Landkreis Schweinfurt mod FB (C-621/24)

–

FB ved Rechtsanwalt K. Schank,

–

den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

den belgiske regering ved L. Jans og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede, bistået af advocaat A. Detheux,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azéma, F. Blanc, M. Debieuvre, E. Garello, A. Katsimerou og N. Schaeffer, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra q), samt artikel 27 og 28 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60), af artikel 17, stk. 2 og 5, samt artikel 20, stk. 1, litra c), og artikel 20, stk. 5 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 96) samt af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem FB, som er ansøger om international beskyttelse, og Landkreis Schweinfurt (Schweinfurtdistriktet, Tyskland) vedrørende lovligheden af sidstnævntes afgørelse om at inddrage FB’s adgang til naturalydelser, der dækker tøj samt hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, og tildelingen af den kontantydelse, som skal dække hans andre basale personlige behov end dem, der ydes i form af naturalier, som følge af afvisningen af hans ansøgning om international beskyttelse og afgørelsen om anordning af hans udsendelse til Rumænien.

3

53. betragtning til direktiv 2013/32 har følgende ordlyd:

»Dette direktiv omhandler ikke de procedurer mellem medlemsstaterne, der er reguleret ved [forordning nr. 604/2013].«

4

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer følgende i litra q):

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

5

Det nævnte direktivs artikel 27, der har overskriften »Procedure, hvis ansøgningen trækkes tilbage«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Hvis medlemsstaterne giver mulighed for udtrykkeligt at trække ansøgningen tilbage i henhold til national ret, sikrer de, såfremt en ansøger udtrykkelig trækker sin ansøgning om international beskyttelse tilbage, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om enten at afbryde sagsbehandlingen eller at afslå ansøgningen.«

6

Direktivets artikel 28, som har overskriften »Procedure, hvis ansøgningen implicit trækkes tilbage eller opgives«, er sålydende:

»1.   Hvis der er rimelig grund til at antage, at en ansøger implicit har trukket sin ansøgning tilbage eller har opgivet den, sikrer medlemsstaterne, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om enten at afbryde sagsbehandlingen eller, under forudsætning af at den besluttende myndighed på grundlag af en passende undersøgelse af ansøgningens substans i overensstemmelse med artikel 4 i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9)] betragter ansøgningen som grundløs, afslå ansøgningen.

[...]

3.   Denne artikel berører ikke forordning [...] nr. 604/2013.«

7

Artikel 33 i direktiv 2013/32, som har overskriften »Ansøgninger, der kan afvises«, er affattet således:

»1.   Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med forordning [...] nr. 604/2013 ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.

2.   Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:

[...]

[...]«

8

Det nævnte direktivs artikel 40 med overskriften »Fornyede ansøgninger« bestemmer:

»1.   Hvis en person, som har søgt om international beskyttelse i en medlemsstat, afgiver yderligere forklaringer eller indgiver en fornyet ansøgning i samme medlemsstat, behandler medlemsstaten disse yderligere forklaringer eller elementerne i den fornyede ansøgning inden for rammerne af behandlingen af den tidligere ansøgning eller inden for rammerne af behandlingen af en afgørelse, som bliver påklaget eller prøvet, for så vidt de ansvarlige myndigheder kan tage hensyn til og behandle alle de elementer, der ligger til grund for de yderligere forklaringer eller den fornyede ansøgning inden for disse rammer.

2.   Med henblik på at træffe en afgørelse om antagelse af en ansøgning om international beskyttelse til behandling i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), underkastes en fornyet ansøgning om international beskyttelse først en indledende undersøgelse af, om der er fremkommet nye elementer eller oplysninger af betydning, eller ansøgeren har fremlagt sådanne, med henblik på at fastslå, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95].

[...]

5.   Hvis en fornyet ansøgning[…] ikke behandles yderligere i henhold til denne artikel, skal den afvises i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, litra d).

[...]«

9

5., 7., 8., 11. og 35. betragtning til direktiv 2013/33 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

10

Det nævnte direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]

[...]«

11

Direktivets artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1:

»Dette direktiv finder anvendelse på alle tredjelandsstatsborgere og statsløse, der indgiver en ansøgning om international beskyttelse på en medlemsstats område, herunder ved grænsen, i dens territorialfarvande eller transitområder, og som har tilladelse til at opholde sig på dette område som ansøgere, og på deres familiemedlemmer, hvis de er omfattet af en sådan ansøgning om international beskyttelse i henhold til national ret.«

12

Stk. 2-5 i direktivets artikel 17, som har overskriften »Generelle regler om materielle modtagelsesforhold og lægebehandling«, er sålydende:

»2.   Medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold muliggør en passende levestandard for ansøgere, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og mentale sundhed. [...]

3.   Medlemsstaterne kan gøre alle eller nogle af de materielle modtagelsesforhold og lægebehandlinger betinget af, at ansøgere ikke har tilstrækkelige midler til at opretholde en levestandard, som deres sundhed kræver, og til at sikre deres underhold.

4.   Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgere dækker eller bidrager til dækningen af omkostningerne i forbindelse med de materielle modtagelsesforhold og de lægebehandlinger, der er omhandlet i dette direktiv, jf. stk. 3, når ansøgerne råder over tilstrækkelige midler, f.eks. hvis de har arbejdet i en rimelig periode. [...]

5.   Yder medlemsstaterne materielle modtagelsesforhold i form af kontantydelser eller værdikuponer, fastlægges størrelsen heraf på grundlag af det eller de niveauer, som den pågældende medlemsstat har fastlagt enten ved lov eller praksis for at sikre en passende levestandard for egne statsborgere. Medlemsstaterne kan i den forbindelse indrømme ansøgere en mindre gunstig behandling end egne statsborgere, navnlig hvis materiel støtte delvis ydes i form af naturalier, eller hvis disse niveauer, når de anvendes på egne statsborgere, tager sigte på at sikre en levestandard, der er højere end den, som dette direktiv foreskriver for ansøgere.«

13

Artikel 20 i direktiv 2013/33 med overskriften »Indskrænkning eller inddragelse af materielle modtagelsesforhold« er affattet på følgende måde:

»1.   Medlemsstaterne kan indskrænke eller i ganske særlige og behørigt begrundede tilfælde inddrage materielle modtagelsesforhold, hvis en ansøger:

[...]

