den omstændighed, at der foreligger forskelle i retspraksis, ikke i sig selv kan begrunde indførelsen af en sådan procedure, eftersom sådanne forskelle er uadskilleligt forbundet med ethvert retssystem, og at det rumænske system under alle omstændigheder indeholder tilstrækkelige mekanismer til at ensarte retspraksis.

26

For det femte har den forelæggende ret anført, at den omhandlede procedure blev indført ved et hastedekret, selv om Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) har godkendt resultaterne af en folkeafstemning om forbud for regeringen mod at vedtage sådanne dekreter på området for domstolenes organisation. Selv om en sådan folkeafstemning kun er af rådgivende karakter, burde regeringen i medfør af forpligtelsen til forfatningsmæssig loyalitet have begrænset sig til at foreslå parlamentet at vedtage en sådan normativ retsakt.

27

På denne baggrund har Tribunalul Bucureşti (retten i første instans i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (sammenholdt med artikel 2 TEU og [chartrets] artikel 47 [...]) fortolkes således, at princippet om dommernes uafhængighed er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter de domstole, der behandler sager vedrørende fastsættelse og/eller betaling af lønrettigheder eller andre rettigheder af lønmæssig karakter for personale, der aflønnes med offentlige midler, har pligt til, i alle de sager, som de skal afgøre, at anmode Înalta Curte de Casație şi Justiție (kassationsdomstol[…]) om en foreløbig afgørelse af retsspørgsmål, der ikke tidligere er blevet afgjort af den øverste retsinstans, således at de dommere, som skal træffe afgørelse i de konkrete sager, derved begrænses i deres mulighed for uafhængigt at afgøre dem, alene ud fra den betragtning, at uensartet retspraksis kan have en negativ indvirkning på det almindelige konsoliderede budget og landets socioøkonomiske stabilitet?«

28

Med sin anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret ligeledes anmodet om, at den foreliggende sag undergives den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Ved kendelse af 12. februar 2025, Ministerul Finanțelor (C-606/24, EU:C:2025:101), afslog Domstolens præsident denne anmodning, da der i det foreliggende tilfælde ikke forelå et sådant undtagelsestilfælde, som kræves i henhold til denne bestemmelse.

29

Ved processkrift af 30. september 2025 anmodede Domstolen den rumænske regering om at fremlægge teksten til den civile retsplejelovs artikel 514-521 i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Regeringen har fremlagt de ønskede oplysninger.

30

Den rumænske regering har rejst tvivl om, hvorvidt Domstolen i det foreliggende tilfælde har kompetence til at fortolke chartrets artikel 47 med den begrundelse, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

31

I denne henseende bemærkes for det første, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende kan fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

32

Chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes handlinger er fastlagt i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, »når de gennemfører EU-retten« (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

33

Hvad angår chartrets artikel 47 har den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde ikke fremlagt nogen oplysninger om, at tvisten i hovedsagen vedrører fortolkningen eller anvendelsen af en EU-retlig regel, der er gennemført på nationalt plan.

34

I overensstemmelse med chartrets artikel 51, stk. 1, finder chartrets artikel 47 derfor ikke som sådan anvendelse i denne tvist.

35

Eftersom artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU pålægger alle medlemsstaterne at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten, som omhandlet i bl.a. chartrets artikel 47, skal der ikke desto mindre tages behørigt hensyn til sidstnævnte bestemmelse ved fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

36

For det andet bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre borgernes ret til en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse på disse områder (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

37

Hvad angår det materielle anvendelsesområde for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU omhandler denne bestemmelse »de områder, der er omfattet af EU-retten«, uafhængigt af den situation, hvori medlemsstaterne gennemfører EU-retten (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

38

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU finder således anvendelse for enhver national retsinstans, der som domstol kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således vedrører områder, der er omfattet af EU-retten (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

39

Dette er tilfældet for den forelæggende ret, som kan anmodes om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, der er forbundet med anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som i dens egenskab af »retsinstans« som defineret i EU-retten er en del af det rumænske retsmiddel- og proceduresystem på de »områder, der er omfattet af EU-retten« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, således at denne retsinstans skal opfylde kravene til en effektiv retsbeskyttelse (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

40

I den foreliggende sag har Domstolen derfor kompetence til at fortolke artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47.