[...]

5.   Afgørelser om indskrænkning eller inddragelse af materielle modtagelsesforhold eller om sanktioner som omhandlet i stk. 1-4 træffes individuelt, objektivt og upartisk og skal begrundes. Afgørelser baseres på den pågældende persons særlige situation, specielt med hensyn til personer, der er omfattet af artikel 21, under hensyn til proportionalitetsprincippet. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder adgang til lægebehandling i overensstemmelse med artikel 19 og en værdig levestandard for alle ansøgere.

6.   Medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold ikke inddrages eller indskrænkes, før der er truffet en afgørelse i overensstemmelse med stk. 5.«

14

11. betragtning til forordning nr. 604/2013 har følgende ordlyd:

»[Direktiv 2013/33] bør finde anvendelse på den procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, som er fastlagt i denne forordning, med forbehold af begrænsningerne med hensyn til anvendelsen af nævnte direktiv.«

15

Den nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]«

16

Forordningens artikel 27, der har overskriften »Retsmidler«, bestemmer følgende i stk. 3 og 4:

»3.   Med henblik på tilfælde, hvor afgørelser om overførsel påklages eller indbringes, skal det i medlemsstaternes nationale lovgivning fastsættes, at:

4.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at de kompetente myndigheder på eget initiativ kan beslutte at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil resultatet af klagen eller indbringelsen foreligger.«

17

Stk. 2 i forordningens artikel 29 med overskriften »Nærmere bestemmelser og frister« er sålydende:

»Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. [...]«

18

§ 29 i Asylgesetz (lov om asyl) af 26. juni 1992 (BGBl. 1992 I, s. 1126), som ændret den 2. september 2008 (BGBl. 2008 I, s. 1798), har overskriften »Ansøgninger, der kan afvises« og fastsætter følgende i stk. 1, nr. 1, litra a):

»En asylansøgning afvises, hvis:

1. en anden stat

a) i henhold til forordning [...] nr. 604/2013 [...]

[...]

er ansvarlig for gennemførelsen af asylproceduren [...]«

19

§ 34a, stk. 1, i lov om asyl er affattet således:

»Skal udlændingen udsendes til […] en stat, som er ansvarlig for gennemførelsen af asylproceduren […], anordner Bundesamt [(forbundskontoret for migration og flygtninge)] udsendelse til denne stat, så snart det er konstateret, at udsendelsen kan gennemføres. Dette gælder også i tilfælde af, at udlændingen har indgivet asylansøgningen i en stat, som på grundlag af EU-retlige forskrifter eller en international traktat er ansvarlig for gennemførelsen af asylproceduren, eller har trukket asylansøgningen tilbage forud for Bundesamts afgørelse. [...]

[...]«

20

§ 1, stk. 1, i Asylbewerberleistungsgesetz (lov om ydelser til asylansøgere) af 30. juni 1993 (BGBl. 1993 I, s. 1074), som ændret den 5. august 1997 (BGBl. 1997 I, s. 2022), har følgende ordlyd:

»Ydelsesberettigede personer i henhold til denne lov er udlændinge, der faktisk opholder sig på forbundsrepublikkens område, og som

[...]

5. er forpligtet til udrejse af landet, selv om et varsel om udsendelse endnu ikke eller ikke længere kan fuldbyrdes [...]«

21

Den nævnte lovs § 1a, stk. 1 og 7, er sålydende:

»1.   Personer, der er ydelsesberettigede i henhold til § 1, stk. 1, nr. 5, og for hvem der er fastsat en dato for udrejse og en udrejsemulighed, har med virkning fra dagen efter udrejsedatoen ikke ret til ydelser i henhold til §§ 2, 3 og 6, medmindre udrejsen på grund af forhold, som ikke kan tilskrives dem, ikke har kunnet gennemføres. Indtil deres udrejse af landet eller gennemførelsen af deres udsendelse tildeles de alene ydelser, der dækker deres behov for kost og indkvartering, herunder opvarmning, samt personlig og sundhedsmæssig pleje. Kun i tilfælde af, at der i det enkelte tilfælde er tale om særlige omstændigheder, kan de også få tildelt andre ydelser som omhandlet i § 3, stk. 1, første punktum. Ydelserne tildeles som naturalydelser.

[...]

7.   Personer, der er ydelsesberettigede i henhold til § 1, stk. 1, nr. 1 eller 5, hvis asylansøgning er blevet afvist ved en afgørelse truffet af Bundesamt für Migration und Flüchtlinge [(forbundskontoret for migration og flygtninge)] i henhold til § 29, stk. 1, nr. 1, i [lov om asyl], sammenholdt med denne lovs § 31, stk. 6, og for hvem der i henhold til den nævnte lovs § 34a, stk. 1, første punktum, andet alternativ, er truffet afgørelse om udsendelse, modtager alene ydelser i henhold til stk. 1, selv om afgørelsen endnu ikke er endelig. Første punktum finder ikke anvendelse, hvis en domstol har truffet afgørelse om, at et søgsmål til anfægtelse af afgørelsen om udsendelse skal have opsættende virkning.«

22

Lovens § 3, stk. 1, bestemmer:

»Personer, der er ydelsesberettigede i henhold til § 1, modtager ydelser til dækning af behovet for kost, indkvartering, opvarmning, tøj, sundhedsmæssig pleje og hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen (nødvendige behov). De modtager desuden ydelser, der skal dække deres personlige behov i dagligdagen (nødvendige personlige behov).

[…]«

23

Lovens § 6, stk. 1, fastsætter:

»Der kan navnlig tildeles andre ydelser, hvis sådanne i særlige tilfælde er af afgørende betydning for at sikre underholdet eller sundheden, er påkrævet af hensyn til børns særlige behov eller er nødvendige med henblik på at opfylde en forvaltningsretlig samarbejdspligt. [...]«

24

FB, der er afghansk statsborger, indrejste for første gang i Tyskland den 25. august 2021 og indgav dér en ansøgning om international beskyttelse, som blev registreret den 6. september 2021.

25

Efter at have konsulteret Eurodac-databasen, hvoraf det fremgik, at den pågældende allerede havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Rumænien den 6. august 2021 og efterfølgende implicit havde trukket den tilbage, anmodede Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundskontoret for migration og flygtninge, Tyskland) (herefter »forbundskontoret«) de rumænske myndigheder om at overtage ham, hvilken anmodning blev imødekommet.

26

Ved afgørelse af 25. oktober 2021 fastsatte forbundskontoret fristen for overførsel af FB til Rumænien til den 22. april 2022 og afviste hans ansøgning om international beskyttelse. Det traf ligeledes afgørelse om anordning af hans udsendelse til Rumænien. Anmodningen om foreløbig beskyttelse mod denne afgørelse og den efterfølgende klageprocedure blev ikke taget til følge. Overførslen af FB til Rumænien kunne imidlertid ikke finde sted, bl.a. på grund af de rumænske myndigheders beslutning om fra og med den 1. marts 2022 ikke længere at acceptere sådanne overførsler som følge af krigen i Ukraine.

27

Fra starten af september 2021 blev FB indkvarteret i et første modtagelsescenter beliggende i Landkreis Schweinfurt (Schweinfurtdistriktet), hvor han på grundlag af §§ 3 og 3a i lov om ydelser til asylansøgere blev tildelt kost, indkvartering og opvarmning, vedligeholdelse af boligen, husholdningsenergi, tøj, artikler til personlig pleje og hygiejne samt adgang til et trådløst netværk (WLAN). Fra den nævnte dato modtog FB desuden en kontantydelse fra dette distrikt til dækning af sine basale personlige behov.

28

Hvad angår perioden mellem den 1. januar 2022 og den 23. februar 2022, som er den dag, hvor FB flyttede til et andet distrikt (herefter »den i hovedsagen omtvistede periode«), traf Landkreis Schweinfurt (Schweinfurtdistriktet) imidlertid på grundlag af § 1a, stk. 7, i lov om ydelser til asylansøgere, sammenholdt med denne lovs § 1a, stk. 1, afgørelse om ikke længere at tildele ham de ydelser, der var beregnet til at dække hans basale behov med hensyn til tøj, hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen samt kontantydelsen til dækning af hans basale personlige behov. Det sidstnævnte distrikt tildelte ham således kun visse naturalydelser, nemlig kost, indkvartering og opvarmning, personlig og sundhedsmæssig pleje samt lægehjælp i tilfælde af sygdom, idet der ifølge distriktet ikke var noget, der gjorde det muligt at begrunde tildeling af modtagelsesforhold, som gik videre end disse ydelser.

29

Ved dom af 20. januar 2023 gav Sozialgericht Würzburg (domstol i socialretlige sager i Würzburg, Tyskland) ikke FB medhold i det søgsmål, som han havde anlagt til prøvelse af den afgørelse fra Landkreis Schweinfurt (Schweinfurtdistriktet), der er omhandlet i den foregående præmis i nærværende dom. Ved dom af 31. maj 2023 gav Bayerisches Landessozialgericht (regional appeldomstol i socialretlige sager i Bayern, Tyskland) FB medhold i det nævnte søgsmål med den begrundelse, at den i § 1a, stk. 7, i lov om ydelser til asylansøgere fastsatte indskrænkning forudsætter, at der foreligger en pligtstridig adfærd, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag.

30

Landkreis Schweinfurt (Schweinfurtdistriktet) har iværksat revisionsappel til prøvelse af den nævnte dom ved Bundessozialgericht (forbundsdomstol i socialretlige sager, Tyskland), som er den forelæggende ret.

31

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om bestemmelserne i lov om ydelser til asylansøgere – navnlig lovens § 1, stk. 7, sammenholdt med lovens § 1a, stk. 1, hvorefter en asylansøger, der er pålagt en eksigibel forpligtelse til at forlade området, i den i hovedsagen omtvistede periode kun kan gøre krav på materielle modtagelsesforhold, som er indskrænket til behovene med hensyn til kost og indkvartering, herunder opvarmning, samt personlig og sundhedsmæssig pleje – er forenelige med EU-retten.

32

I denne henseende har den forelæggende ret for det første præciseret, at der i § 3 i lov om ydelser til asylansøgere sondres mellem på den ene side materielle modtagelsesforhold, der svarer til de basale behov, nemlig kost, indkvartering, opvarmning, tøj, sundhedsmæssig pleje samt hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, og på den anden side basale personlige behov, nemlig udgifter til transport, kommunikation, fritidsaktiviteter, underholdning, kultur, hotelindkvartering og restaurantbesøg samt andre varer og tjenesteydelser. De sidstnævnte er genstand for udbetaling af et fast beløb, der beregnes på grundlag af de tilsvarende faste sociale bistandsydelser, som udbetales til egne statsborgere, der er bosat på det nationale område, og som ikke har nogen indkomst eller formue. Den forelæggende ret har desuden anført, at den nævnte lovs § 6 fastsætter, at der i visse særlige tilfælde skal ydes andre materielle modtagelsesforhold.

33

For det andet har den forelæggende ret anført, at i det foreliggende tilfælde blev FB i den i hovedsagen omtvistede periode i overensstemmelse med § 1a, stk. 7, i lov om ydelser til asylansøgere, sammenholdt med denne lovs § 1a, stk. 1, frataget en del af de materielle modtagelsesforhold til dækning af sine basale behov, nemlig tøj og hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, samt hele kontantydelsen til dækning af sine basale personlige behov. Den i forordning nr. 604/2013 fastsatte frist for overførsel løb nemlig i den nævnte periode, således at betingelserne for anvendelse af disse bestemmelser var opfyldt.

34

For det tredje har den forelæggende ret anført, at det af artikel 17, stk. 2, i direktiv 2013/33 fremgår, at de materielle modtagelsesforhold skal muliggøre en passende levestandard for ansøgere om international beskyttelse, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og mentale sundhed. Desuden skal medlemsstaterne i henhold til det nævnte direktivs artikel 2, litra g), i denne henseende sikre dækning af indkvartering, kost og tøj, hvad enten dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af disse tre, samt lommepenge.