41

Med sit spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om en fortolkning af ikke blot artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, men også af artikel 2 TEU.

42

Det fremgår imidlertid af begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, i det væsentlige vedrører princippet om dommeres uafhængighed, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

43

I denne henseende bemærkes, at artikel 19 TEU, som udmønter det i artikel 2 TEU fastsatte retsstatsprincip, betror de nationale domstole og Domstolen den opgave at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at sikre domstolsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten (dom af 1.8.2025, Daka m.fl., C-422/23, C-455/23, C-459/23, C-486/23 og C-493/23, EU:C:2025:592, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

44

Under disse omstændigheder synes fortolkningen af artikel 2 TEU ikke at være nødvendig for at besvare det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål eller for at give den de oplysninger, der er relevante for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den.

45

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at når en national retsinstans behandler en tvist vedrørende et bestemt område, hvorunder den fastslår, at der opstår et retsspørgsmål, som endnu ikke er afgjort af den øverste retsinstans, er denne nationale retsinstans forpligtet til at udsætte den sag, der verserer for den, og enten indbringe sagen for den øverste retsinstans, med henblik på at denne træffer en forudgående afgørelse om dette retsspørgsmål, eller, når det pågældende retsspørgsmål allerede er genstand for en anden retsinstans’ indbringelse, afvente den øverste retsinstans’ afgørelse.

46

Indledningsvis bemærkes, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne, bl.a. de nationale domstoles oprettelse, sammensætning, kompetence og funktion, henhører under medlemsstaternes kompetence, er de under udøvelsen af denne kompetence ikke desto mindre forpligtet til at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19 TEU (dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

47

Enhver national foranstaltning eller praksis, der har til formål at undgå eller afhjælpe forskelle i retspraksis og således at sikre retssikkerheden, skal derfor være i overensstemmelse med de krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 48).

48

I henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU tilkommer det enhver medlemsstat at sikre, at de instanser, der som »domstole« i EU-rettens forstand skal træffe afgørelse om spørgsmål, der er knyttet til anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således henhører under medlemsstatens retsmiddelsystem, opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder kravet om uafhængighed (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, AW T,C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

49

I denne henseende bemærkes for det første, at kravet om retternes uafhængighed, som er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed, er en del af kerneindholdet i retten til en effektiv retsbeskyttelse og i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der har afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten (dom af 1.8.2025, Daka m.fl., C-422/23, C-455/23, C-459/23, C-486/23 og C-493/23, EU:C:2025:592, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

50

Dette krav om uafhængighed omfatter to aspekter. Det første eksterne aspekt kræver, at den pågældende ret udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at den således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Det andet interne aspekt hænger sammen med begrebet »upartiskhed« og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (dom af 1.8.2025, Daka m.fl., C-422/23, C-455/23, C-459/23, C-486/23 og C-493/23, EU:C:2025:592, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

51

Det er i denne henseende væsentligt, at dommerne er beskyttet mod indblanding eller ydre pres, der ville kunne bringe deres uafhængighed i fare. De regler, der finder anvendelse på dommeres status og udøvelse af deres funktion, skal navnlig gøre det muligt at udelukke ikke blot direkte indflydelse i form af instrukser, men ligeledes mere indirekte indflydelse, der kan påvirke de pågældende dommeres afgørelser, og derved gøre det muligt at udelukke, at de ikke fremstår som uafhængige, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal indgyde borgerne i et demokratisk samfund og i en retsstat (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

52

For det andet indebærer artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU ligeledes, at borgerne har adgang til en domstol, der »forudgående er oprettet ved lov«, idet dette krav er uløseligt forbundet med garantierne for dommeres uafhængighed og upartiskhed (jf. i denne retning dom af 1.8.2025, Daka m.fl., C-422/23, C-455/23, C-459/23, C-486/23 og C-493/23, EU:C:2025:592, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