35

I denne sammenhæng har den forelæggende ret anført, at det ydede økonomiske bistandsbeløb efter Domstolens praksis skal være tilstrækkeligt til at muliggøre en levestandard, som sikrer ansøgerne om international beskyttelses sundhed og midlerne til deres underhold (dom af 27.2.2014, Saciri m.fl., C-79/13, EU:C:2014:103, præmis 37), og at den menneskelige værdighed skal respekteres fuldt ud, således som det fremgår af 35. betragtning til direktiv 2013/33. Den forelæggende ret har desuden anført, at det af den nævnte retspraksis følger, at respekten for den menneskelige værdighed i sammenhæng med direktivets artikel 20 kræver, at den pågældende person ikke lider alvorlige materielle afsavn, der ikke gør det muligt for den pågældende at dække sine mest basale behov, såsom behovet for at have en bopæl, brødføde sig, klæde sig på og vaske sig, og som således vil udgøre et indgreb i personens fysiske eller mentale tilstand eller stille personen i en dårlig forfatning, der er i strid med denne værdighed, og at de materielle modtagelsesforhold – dvs. indkvartering, kost og tøj – under alle omstændigheder og selv i tilfælde af sanktioner til enhver tid skal være sikret (jf. i denne retning dom af 12.11.2019, Haqbin, C-233/18, EU:C:2019:956, præmis 46 og 56).

36

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at Domstolen endnu ikke har afklaret spørgsmålet om, hvorvidt en passende levestandard som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 17, stk. 2 og 5, sikrer opfyldelsen af mere omfattende behov end det minimumsniveau, der er fastsat i direktivets artikel 20. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, opstår ligeledes spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning, der sikrer dækning af indkvartering, kost, personlig og sundhedsmæssig pleje, behandling i tilfælde af sygdom samt – i særlige tilfælde og under hensyn til omstændighederne – tøj og hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, opfylder det minimumsniveau, som er fastsat i direktivets artikel 17, stk. 2 og 5.

37

Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at tvisten i hovedsagen også rejser spørgsmålet om, hvorvidt artikel 17, stk. 5, andet punktum, i direktiv 2013/33 – for så vidt angår den anden hypotese, der er fastsat heri, og henset til de materielle modtagelsesforholds niveau, som er lavere end niveauet for de ydelser, der tildeles egne statsborgere – gør det muligt at indføre en supplerende differentiering med hensyn til de ydelser, som tildeles ansøgere om international beskyttelse, på grundlag af den sandsynlige varighed af deres ophold, der er begrænset til en kort periode, eller på grundlag af deres status som personer, der er underlagt en eksigibel pligt til at forlade området. Ifølge den forelæggende ret ville dette gøre det muligt for medlemsstaten i løbet af den frist for overførsel, der er fastsat i forordning nr. 604/2013, udelukkende at tildele de nævnte ansøgere det ydelsesniveau, som er beskrevet i forbindelse med det første præjudicielle spørgsmål, og dette i en periode på højst seks måneder, mens andre ansøgere ville modtage mere gunstige ydelser, omend lavere end dem, der modtages af egne statsborgere.

38

For det fjerde er den forelæggende ret under henvisning til præmis 57 i dom af 27. september 2012, Cimade og GISTI (C-179/11, EU:C:2012:594), af den opfattelse, at såfremt det nationale niveau for de omhandlede materielle modtagelsesforhold er lavere end det niveau, som skal sikres i henhold til artikel 17, stk. 2 og 5, i direktiv 2013/33, kan den indskrænkning af retten til de nævnte forhold, der er fastsat i den omhandlede nationale lovgivning, kun være begrundet, hvis de i direktivets artikel 20, stk. 1, litra c), fastsatte betingelser er opfyldt. Denne bestemmelse kræver imidlertid, at der foreligger en »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32.

39

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at ingen af disse bestemmelser præciserer, om begrebet »fornyet ansøgning« udelukkende omfatter det tilfælde, hvor to ansøgninger om international beskyttelse indgives og behandles i den samme medlemsstat, eller om begrebet ligeledes omfatter en situation, der involverer flere medlemsstater, og hvor den tidligere procedure for international beskyttelse er blevet gennemført af en anden medlemsstat end den, som den fornyede ansøgning er indgivet til. Desuden er spørgsmålet om, hvorvidt de samme betingelser finder anvendelse inden for rammerne af de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 604/2013, heller ikke blevet afklaret.

40

For det tilfælde, at det skal anerkendes, at der foreligger en fornyet ansøgning, selv når den tidligere procedure for international beskyttelse er blevet gennemført af en første medlemsstat, som er en anden end den, i hvilken denne ansøgning er indgivet, har den forelæggende ret anført, at det endnu ikke er blevet præciseret, om den omstændighed, at ansøgeren tidligere har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i denne første medlemsstat, og at sidstnævnte har afsluttet denne procedure med den begrundelse, at ansøgeren ikke har videreført proceduren i denne medlemsstat, eller at vedkommendes ansøgning er blevet stiltiende eller formelt trukket tilbage, er til hinder for, at det kan fastslås, at der foreligger en »fornyet ansøgning«. Ifølge den forelæggende ret opstår ligeledes spørgsmålet om at fastlægge det relevante tidspunkt for vurderingen af en sådan ansøgning, og navnlig om den ansøgning, som er indgivet i den anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde i Tyskland, inden den formelle afslutning af den procedure, der er fastsat i artikel 27 eller 28 i direktiv 2013/32, i det foreliggende tilfælde i Rumænien, kan anses for en »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33.

41

Såfremt den sidstnævnte bestemmelse finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er den forelæggende ret af den opfattelse, at en indskrænkning af de materielle modtagelsesforhold – såsom den, FB blev pålagt i den i hovedsagen omtvistede periode – opfylder de krav, der er fastsat i dette direktivs artikel 20, stk. 5 og 6. I denne henseende har den forelæggende ret gjort gældende, at der ved vurderingen af rækkevidden af en sådan indskrænkning som følge af en fornyet ansøgning skal tages hensyn til den omstændighed, at den pågældende person ved en frivillig udrejse, som med rimelighed kan kræves af vedkommende i henhold til det fælles europæiske asylsystem, er i stand til væsentligt at forkorte varigheden af denne indskrænkning.

42

På denne baggrund har Bundessozialgericht (forbundsdomstol i socialretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende:

43

Indledningsvis bemærkes, at de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, hviler på den forudsætning, at direktiv 2013/33 fandt anvendelse på FB’s situation i den i hovedsagen omtvistede periode, skønt forbundskontorets afgørelse om afvisning af hans ansøgning om international beskyttelse og om fastsættelse af fristen for hans overførsel til Rumænien den 22. april 2022 var blevet endelig.

44

Uden udtrykkeligt at rejse tvivl om, hvorvidt de nævnte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, har den tyske regering i retsmødet bestridt grundlaget for denne forudsætning, idet den i det væsentlige har gjort gældende, at direktiv 2013/33 i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, kun finder anvendelse på ansøgere om international beskyttelse, »som har tilladelse til at opholde sig på dette område som ansøgere« i denne bestemmelses forstand. Den nævnte regering er imidlertid af den opfattelse, at dette ikke var tilfældet for FB i den i hovedsagen omtvistede periode, for så vidt som det af artikel 27, stk. 3, litra a), i forordning nr. 604/2013 fremgår, at en klage over eller en indbringelse af en afgørelse om overførsel alene giver den berørte person ret til at forblive på den pågældende medlemsstats område, indtil resultatet af klagen eller indbringelsen for en domstol foreligger.

45

Det må imidlertid fastslås, at denne argumentation fra den tyske regering hviler på en fejlagtig fortolkning af artikel 27, stk. 3, litra a), i forordning nr. 604/2013.

46

I denne henseende er det nemlig tilstrækkeligt at bemærke, at den nævnte bestemmelse alene fastsætter en af de muligheder, som medlemsstaterne har for at give de berørte personer et retsmiddel, der kan føre til udsættelse af gennemførelsen af den afgørelse om overførsel, som er truffet over for dem, idet de øvrige muligheder er fastsat i artikel 27, stk. 3, litra b), artikel 27, stk. 3, litra c), og artikel 27, stk. 4, i denne forordning. Nævnte artikel 27 har således til formål at sikre disse personer en effektiv domstolsbeskyttelse i forhold til sådanne afgørelser, således at når gennemførelsen af afgørelsen om overførsel er blevet udsat i henhold til en af disse bestemmelser, begynder fristen for overførsel først at løbe fra det tidspunkt, hvor den omtvistede afgørelse om overførsel er blevet endelig (jf. i denne retning dom af 30.3.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Suspension af fristen for overførsel ved appel), C-556/21, EU:C:2023:272, præmis 19-24 og den deri nævnte retspraksis).

47

I modsætning til hvad den tyske regering synes at antage, indebærer nævnte forordnings artikel 27, stk. 3, litra a) – der udelukkende har til formål at gøre det muligt for den berørte person at forblive på den medlemsstats område, som har truffet en afgørelse om overførsel over for den pågældende, indtil resultatet af dennes klage eller indbringelse for en domstol foreligger – følgelig ikke, at personen i tilfælde af afslag på denne klage eller denne indbringelse for en domstol automatisk ophører med at have tilladelse til at opholde sig på denne medlemsstats område som »ansøger« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2013/33.

48

Således som Domstolen gentagne gange har fastslået, regulerer det nævnte direktiv nemlig modtagelsesforholdene for ansøgere om international beskyttelse, herunder for dem, der er genstand for en eksigibel afgørelse om overførsel. I denne henseende fremgår det udtrykkeligt af 11. betragtning til forordning nr. 604/2013, at direktiv 2013/33 finder anvendelse på den i denne forordning fastlagte procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse. Det følger heraf, at den forpligtelse til at tildele en ansøger materielle modtagelsesforhold, der påhviler den medlemsstat, som har truffet en afgørelse om overførsel over for ansøgeren, først ophører ved den faktiske overførsel af den pågældende til den anmodede medlemsstat (jf. i denne retning dom af 14.1.2021, The International Protection Appeals Tribunal m.fl., C-322/19 og C-385/19, EU:C:2021:11, præmis 66-68 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 26.3.2021, Fedasil, C-134/21, EU:C:2021:257, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

49

Det er derfor med rette, at den forelæggende ret har fastslået, at direktiv 2013/33 fandt anvendelse på FB’s situation i den i hovedsagen omtvistede periode, således at de spørgsmål, som den har forelagt Domstolen, kan antages til realitetsbehandling.

50

Indledningsvis skal det bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retsinstanser og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale retsinstans et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale retsinstans, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 4.10.2024, Bouskoura, C-387/24 PPU, EU:C:2024:868, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

51

I denne henseende fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål ønsker oplyst, hvorledes artikel 17, stk. 2 og 5, samt artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33 skal fortolkes i lyset af en national lovgivning, der fastsætter, at når en ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist på grund af overførslen af ansøgeren til den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, bliver de materielle modtagelsesforhold, der ydes til denne ansøger, reduceret, således at de med undtagelse af særlige tilfælde ikke længere omfatter naturalydelser, som dækker tøj samt hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen samt den samlede kontantydelse til dækning af ansøgerens basale personlige behov.

52

Hvad angår det nævnte direktivs artikel 17, stk. 5, skal det bemærkes, at denne bestemmelse, således som det klart fremgår af dens ordlyd, udelukkende har til formål at fastsætte kriterier, der gør det muligt at fastlægge størrelsen af de kontantydelser eller værdikuponer, som tildeles ansøgere om international beskyttelse. Mens det således fremgår af det nævnte stykkes første punktum, at størrelsen af disse kontantydelser eller værdikuponer »fastlægges [...] på grundlag af det eller de niveauer, som den pågældende medlemsstat har fastlagt enten ved lov eller praksis for at sikre en passende levestandard for egne statsborgere«, bliver det i stykkets andet punktum præciseret, at denne behandling kan være mindre gunstig, »hvis disse niveauer, når de anvendes på [denne medlemsstats] egne statsborgere, tager sigte på at sikre en levestandard, der er højere end den, som dette direktiv foreskriver for ansøgere«. Blandt de omstændigheder, der kan begrunde en mindre gunstig behandling end den, der indrømmes statsborgere i den pågældende medlemsstat, nævner denne bestemmelse desuden det tilfælde, hvor »materiel støtte delvis ydes i form af naturalier«. Det følger heraf, at direktivets artikel 17, stk. 5, ikke regulerer spørgsmålet om, hvorvidt det som følge af en eksigibel afgørelse om overførsel er muligt at fratage en ansøger om international beskyttelse visse naturalydelser samt hele den kontantydelse, som den pågældende normalt ville blive tildelt, hvis denne afgørelse ikke var blevet truffet.