53

Kravet om, at en domstol »forudgående er oprettet ved lov«, har bl.a. til formål at undgå, at organiseringen af retsvæsenet overlades til den udøvende magts skøn, og at sikre, at dette fastsættes ved lov (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

54

En »domstol oprettet ved lov« er kendetegnet ved sin dømmende funktion, som består i på grundlag af retsregler og efter en tilrettelagt procedure at afgøre ethvert spørgsmål, der henhører under dens kompetence. Den skal herved ikke alene opfylde kravene om medlemmernes uafhængighed og upartiskhed, men ligeledes garantier, som den procedure, der følges for den pågældende domstol, giver (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

55

For det tredje indebærer kontradiktionsprincippet, som er en integrerende del af retten til en retfærdig rettergang og til en effektiv domstolsbeskyttelse, at parterne kontradiktorisk kan drøfte alle de faktiske og retlige forhold, der er afgørende for sagens udfald (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

56

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at anvende de principper, der er anført i nærværende doms præmis 47-55, kan Domstolen imidlertid som led i det retslige samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF, og på grundlag af sagsakterne forsyne den med de EU-retlige fortolkningselementer, der kan være hensigtsmæssige for den ved afgørelsen af den tvist, der verserer for den (jf. i denne retning dom af 4.9.2025, AW T, C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

57

I den foreliggende sag skal det i første række bemærkes, at den forelæggende ret hverken har rejst tvivl om sin egen uafhængighed eller upartiskhed eller om uafhængigheden eller upartiskheden hos Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol). Den forelæggende ret har heller ikke rejst tvivl om, hvorvidt den procedure, der er reguleret ved den civile retsplejelovs artikel 519-521, er forenelig med EU-retten.

58

De spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, vedrører udelukkende den procedure, der er indført ved OUG nr. 62/2024, for så vidt som en retsinstans, for hvilken der er indbragt et retsspørgsmål, som endnu ikke er blevet afgjort af Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), i henhold hertil er forpligtet til at udsætte den sag, der verserer for den, og enten at forelægge dette spørgsmål for denne øverste domstol eller, når det pågældende spørgsmål allerede er blevet indbragt af en anden retsinstans, at afvente den øverste retsinstans’ afgørelse.

59

I anden række fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at selv om den procedure, der er fastsat i OUG nr. 62/2024, er af særlig karakter, indgår den ikke desto mindre i den almindelige procedure, der er fastsat i den civile retsplejelovs artikel 519-521. Bestemmelserne i disse artikler finder anvendelse på den nævnte særlige procedure, i det omfang reglerne herfor ikke afviger herfra.

60

Dette synes navnlig at være tilfældet for så vidt angår betingelserne for, at anmodningen til Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) kan antages til realitetsbehandling. Disse betingelser vedrører navnlig på den ene side selve eksistensen af et retsspørgsmål, som endnu ikke er afgjort af denne øverste domstol, og på den anden side nødvendigheden af at få dette spørgsmål afklaret for at kunne afgøre den tvist, der er indbragt for den pågældende retsinstans.

61

I modsætning til den fakultative procedure, der er fastsat i den civile retsplejelovs artikel 519, kræver artikel 2, stk. 1, i OUG nr. 62/2024 ganske vist, at sagen indbringes for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), når den pågældende retsinstans »efterprøver og fastslår«, at der foreligger et retsspørgsmål, hvis fortolkning er af betydning for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den.

62

Denne forpligtelse til at indbringe sagen følger imidlertid ikke af den blotte abstrakte eksistens af et retsspørgsmål. Det tilkommer den pågældende retsinstans selv at »efterprøve« og »fastslå«, om der foreligger et sådant retsspørgsmål, og derefter begrunde sin anmodning ved at redegøre for sin bedømmelse af, hvorvidt retsspørgsmålet er nyt, og grundene til, at det er nødvendigt at afgøre retsspørgsmålet for at afgøre den tvist, der er indbragt for den. Disse krav udelukker enhver automatik mellem eksistensen af et retsspørgsmål og forpligtelsen til at indbringe sagen for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol).