53

Derimod skal det for det første bemærkes, således som det fremgår af de i artikel 2, litra f) og g), i direktiv 2013/33 indeholdte definitioner, at det i direktivets artikel 2, litra g), indeholdte udtryk »materielle modtagelsesforhold« omfatter alle de foranstaltninger, som medlemsstaterne sikrer ansøgere om international beskyttelse i overensstemmelse med dette direktiv, og som omfatter indkvartering, kost og tøj, hvad enten dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af disse tre, samt lommepenge (dom af 12.11.2019, Haqbin, C-233/18, EU:C:2019:956, præmis 32).

54

For det andet fastsætter det nævnte direktivs artikel 17, stk. 2, første afsnit, at medlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold muliggør en passende levestandard for ansøgere, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og mentale sundhed.

55

Det skal derfor fastslås, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 17, stk. 2, i direktiv 2013/33, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra g), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at når en ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist med den begrundelse, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, som omhandlet i forordning nr. 604/2013, og afgørelsen om overførsel til denne anden medlemsstat er eksigibel, bliver de materielle modtagelsesforhold, der ydes til denne ansøger, reduceret, således at de ikke længere omfatter bl.a. naturalydelser, som dækker tøj samt hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, undtagen i særlige tilfælde, eller kontantydelsen til dækning af ansøgerens basale personlige behov.

56

I henhold til fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 12.2.2026, Stichting Koskea, C-490/24, EU:C:2026:89, præmis 23).

57

Indledningsvis følger det af ordlyden af artikel 2, litra g), i direktiv 2013/33, at de foranstaltninger vedrørende materielle modtagelsesforhold, som medlemsstaterne træffer til fordel for ansøgere om international beskyttelse i henhold til dette direktiv, nødvendigvis skal omfatte foranstaltninger vedrørende indkvartering, kost og tøj, hvad enten dette ydes i form af naturalier, kontantydelser eller værdikuponer eller en kombination af disse tre, samt udbetaling af lommepenge.

58

Det fremgår af det nævnte direktivs artikel 17, stk. 2, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at de materielle modtagelsesforhold muliggør en passende levestandard for ansøgere, som sikrer deres underhold og beskytter deres fysiske og mentale sundhed«.

59

Heraf følger, at artikel 17, stk. 2, i direktiv 2013/33 – for så vidt som bestemmelsen fastsætter et krav, der vedrører sikring af en »passende« levestandard for ansøgere om international beskyttelse, og som er knyttet til foranstaltningerne vedrørende »materielle modtagelsesforhold« som omhandlet i direktivets artikel 2, litra g) – indebærer, at disse foranstaltninger i det mindste skal omfatte ydelse af indkvartering, kost og tøj, enten i naturalier eller på tilsvarende måde i form af en kontantydelse eller værdikuponer, samt udbetaling af lommepenge, uden at dette berører anvendelsen af dette direktivs artikel 17, stk. 3 og 4. Dette krav vedrører nemlig den minimumstærskel, som disse foranstaltninger skal opfylde for at sikre ansøgernes underhold og beskytte deres fysiske og mentale sundhed.

60

Det skal i øvrigt bemærkes, at en »passende« levestandard som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2013/33 ikke kan opnås uden en af de nævnte foranstaltninger, og navnlig ikke – henset til kendetegnene ved den nationale lovgivning, der er genstand for det foreliggende præjudicielle spørgsmål – i mangel af foranstaltninger vedrørende tøj og udbetaling af lommepenge.

61

Hvad for det første angår tøj er dette nemlig på samme måde som indkvartering, kost og personlig pleje omfattet af de mest basale behov, således at en ansøger om international beskyttelse ikke kan fratages muligheden for at opfylde et sådant behov.

62

Hvad for det andet angår udbetalingen af lommepenge skal det bemærkes, at en sådan ydelse, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, er nødvendig med henblik på at give ansøgeren om international beskyttelse et mindstemål af uafhængighed ved navnlig at gøre det muligt for den pågældende ud over indkvartering, kost og tøj at skaffe sig hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, der er nødvendige for den pågældendes basale behov, såsom transportbilletter, kommunikationsmidler eller hygiejneprodukter, og for at sikre den pågældende et minimumsniveau af deltagelse i det sociale og kulturelle liv i den medlemsstat, på hvis område vedkommende opholder sig. Denne ydelse bidrager således til at sikre ansøgerens underhold og til at beskytte dennes fysiske og mentale sundhed.

63

Heraf følger, at manglen på dels foranstaltninger, der gør det muligt at dække tøjbehovet hos ansøgerne om international beskyttelse, dels udbetaling af lommepenge under ingen omstændigheder kan være forenelig med kravet om en »passende« levestandard som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 17, stk. 2.

64

En sådan mangel kan derfor ikke begrundes i den omstændighed, at den pågældende ansøger om international beskyttelse er genstand for en eksigibel afgørelse om overførsel.

65

Denne fortolkning understøttes af den sammenhæng, hvori artikel 2, litra g), og artikel 17, stk. 2, i direktiv 2013/33 indgår.

66

For det første, og som det fremgår af nærværende doms præmis 48, forholder det sig således, at eftersom bestemmelserne i direktiv 2013/33 finder anvendelse på ansøgere om international beskyttelse, herunder når der foreligger en eksigibel afgørelse om overførsel, ophører de af direktivet følgende forpligtelser, som påhviler den medlemsstat, på hvis område disse ansøgere opholder sig, først ved den faktiske overførsel af ansøgerne til den anmodede medlemsstat.

67

For det andet indeholder artikel 17 i direktiv 2013/33, der fastsætter de generelle regler vedrørende materielle modtagelsesforhold og sundhedsmæssig pleje, ingen bestemmelse, som kan fortolkes således, at medlemsstaterne alene på grund af vedtagelsen af en eksigibel afgørelse om overførsel over for en ansøger om international beskyttelse har tilladelse til at indføre forskelle mellem denne ansøger og de andre ansøgere for så vidt angår eksistensen af eller niveauet for de foranstaltninger vedrørende materielle modtagelsesforhold, der er omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra g).

68

Det fremgår nemlig af det nævnte direktivs artikel 17, stk. 3 og 4, at medlemsstaterne dels kun kan gøre alle eller nogle af de materielle modtagelsesforhold og lægebehandlinger betinget af, at ansøgere ikke har tilstrækkelige midler til at opretholde en levestandard, som deres sundhed kræver, og til at sikre deres underhold, dels kun kan kræve af disse ansøgere – når de råder over tilstrækkelige midler, f.eks. hvis de har arbejdet i en rimelig periode – at de dækker eller bidrager til dækningen af omkostningerne i forbindelse med de materielle modtagelsesforhold og de lægebehandlinger, der er omhandlet i dette direktiv.

69

Hvad angår det nævnte direktivs artikel 17, stk. 5, hvortil den forelæggende ret ligeledes har henvist i sit første spørgsmål, begrænser denne bestemmelse sig til, således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 52, at præcisere de betingelser, hvorunder medlemsstaterne for så vidt angår størrelsen af de kontantydelser eller værdikuponer, der ydes til ansøgere om international beskyttelse, kan fastlægge en mindre gunstig behandling end den, der indrømmes egne statsborgere, idet disse staters forpligtelse til at sikre disse ansøgere en passende levestandard, herunder hvis materiel støtte delvis ydes til den pågældende ansøger i form af naturalier, dog forbliver uændret.

70

For det tredje opregner artikel 20 i direktiv 2013/33 med overskriften »Indskrænkning eller inddragelse af materielle modtagelsesforhold« de omstændigheder, hvorunder disse forhold kan indskrænkes eller inddrages, således at medlemsstaterne ud over disse omstændigheder og med forbehold af medlemsstaternes anvendelse af direktivets artikel 17, stk. 3 og 4, som omhandlet i nærværende doms præmis 68, ikke kan fastsætte en indskrænkning eller ophævelse af foranstaltninger vedrørende materielle modtagelsesforhold. Ingen af de omstændigheder, der er nævnt i denne artikel, vedrører den omstændighed, at en ansøger om international beskyttelse er genstand for en eksigibel afgørelse om overførsel.

71

En sådan fortolkning understøttes af de formål, der forfølges med direktiv 2013/33. Således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 44 i forslaget til afgørelse, fremgår det nemlig af 11. og 35. betragtning til dette direktiv, at vedtagelsen af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse har til formål at sikre dem en værdig levestandard og sammenlignelige levevilkår i alle medlemsstaterne samt overholdelsen af deres grundlæggende rettigheder. En national lovgivning, der fratager retten til ydelser vedrørende bl.a. tøj alene med den begrundelse, at den pågældende ansøger er genstand for en eksigibel afgørelse om overførsel, kan ikke være forenelig med disse formål.

72

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 2, i direktiv 2013/33, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra g), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter, at når en ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist med den begrundelse, at en anden medlemsstat er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, som omhandlet i forordning nr. 604/2013, og afgørelsen om overførsel til denne anden medlemsstat er eksigibel, bliver de materielle modtagelsesforhold, der ydes til denne ansøger, reduceret, således at de ikke længere omfatter bl.a. naturalydelser, som dækker tøj samt hverdagsprodukter og forbrugsartikler til anvendelse i husholdningen, undtagen i særlige tilfælde, eller kontantydelsen til dækning af ansøgerens basale personlige behov.

73

Med det andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33, sammenholdt med artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, skal fortolkes således, at begrebet »fornyet ansøgning« i disse bestemmelsers forstand også omfatter den situation, hvor en medlemsstat dels har afvist en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at ansøgeren allerede har indgivet en sådan ansøgning i en anden medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning som omhandlet i forordning nr. 604/2013, dels på dette grundlag har truffet afgørelse om udsendelse af denne ansøger med henblik på vedkommendes overførsel til denne anden medlemsstat i overensstemmelse med forordningen.

74

Det fremgår af artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33, at »[m]edlemsstaterne kan indskrænke eller i ganske særlige og behørigt begrundede tilfælde inddrage materielle modtagelsesforhold, hvis en ansøger [...] har indgivet en fornyet ansøgning som defineret i artikel 2, litra q), i direktiv [2013/32]«.

75

I henhold til sidstnævnte bestemmelse skal der ved »fornyet ansøgning« forstås en ny ansøgning om international beskyttelse, der indgives, efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning, herunder i det tilfælde, hvor ansøgeren udtrykkeligt har trukket sin ansøgning tilbage, og i det tilfælde, hvor den besluttende myndighed har afslået ansøgningen, efter at den implicit er blevet trukket tilbage i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1, i direktiv 2013/32.

76

Det skal ligeledes præciseres, at i henhold til det nævnte direktivs artikel 33, stk. 2, litra d), kan medlemsstaterne afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis denne er en »fornyet ansøgning«, hvori der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95.

77

Desuden forholder det sig således, at artikel 40 i direktiv 2013/32 med henblik på at træffe en afgørelse om antagelse af en sådan »fornyet ansøgning« til behandling fastsætter en specifik procedure, hvorunder den berørte medlemsstat skal afgøre, om de nye elementer eller oplysninger, der er fremkommet eller fremlagt af ansøgeren, begrunder en realitetsbehandling af ansøgningen i overensstemmelse med de relevante generelle regler, som i denne henseende er fastsat i dette direktivs kapitel II, eller om ansøgningen skal afvises.