63

I tredje række, og således som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, synes Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) under udøvelsen af funktioner som øverste domstol i overensstemmelse med den civile retsplejelovs artikel 521, stk. 1, der finder anvendelse i henhold til artikel 4 i OUG nr. 62/2024, at skulle afgøre et spørgsmål om fortolkning af den lovgivning, der finder anvendelse på det område, der er reguleret af dette hastedekret, selv om anvendelsen af den således fortolkede bestemmelse fortsat henhører under kompetencen for den retsinstans, der har indbragt sagen for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol). Afgørelsen af den tvist, der verserer for den nævnte retsinstans henhører således udelukkende under denne retsinstans’ kompetence.

64

Under disse omstændigheder kan det bindende svar, som Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) giver på et retsspørgsmål, som den pågældende retsinstans har identificeret, og som selv vurderer betydningen heraf for afgørelsen af den tvist, der verserer for den, ikke anses for et indgreb i denne retsinstans’ udøvelse af sin opgave i fuld uafhængighed at afgøre den tvist, der er indbragt for den, ved at anvende den retsregel, der er genstand for dette spørgsmål.

65

I fjerde række ændrer den obligatoriske indbringelse for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) ikke ved denne bedømmelse. Når de krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, om uafhængighed, upartiskhed og en karakter, der forudgående er oprettet ved lov, er opfyldt, er denne bestemmelse således principielt ikke til hinder for, at en medlemsstat, for at sikre retssikkerheden, fastsætter mekanismer, der har til formål at sikre sammenhæng og ensartethed i retspraksis, bl.a. ved at give en øverste domstol enekompetence til forudgående at besvare ethvert nyt retsspørgsmål på et bestemt område, der rejses for en national ret, og hvis afklaring er nødvendig for afgørelsen af den tvist, der verserer for den.

66

Som den forelæggende ret har fremhævet, er risikoen for forskelle i retspraksis ganske vist uløseligt forbundet med ethvert retssystem. De midler, der har til formål at mindske denne risiko med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse og ligebehandling af borgerne, kan imidlertid være forskellige alt efter omstændighederne, hvor vurderingen heraf henhører under medlemsstaternes kompetence.

67

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, er den obligatoriske udsættelse af sager ved de lavere retsinstanser, indtil den øverste retsinstans har truffet afgørelse om et retsspørgsmål, endvidere begrundet i målet om at sikre, at disse lavere retsinstanser ikke træffer afgørelser, der kan være i strid med den fortolkning, som denne øverste domstol anmodes om at foretage af dette spørgsmål.

68

I det foreliggende tilfælde har den rumænske lovgiver ved at indføre den pågældende procedure netop haft til hensigt på det pågældende område at forhindre, at der opstår forskelle i retspraksis.

69

Der er intet i de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, der gør det muligt at antage, at en sådan procedure overskrider de grænser, inden for hvilke medlemsstaterne kan udøve deres kompetence på området for organiseringen af den dømmende magt, med forbehold af de krav, der er anført i nærværende doms præmis 47.

70

Den omstændighed, at der allerede i den civile retsplejelovs artikel 519-521 er fastsat en generel procedure, der giver mulighed for forudgående indbringelse for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol), er ikke i sig selv tilstrækkelig til at fratage en medlemsstat muligheden for at indføre en undtagelsesprocedure, der er tilpasset de krav, der gælder for visse kategorier af retssager. Da den rumænske lovgiver i det foreliggende tilfælde på det område, der er omhandlet i artikel 1 i OUG nr. 62/2024, havde identificeret en specifik risiko for forskelle i retspraksis, tilkom det denne lovgiver under udøvelsen af sin kompetence på området for organiseringen af den dømmende magt at fastlægge de regler, der var egnede til at forebygge denne risiko.

71

I femte række er den forelæggende ret af den opfattelse, at den forudgående indgriben fra Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) foregriber muligheden for, at den retsinstans, ved hvilken sagen er anlagt, kan udøve sin kompetence, og fratager borgerne deres domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

72

Det skal i denne henseende indledningsvis bemærkes, at den intervention, som Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) foretager, er underlagt objektive kriterier, der bl.a. vedrører de betingelser for antagelse til realitetsbehandling af den forudgående anmodning, der er fastsat i den civile retsplejelovs artikel 519, og som finder anvendelse på den pågældende procedure i medfør af artikel 4 i OUG nr. 62/2024. Den gældende nationale ret synes således klart og forudgående at afgrænse de respektive kompetencer for de nationale retsinstanser og Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) under denne procedure. De førstnævnte har enekompetence til at anvende lovgivningen og afgøre den tvist, der verserer for dem, mens sidstnævnte udtaler sig om den abstrakte fortolkning af den retsregel, der er genstand for det forudgående spørgsmål, som den pågældende retsinstans har indbragt.

73

Dernæst, og til forskel fra den situation, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 11. juli 2024, Hann-Invest m.fl. (C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594), indbringes sagen for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) af den pågældende retsinstans, inden denne træffer en afgørelse, der afslutter den sag, der verserer for den. Det samme gælder for de retsinstanser, der er forpligtet til at udsætte de sager, der verserer for dem, med den begrundelse, at disse sager rejser det samme retsspørgsmål som det, en anden retsinstans allerede har indbragt for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) i henhold til OUG nr. 62/2024.

74

Parternes ret til at blive hørt synes ligeledes at være fuldt ud overholdt. I henhold til den civile retsplejelovs artikel 520, stk. 1, der i henhold til artikel 4 i OUG nr. 62/2024 finder anvendelse på den pågældende procedure, indbringer den pågældende retsinstans således sagen for Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) ved kendelse afsagt efter en kontradiktorisk forhandling. Denne kendelse skal i givet fald angive grundene til, at sagen kan indbringes i henhold til den civile retsplejelovs artikel 519, samt dommerkollegiets og parternes synspunkter. Lovens artikel 520, stk. 10, bestemmer desuden, at den rapport, som den refererende dommer udarbejder om det retsspørgsmål, der indbringes, fremsendes til parterne, som inden for en frist på 15 dage fra denne meddelelse kan fremsætte deres skriftlige bemærkninger til dette spørgsmål gennem en advokat eller i givet fald en juridisk rådgiver.

75

Hvad endelig angår de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst om eventuelle tilsidesættelser af princippet om god retspleje, skal det bemærkes, at den pågældende procedure ikke synes at være i strid med kravet om en hurtig sagsbehandling. For det første, og således som generaladvokaten har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, kan den procedure, der er fastsat i OUG nr. 62/2024, forhindre, at der opstår modstridende retspraksis ved de lavere retsinstanser, som kan tage lang tid at løse gennem den almindelige appelprocedure. For det andet har Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) i overensstemmelse med artikel 2, stk. 5, i OUG nr. 62/2024 en frist på 60 dage til at træffe afgørelse, dvs. en kortere frist end den frist på 3 måneder, der er fastsat i den civile retsplejelovs artikel 520, stk. 12.

76

I sjette række er det, for så vidt som den forelæggende ret ønsker oplyst, om OUG nr. 62/2024 er forenelig med den rumænske forfatning, tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen ikke inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, har kompetence til at fortolke national ret, idet denne opgave udelukkende påhviler den forelæggende ret (dom af 26.10.2023, EDP – Energias de Portugal m.fl., C-331/21, EU:C:2023:812, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

77

Endelig og i syvende række skal det præciseres, at den procedure, der er reguleret ved OUG nr. 62/2024, kun er forenelig med artikel 267 TEUF, såfremt den hverken griber ind i de nationale retters videst mulige adgang eller i givet fald deres forpligtelse til at indbringe en sag for Domstolen, når de finder, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning eller en bedømmelse af gyldigheden af EU-retlige bestemmelser for afgørelsen af den pågældende sag (jf. i denne retning dom af 12.2.2026, Petlichev, C-56/25, EU:C:2026:87, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis), eller i den skønsmargen, som de er tillagt ved afgørelsen af, på hvilket stadium af sagen en sådan anmodning skal indgives til Domstolen (jf. i denne retning dom af 17.5.2023, BK og ZhP (Delvis udsættelse af hovedsagen), C-176/22, EU:C:2023:416, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

78

For det første må denne procedure derfor ikke have til følge, at de øvrige nationale retter forhindres i at udøve deres kompetence eller opfylde deres forpligtelse til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, hverken inden sagen indbringes for den øverste retsinstans eller efter denne retsinstans’ afgørelse vedrørende det retsspørgsmål, som er blevet indbragt for den (jf. i denne retning dom af 22.6.2010, Melki og Abdeli, C-188/10 og C-189/10, EU:C:2010:363, præmis 47 og 57).

79

En ret, som ikke træffer afgørelse i sidste instans, skal navnlig fortsat have frihed til, hvis den skønner, at en højere retsinstans’ retlige bedømmelse kan føre til, at der træffes en afgørelse i strid med EU-retten, at forelægge Domstolen de spørgsmål, som den skal tage stilling til. En national retsinstans, som skal træffe afgørelse efter den foreløbige afgørelse, som Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) har truffet i henhold til OUG nr. 62/2024, kan således ikke i henhold til national procesret være bundet af den højere retsinstans’ retlige bedømmelse, hvis den, henset til den fortolkning, som den har anmodet Domstolen om i henhold til artikel 267 TEUF, finder, at denne bedømmelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 5.10.2010, Elchinov, C-173/09, EU:C:2010:581, præmis 27 og 32 og den deri nævnte retspraksis).

80

For det andet skal det præciseres, at selv om det ikke klart fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, om Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) har beføjelse til at udsætte den sag, der er indledt for den i henhold til OUG nr. 62/2024 med henblik på at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF, kræver princippet om, at national ret skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, at de nationale retsinstanser, med forbehold af forbuddet mod en fortolkning contra legem af national ret, tager den nationale ret i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i national ret, for at sikre den fulde virkning af de omhandlede EU-retlige bestemmelser, i det foreliggende tilfælde artikel 267 TEUF og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det mål, der forfølges med disse bestemmelser (jf. i denne retning dom af 15.10.2024, KUBERA, C-144/23, EU:C:2024:881, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). Den procedure, der er indført ved OUG nr. 62/2024, skal derfor med dette forbehold fortolkes således, at den ikke forhindrer Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) i selv at udsætte sagen og forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF.

81

Det følger endvidere af fast retspraksis, at såfremt det fastslås, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU er tilsidesat, kræver princippet om EU-rettens forrang, at de nationale retsinstanser, der inden for rammerne af deres kompetence har til opgave at anvende EU-retten, af egen drift undlader at anvende bestemmelser i national ret, der tilsidesætter de krav, der følger af denne artikel 19, stk. 1, andet afsnit, uden at de skal anmode om eller afvente, at de forinden tilsidesættes, ophæves eller trækkes tilbage ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (jf. i denne retning dom af 24.3.2026, Rzecznik Praw Obywatelskich (Udelukkelse på grund af inhabilitet af en dommer ved de almindelige domstole), C-521/21, EU:C:2026:242, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

82

Henset til det ovenstående skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at når en national retsinstans behandler en tvist vedrørende et bestemt område, hvorunder den fastslår, at der opstår et retsspørgsmål, som endnu ikke er afgjort af den øverste retsinstans, er denne retsinstans forpligtet til at udsætte den sag, der verserer for den, og enten indbringe sagen for den øverste retsinstans med henblik på, at denne træffer en forudgående afgørelse om dette retsspørgsmål, eller, når det pågældende retsspørgsmål allerede er genstand for en anden retsinstans’ indbringelse, afvente den øverste retsinstans’ afgørelse.

83

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at når en national retsinstans behandler en tvist vedrørende et bestemt område, hvorunder den fastslår, at der opstår et retsspørgsmål, som endnu ikke er afgjort af den øverste retsinstans, er denne retsinstans forpligtet til at udsætte den sag, der verserer for den, og enten indbringe sagen for den øverste retsinstans, med henblik på at denne træffer en forudgående afgørelse om dette retsspørgsmål, eller, når det pågældende retsspørgsmål allerede er genstand for en anden retsinstans’ indbringelse, afvente den øverste retsinstans’ afgørelse.