78

Hvad angår rækkevidden af det nævnte begreb »fornyet ansøgning« fastslog Domstolen for det første i præmis 62 i dom af 19. december 2024, Khan Yunis og Baabda (C-123/23 og C-202/23, EU:C:2024:1042), at artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der fastsætter en mulighed for at afvise en ansøgning om international beskyttelse, der er blevet indgivet til denne medlemsstat af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, hvis tidligere ansøgning om international beskyttelse, som var blevet indgivet til en anden medlemsstat, som direktiv 2011/95 finder anvendelse på, blev afslået ved en endelig afgørelse truffet af sidstnævnte medlemsstat. For det andet fastslog Domstolen i den nævnte doms præmis 80, at de nævnte bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en sådan ansøgning skal afvises, når den er blevet indgivet, inden den anden medlemsstat overhovedet har truffet afgørelse om at afbryde behandlingen af den tidligere ansøgning på grund af den implicitte tilbagetrækning heraf.

79

Det forholder sig dog således, at selv om Domstolen i den nævnte dom udtalte sig om en medlemsstats mulighed for at anse ansøgninger om international beskyttelse for »fornyede ansøgninger«, som følge af at der forelå tidligere ansøgninger indgivet i andre medlemsstater og afslået af de sidstnævnte, blev dette fastslået i lyset af en situation, hvor den første omhandlede medlemsstat, eftersom det var umuligt at overføre de berørte personer til disse andre medlemsstater, var eller var blevet ansvarlig for behandlingen af disse ansøgninger (jf. i denne retning dom af 19.12.2024, Khan Yunis og Baabda, C-123/23 og C-202/23, EU:C:2024:1042, præmis 25-29 og 31-34).

80

I overensstemmelse med artikel 29, stk. 2, i forordning nr. 604/2013 påhviler ansvaret for behandlingen af den »fornyede ansøgning« – som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 – i en sådan situation følgelig den medlemsstat, hvori denne fornyede ansøgning er indgivet.

81

Det andet spørgsmål, litra a), vedrører imidlertid ikke den situation, hvor en medlemsstat konstaterer, at ansøgeren om international beskyttelse allerede havde indgivet en tidligere ansøgning i en anden medlemsstat, og efter at have behandlet sidstnævntes nye ansøgning afviser den med den begrundelse, der er fastsat i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, og hvorefter denne ansøgning udgør en »fornyet ansøgning« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra q).

82

Det nævnte spørgsmål vedrører nemlig den situation, hvor den pågældende medlemsstat dels afviser den nye ansøgning om international beskyttelse på grundlag af forordning nr. 604/2013 med den begrundelse, at den anden medlemsstat, som den tidligere ansøgning er blevet indgivet til, er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i denne forordnings kapitel III, dels samtidig træffer afgørelse om udsendelse af denne ansøger med henblik på den pågældendes overførsel til denne anden medlemsstat.

83

Denne situation kan imidlertid ikke sammenlignes med den, der var omhandlet i dom af 19. december 2024, Khan Yunis og Baabda (C-123/23 og C-202/23, EU:C:2024:1042). I en sådan situation er den pågældende medlemsstat nemlig ikke – eller i det mindste endnu ikke – blevet ansvarlig for behandlingen af denne nye ansøgning om international beskyttelse.

84

Følgelig kan en medlemsstat i den nævnte situation hypotetisk set hverken anse en ansøgning om international beskyttelse, der er blevet indgivet til den, for en »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 eller anvende de i direktivet fastsatte procedurer for behandlingen af en sådan »fornyet ansøgning«.

85

Denne analyse bekræftes af artikel 33, stk. 1, i direktiv 2013/32, hvori det præciseres, at de afvisningsgrunde, der er opregnet i dette direktivs artikel 33, stk. 2, litra a)-e), gør det muligt for medlemsstaterne at afvise ansøgninger om international beskyttelse i visse tilfælde ud over dem, »hvor en ansøgning i overensstemmelse med forordning [...] nr. 604/2013 ikke behandles«.

86

Tilsvarende, og således som Domstolen allerede har fastslået, fremgår det for det første udtrykkeligt af 53. betragtning til direktiv 2013/32, at dette direktiv ikke omhandler de procedurer mellem medlemsstaterne, der er reguleret ved den nævnte forordning. For det andet fastsætter artikel 2, litra d), i forordning nr. 604/2013, at der i denne forordning ved »behandling af en ansøgning om international beskyttelse« forstås samtlige sagsbehandlingsskridt samt alle afgørelser eller domme, der er truffet eller afsagt af de kompetente myndigheder vedrørende en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med direktiv 2013/32 og direktiv 2011/95, bortset fra procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til denne forordning (dom af 4.10.2018, Fathi, C-56/17, EU:C:2018:803, præmis 69 og 70).

87

Det følger af det ovenstående, at artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, hvortil artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33 henviser, skal fortolkes således, at begrebet »fornyet ansøgning« ikke omfatter den situation, hvor en medlemsstat dels har afvist en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at ansøgeren allerede har indgivet en sådan ansøgning i en anden medlemsstat, dels på dette grundlag har truffet afgørelse om udsendelse af denne ansøger med henblik på den pågældendes overførsel til den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning, i overensstemmelse med forordning nr. 604/2013.

88

I en sådan situation kan den medlemsstat, på hvis område ansøgeren om international beskyttelse opholder sig, i afventning af dennes eventuelle overførsel til den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning, følgelig ikke støtte sig på artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33 med henblik på at inddrage eller indskrænke de materielle modtagelsesforhold, som ydes til denne ansøger.

89

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål, litra a), skal fortolkes således, at artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33, sammenholdt med artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, skal fortolkes således, at begrebet »fornyet ansøgning« i disse bestemmelsers forstand ikke omfatter den situation, hvor en medlemsstat dels har afvist en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at ansøgeren allerede har indgivet en sådan ansøgning i en anden medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning som omhandlet i forordning nr. 604/2013, dels på dette grundlag har truffet afgørelse om udsendelse af denne ansøger med henblik på vedkommendes overførsel til denne anden medlemsstat i overensstemmelse med forordningen.

90

Henset til besvarelsen af det andet spørgsmål, litra a), er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, litra b) og c), for så vidt som disse dele af det nævnte spørgsmål hviler på den forudsætning, at begrebet »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra c), i direktiv 2013/33, sammenholdt med artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, kan finde anvendelse i en situation som den, der er omhandlet i den foregående præmis i nærværende dom.

91

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: