Europa-Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (C-681/24)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)

22. oktober 2026 (*)

» Traktatbrud – artikel 258 TEUF – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2013/48/EU – ret til adgang til advokatbistand i straffesager – artikel 3, stk. 3 – mistænktes eller tiltaltes ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse under en afhøring – begreberne »tilstedeværelse« og »effektiv deltagelse« – artikel 3, stk. 6 – midlertidig fravigelse af retten til adgang til advokatbistand – national lovgivning, der tillader afhøring af mistænkte uden deres advokat, såfremt denne ikke kan kontaktes inden for en bestemt frist – ukorrekt gennemførelse «

I sag C-681/24,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, anlagt den 15. oktober 2024,

Europa-Kommissionen ved C. Kovács, P. Ondrůšek og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

sagsøger,

mod

Den Tjekkiske Republik, først ved T. Müller, A. Pagáčová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede, derefter ved T. Müller, J. Očková, A. Pagáčová og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Ungarn ved Zs. Biró-Tóth og M.Z. Fehér, som befuldmægtigede,

intervenient,

har

DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, I. Jarukaitis, og dommerne R. Frendo (refererende dommer), N. Jääskinen, M. Condinanzi og A. Kornezov,

generaladvokat: T. Ćapeta,

justitssekretær: fuldmægtig E. Sartori,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. december 2025,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 12. marts 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Med stævningen har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT 2013, L 294, s. 1), idet denne medlemsstat ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktivs artikel 3, stk. 6, sammenholdt med dets artikel 3, stk. 3.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 2013/48

2        Følgende fremgår af 4., 6., 8., 23., 25., 28., 30., 32., 44., 52. og 54. betragtning til direktiv 2013/48:

»(4)      Gennemførelsen af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager forudsætter, at medlemsstaterne har tillid til hinandens strafferetlige systemer. Omfanget af den gensidige anerkendelse hænger snævert sammen med en række parametre, herunder mekanismerne for beskyttelse af mistænktes eller tiltaltes rettigheder og fælles minimumsstandarder, der er nødvendige for at lette anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse.

[...]

(6)      Gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager kan kun fungere effektivt, når der hersker tillid, således at ikke blot de retslige myndigheder, men alle aktører i strafferetsprocessen, opfatter andre medlemsstaters retslige myndigheders afgørelser som svarende til deres egne, hvilket forudsætter ikke blot tillid til tilstrækkeligheden af andre medlemsstaters regler, men også tillid til, at disse regler anvendes korrekt. Hvis den gensidige tillid skal styrkes, kræver det detaljerede regler om beskyttelse af de proceduremæssige rettigheder og garantier, som følger af [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)], [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)] og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder [vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 16. december 1966 og trådt i kraft den 23. marts 1976]. Det kræver ligeledes en videreudvikling inden for [Den Europæiske Union] af minimumsstandarderne i chartret og i EMRK ved hjælp af dette direktiv og ved hjælp af andre foranstaltninger.

[...]

(8)      Fælles minimumsregler bør føre til øget tillid til alle medlemsstaternes strafferetssystemer, hvilket igen bør føre til et mere effektivt retligt samarbejde i et klima af gensidig tillid og til fremme af en kultur med respekt for grundlæggende rettigheder i Unionen. Sådanne fælles minimumsregler bør tillige fjerne hindringer for borgernes frie bevægelighed på hele medlemsstaternes område. Sådanne fælles minimumsregler bør fastlægges for så vidt angår retten til adgang til advokatbistand i straffesager, retten til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og retten til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.

[...]

(23)      Mistænkte eller tiltalte bør have ret til at kommunikere med den advokat, der repræsenterer dem. En sådan kommunikation kan finde sted på ethvert tidspunkt, herunder inden enhver udøvelse af retten til at mødes med den pågældende advokat. Medlemsstaterne kan træffe praktiske foranstaltninger vedrørende varigheden, hyppigheden og midlerne til en sådan kommunikation, herunder vedrørende brugen af videokonference og anden kommunikationsteknologi for at muliggøre en sådan kommunikation. Sådanne praktiske foranstaltninger bør ikke være til skade for den effektive udøvelse eller det væsentlige indhold af mistænktes eller tiltaltes ret til at kommunikere med deres advokat.

(24)      Hvad angår visse mindre lovovertrædelser bør dette direktiv ikke forhindre medlemsstaterne i at give mistænkte eller tiltalte ret til adgang til advokatbistand over telefonen. En sådan begrænsning af retten bør imidlertid alene være mulig i sager, hvor en mistænkt eller tiltalt ikke afhøres af politiet eller en anden retshåndhævende myndighed.

(25)      Medlemsstaterne bør sikre, at mistænkte eller tiltalte har ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse, når de afhøres af politiet eller en anden retshåndhævende eller retslig myndighed, bl.a. under retsmøder. En sådan deltagelse bør være i overensstemmelse med procedurer i henhold til national ret, som regulerer en advokats deltagelse under politiets eller en anden retshåndhævende eller retslig myndigheds afhøring af den mistænkte eller tiltalte, bl.a. under retsmøderne, forudsat at sådanne procedurer ikke er til skade for den effektive udøvelse eller det væsentlige indhold af den pågældende rettighed. Under politiets eller en anden retshåndhævende eller retslig myndigheds afhøring af den mistænkte eller tiltalte eller i et retsmøde kan advokaten i overensstemmelse med sådanne procedurer bl.a. stille spørgsmål, anmode om uddybning og fremsætte erklæringer, som bør føres til protokol i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

[...]

(28)      Frihedsberøves mistænkte eller tiltalte, bør medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sådanne personer er i stand til effektivt at udøve retten til adgang til advokatbistand, herunder ved at sørge for advokatbistand, når den pågældende ikke har en, medmindre de har givet afkald på denne ret. Sådanne foranstaltninger kan bl.a. indebære, at de kompetente myndigheder sørger for advokatbistand på grundlag af en liste over tilgængelige advokater, hvorfra den mistænkte eller tiltalte kan vælge. Sådanne foranstaltninger kan om nødvendigt omfatte foranstaltninger med hensyn til retshjælp.

[...]

(30)      I tilfælde af den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted, f.eks. i oversøiske territorier, eller når medlemsstaten iværksætter eller deltager i militære operationer uden for dens område, har medlemsstaterne mulighed for midlertidigt at fravige den mistænktes eller tiltaltes ret til at få adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen. Under en sådan midlertidig fravigelse bør de kompetente myndigheder ikke afhøre den pågældende person eller gennemføre nogen af de efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, der er fastsat i dette direktiv. Er umiddelbar adgang til en advokat på grund af den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted ikke mulig, bør medlemsstaterne sørge for kommunikation pr. telefon- eller videokonference, medmindre dette er umuligt.

(31)      Medlemsstaterne bør kun have mulighed for midlertidigt at fravige retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen, når der i hastetilfælde er behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet. Under en midlertidig fravigelse på dette grundlag kan de kompetente myndigheder afhøre mistænkte eller tiltalte uden advokatens tilstedeværelse, forudsat at de er blevet underrettet om deres ret til ikke at udtale sig og kan udøve denne ret, og forudsat at en sådan afhøring ikke skader retten til et forsvar, herunder retten til ikke at inkriminere sig selv. Afhøringen kan foretages med det ene formål og i det omfang det er nødvendigt for at indhente oplysninger, der er væsentlige for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet. Ethvert misbrug af denne fravigelse vil i princippet være til uoprettelig skade for retten til et forsvar.

(32)      Medlemsstaterne bør også have mulighed for midlertidigt at fravige retten til adgang til advokatbistand i perioden forud for retssagen, når en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag, især for at undgå ødelæggelse eller ændring af vigtige beviser eller for at undgå påvirkning af vidner. Under en midlertidig fravigelse på dette grundlag kan de kompetente myndigheder afhøre mistænkte eller tiltalte uden en advokats tilstedeværelse, forudsat at de er blevet underrettet om deres ret til ikke at udtale sig og kan udøve denne ret, og forudsat at en sådan afhøring ikke skader retten til et forsvar, herunder retten til ikke at inkriminere sig selv. Afhøringen kan foretages med det ene formål og i det omfang det er nødvendigt for at indhente oplysninger, der er væsentlige for at forhindre væsentlig skade for en straffesag. Ethvert misbrug af denne fravigelse vil i princippet være til uoprettelig skade for retten til et forsvar.

[...]

(44)      Eftersøgte personer bør have ret til at kommunikere med den advokat, der repræsenterer dem i den fuldbyrdende medlemsstat. En sådan kommunikation bør kunne finde sted på ethvert tidspunkt, herunder også inden udøvelsen af retten til at mødes med advokaten. Medlemsstaterne kan træffe praktiske foranstaltninger vedrørende varigheden, hyppigheden og midlerne til kommunikation mellem eftersøgte personer og deres advokat, herunder vedrørende brugen af videokonference og anden kommunikationsteknologi for at muliggøre en sådan kommunikation. Sådanne praktiske foranstaltninger bør ikke være til skade for den effektive udøvelse eller det væsentlige indhold af de eftersøgte personers ret til at kommunikere med deres advokat.

[...]

(52)      I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i chartret, herunder [...] retten til adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Direktivet bør gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

[...]

(54)      Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne kan udvide rettighederne i dette direktiv for at fastsætte et højere beskyttelsesniveau. Et sådant højere beskyttelsesniveau bør ikke udgøre en hindring for gensidig anerkendelse af retsafgørelser, som disse minimumsregler er fastsat for at fremme. Beskyttelsesniveauet bør aldrig være lavere end de standarder, der er fastsat i chartret og EMRK, som fortolket i [Den Europæiske Unions Domstols] og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis [(herefter »Menneskerettighedsdomstolen«)].«

3        Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Retten til adgang til advokatbistand under straffesager« bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar.

2.      Mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse. Under alle omstændigheder har mistænkte eller tiltalte adgang til advokatbistand fra følgende tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

a)      inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed

b)      når efterforskningsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder træffer efterforskningsmæssige eller andre bevissikrende foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 3, litra c)

c)      uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen

d)      hvis de er blevet indstævnet for en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager, i tilstrækkelig god tid inden de giver møde for denne domstol.

3.      Retten til adgang til advokatbistand indebærer følgende:

a)      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at mødes i enrum og kommunikere med den advokat, der repræsenterer dem, herunder forud for afhøringer med politiet eller med en anden retshåndhævende eller retslig myndighed.

b)      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse under en afhøring. En sådan deltagelse sker i overensstemmelse med procedurerne i national ret, forudsat at disse procedurer ikke er til skade for den effektive udøvelse og det væsentlige indhold af den pågældende rettighed. Deltager en advokat i en afhøring, føres det forhold, at en sådan deltagelse har fundet sted, til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning.

[...]

4.      Medlemsstaterne bestræber sig på at gøre generelle oplysninger tilgængelige, således at det bliver lettere for mistænkte eller tiltalte at finde en advokat.

Uanset bestemmelserne i national lovgivning vedrørende en advokats obligatoriske tilstedeværelse træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at mistænkte eller tiltalte, der frihedsberøves, er i stand til effektivt at udøve deres ret til adgang til advokatbistand, medmindre de har givet afkald på denne ret i henhold til artikel 9.

5.      Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af stk. 2, litra c), når den mistænktes eller tiltaltes fjerne geografiske opholdssted gør det umuligt at sikre retten til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen.

6.      Under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen kan medlemsstaterne midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i stk. 3, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder er begrundet i et af følgende tvingende hensyn:

a)      der er et hastende behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet

b)      en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag.«

4        Det nævnte direktivs artikel 8 med overskriften »Generelle betingelser for anvendelse af midlertidige fravigelser« er sålydende:

»1.      Enhver midlertidig fravigelse i henhold til artikel 3, stk. 5 eller 6, [...],

a)      skal være forholdsmæssig og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt

b)      skal være klart tidsbegrænset

c)      må ikke udelukkende være baseret på den påståede lovovertrædelses art eller grovhed og

d)      må ikke være til hinder for en generelt retfærdig rettergang.

2.      Midlertidige fravigelser i henhold til artikel 3, stk. 5 eller 6, må udelukkende ske på grundlag af en behørigt begrundet afgørelse truffet fra sag til sag enten af en retslig myndighed eller af en anden kompetent myndighed, forudsat at afgørelsen kan underkastes domstolskontrol. Den behørigt begrundede afgørelse skal føres til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning.

[...]«

5        Samme direktivs artikel 9 med overskriften »Afkald på rettigheder« fastsætter:

»1.      Uden at det berører national lovgivning, der kræver, at en advokat skal være til stede eller yde bistand, sikrer medlemsstaterne i forbindelse med afkald på en ret som omhandlet i artikel 3 og 10:

a)      at den mistænkte eller tiltalte mundtligt eller skriftligt har fået klare og tilstrækkelige oplysninger i et enkelt og letforståeligt sprog om indholdet af den pågældende rettighed og de mulige konsekvenser ved at give afkald på den, og

b)      at afkaldet gives frivilligt og utvetydigt.

2.      Afkaldet, som kan gives skriftligt eller mundtligt, skal ligesom omstændighederne, hvorunder det er givet, føres til protokol ved anvendelse af proceduren for protokolførelse i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning.

3.      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte på et hvilket som helst tidspunkt under straffesagen kan tilbagekalde et afkald, og at de underrettes om denne mulighed. En sådan tilbagekaldelse har virkning fra det tidspunkt, hvor den foretages.«

6        Artikel 11 i direktiv 2013/48 med overskriften »Retshjælp« er affattet som følger:

»Dette direktiv berører ikke national lovgivning om retshjælp, der finder anvendelse i overensstemmelse med chartret og EMRK.«

 Direktiv (EU) 2016/1919

7        Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1919 af 26. oktober 2016 om retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer (EUT 2016, L 297, s. 1) med overskriften »Genstand« fastsætter følgende i stk. 2:

Nærværende direktiv supplerer direktiv [2013/48] og [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv (EU) 2016/800 [af 11. maj 2016 om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager (EUT 2016, L 132, s. 1)]. Intet i nærværende direktiv må fortolkes således, at det indebærer en begrænsning i de rettigheder, der er fastsat i de nævnte direktiver.«

8        Artikel 2 i direktiv 2016/1919 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1:

»Dette direktiv finder anvendelse på mistænkte og tiltalte i straffesager, som har ret til adgang til advokatbistand i medfør af direktiv [2013/48], og som:

a)      frihedsberøves

b)      skal bistås af en advokat i henhold til EU-retten eller national ret, eller

c)      skal eller kan deltage i efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, herunder som minimum følgende:

i)      konfrontationsparader

ii)      konfrontationer

iii)      rekonstruktioner af gerningsstedet.«

 Tjekkisk ret

9        Artikel 8, stk. 3, i Listina základních práv a svobod (chartret om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder), som er en bestemmelse med forfatningsrang, bestemmer:

»Den tiltalte eller den person, der mistænkes for at have begået en strafbar handling, må kun tilbageholdes i de tilfælde, der er fastsat ved lov. Den tilbageholdte person skal straks oplyses om grundene til den pågældendes tilbageholdelse, afhøres, og inden for højst 48 timer løslades eller stilles for en dommer. Dommeren skal afhøre den tilbageholdte person senest 24 timer efter anholdelsen og træffe afgørelse om enten at varetægtsfængsle eller løslade den pågældende.«

10      § 2, stk. 4, i zákon č.141/1961 Sb., o trestním řízení soudním (trestní řád) (lov nr. 141/1961 om strafferetspleje (strafferetsplejeloven)) i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende sag (herefter »strafferetsplejeloven«), fastsætter:

»Medmindre andet er fastsat i denne lov, handler de retshåndhævende myndigheder ex officio. De skal behandle straffesager så hurtigt som muligt, og de skal behandle navnlig sager om frihedsberøvelse hurtigst muligt [...]. De behandler straffesager under streng overholdelse af de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartret om grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og ved de internationale traktater om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som Den Tjekkiske Republik er bundet af, idet det kun er i begrundede tilfælde, på grundlag af loven og i det omfang, det er nødvendigt for at sikre formålet med straffesagen, at der i forbindelse med gennemførelsen af straffesagens processuelle skridt kan gøres indgreb i rettighederne for de personer, der er genstand for sådanne processuelle skridt. [...]«

11      Strafferetsplejelovens § 33, stk. 1, er affattet som følger:

»Tiltalte har ret til at udtale sig om alle de faktiske omstændigheder, der lægges den pågældende til last, og om bevismaterialet i forbindelse hermed, men er ikke forpligtet til at afgive forklaring. Tiltalte kan påberåbe sig faktiske omstændigheder og fremlægge beviser til støtte for sit forsvar, fremsætte forslag, indgive anmodninger samt klage. Tiltalte har ret til at vælge og rådføre sig med en advokat, selv under de processuelle skridt, der foretages af de retshåndhævende myndigheder. Under afhøringen kan den tiltalte ikke søge rådgivning hos sin advokat om besvarelsen af et spørgsmål, der allerede er stillet. Tiltalte kan anmode om at blive afhørt under tilstedeværelse af sin advokat og om, at advokaten også deltager i andre processuelle skridt i fasen forud for retssagen (§ 165). Hvis den tiltalte er varetægtsfængslet eller afsoner en frihedsstraf, kan vedkommende tale med sin advokat, uden at en tredjemand er til stede. Tiltalte har de ovennævnte rettigheder, selv om den pågældendes rets- og handleevne er begrænset.«

12      Denne lovs § 67 med overskriften »Grunde til frihedsberøvelse« har følgende ordlyd:

»En tiltalt kan kun frihedsberøves, hvis vedkommendes handlinger eller andre konkrete forhold giver anledning til begrundet frygt for

a)      at den pågældende flygter eller skjuler sig for at undgå strafforfølgning eller straf, navnlig hvis vedkommendes identitet ikke umiddelbart kan fastslås, hvis vedkommende ikke har en fast bopæl, eller hvis den pågældende risikerer at blive idømt en alvorlig straf

b)      at den pågældende vil øve indflydelse på vidner eller medtiltalte, som endnu ikke er blevet afhørt, eller på anden måde vil lægge hindringer i vejen for, at der kastes lys over forhold, der er væsentlige for straffesagen, eller

c)      at den pågældende på ny vil foretage den strafbare handling eller lovovertrædelse, for hvilken den pågældende retsforfølges, vil færdiggøre den strafbare handling, som vedkommende har forsøgt at begå, eller vil begå en strafbar handling, som vedkommende har planlagt eller truet med at begå,

og hvis de forhold, der hidtil er konstateret, viser, at den handling, med hensyn til hvilken der er indledt en straffesag, har alle de karakteristika, der kendetegner en strafbar handling, at der er begrundet mistanke om, at den strafbare handling blev begået af den tiltalte, og at det i betragtning af den tiltalte, arten og grovheden af den strafbare handling, for hvilken den pågældende retsforfølges, ikke er muligt på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes, at nå formålet med en frihedsberøvelse ved hjælp af andre foranstaltninger, herunder ved at pålægge et af de sikrende retsmidler.«

13      Den nævnte lovs § 75 med overskriften »Politimyndighedens tilbageholdelse af den tiltalte« bestemmer:

»Når der foreligger en af grundene til frihedsberøvelse (§ 67), kan politimyndigheden tilbageholde den tiltalte. Myndigheden er imidlertid forpligtet til straks at underrette anklagemyndigheden om den foretagne tilbageholdelse og fremsende den en genpart af den rapport, som den har udfærdiget i forbindelse med tilbageholdelsen, og de øvrige dokumenter, som anklagemyndigheden har brug for for i givet fald at kunne indgive en anmodning om varetægtsfængsling. Denne anmodning skal indgives på en sådan måde, at den tiltalte kan fremstilles for retten senest 48 timer efter tilbageholdelsen, ellers skal den pågældende løslades.«

14      Samme lovs § 76 med overskriften »Tilbageholdelse af en mistænkt« fastsætter:

»(1)      Når der foreligger en af grundene til frihedsberøvelse (§ 67), kan politimyndigheden i hastetilfælde tilbageholde en person, der er mistænkt for at have begået en strafbar handling, selv om der endnu ikke er indledt en straffesag mod vedkommende (§ 160, stk. 1). Tilbageholdelsen forudsætter et forudgående samtykke fra anklagemyndigheden. Den mistænkte kan kun tilbageholdes uden dette samtykke, hvis sagen ikke kan forsinkes, og der ikke kan opnås forudgående samtykke, navnlig hvis en person er pågrebet på fersk gerning eller på flugt.

[...]

(3)      Den politimyndighed, der har foretaget tilbageholdelsen, afhører den tilbageholdte person og udarbejder en rapport om afhøringen, hvori den angiver sted, dato og omstændigheder for tilbageholdelsen og registrerer personoplysningerne om den tilbageholdte person, samt de materielle grunde til tilbageholdelsen.

(4)      Den politimyndighed, som har foretaget tilbageholdelsen, eller som den person, der blev pågrebet på fersk gerning i henhold til stk. 2, er blevet overdraget til, skal straks løslade denne person, hvis mistanken afkræftes, eller hvis grundene til tilbageholdelsen af en anden grund ikke længere er til stede. Hvis den tilbageholdte person ikke løslades, sender politimyndigheden anklagemyndigheden en rapport om afhøringen sammen med en kopi af kendelsen om indledning af strafforfølgning og andre beviser, således at anklagemyndigheden om nødvendigt kan indgive en anmodning om varetægtsfængsling. Politimyndigheden skal indgive anmodningen uden ophold, således at den person, der er tilbageholdt i henhold til denne lov, kan fremstilles for retten senest 48 timer efter tilbageholdelsen; i modsat fald skal den tilbageholdte person løslades.

(5)      Bestemmelserne i § 33, stk. 1, 5 og 6, og i §§ 91, 92, 93 og 95 skal også overholdes behørigt, når den tilbageholdte person afhøres, men der endnu ikke er indledt en straffesag mod vedkommende (§ 160).

(6)      Den mistænkte, der tilbageholdes, har ret til at kræve, at der er en advokat til stede under den i stk. 3 omhandlede afhøring, medmindre advokaten ikke kan kontaktes inden for den frist, der er fastsat i stk. 4.«

15      Strafferetsplejelovens § 77 med overskriften »Afgørelse om den tilbageholdte person« har følgende ordlyd:

»(1)      Hvis anklagemyndigheden ikke har anordnet løsladelse af den tilbageholdte person på grundlag af de dokumenter, som myndigheden er blevet tilstillet, eventuelt efter en ny afhøring, er denne myndighed forpligtet til at fremstille den pågældende for retten inden for en frist på 48 timer fra tilbageholdelsen og samtidig indgive en anmodning om varetægtsfængsling. Ansøgeren vedlægger anmodningen den dokumentation, der hidtil er indhentet.

(2)      Dommeren er forpligtet til at afhøre den tilbageholdte person (stk. 1) og inden for 24 timer efter forkyndelsen af anklagemyndighedens anmodning at træffe afgørelse om løsladelse eller varetægtsfængsling af den pågældende. Retten underretter straks og på passende vis den valgte eller udpegede advokat om dato og sted for afhøringen, hvis denne kan kontaktes, og hvis den tilbageholdte person har krævet advokatens tilstedeværelse, samt anklagemyndigheden. Advokaten og anklageren kan deltage under afhøringen og stille spørgsmål til den tilbageholdte person, men kun når dommeren giver dem ordet. Overskridelsen af fristen på 24 timer fra forkyndelsen af anklagemyndighedens anmodning om varetægtsfængsling begrunder altid vedtagelsen af en afgørelse om løsladelse af den tiltalte.«

 Den administrative procedure og sagen for Domstolen

16      Den 7. november 2016 meddelte Den Tjekkiske Republik Kommissionen de foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2013/48, som den havde vedtaget på denne dato. Disse foranstaltninger blev efterfulgt af 19 andre foranstaltninger, som blev meddelt mellem den 15. marts 2017 og den 17. maj 2021. Dette direktiv skulle være gennemført senest den 27. november 2016.

17      Efter at have undersøgt de meddelte foranstaltninger fandt Kommissionen, at disse ikke sikrede, at tjekkisk ret blev bragt i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, litra b), artikel 5, stk. 2, artikel 5, stk. 3, litra b), og artikel 10 i direktiv 2013/48. Kommissionen tilstillede derfor den 23. september 2021 Den Tjekkiske Republik en åbningsskrivelse.

18      Den 28. september 2023 fandt Kommissionen, at svarene på denne åbningsskrivelse var utilfredsstillende med hensyn til artikel 3, stk. 6, litra b), og artikel 5, stk. 2, i direktiv 2013/48, og fremsendte en begrundet udtalelse til Den Tjekkiske Republik.

19      Den 24. november 2023 fremsendte Den Tjekkiske Republik sine bemærkninger til den begrundede udtalelse og foreslog at fremkomme med præciseringer til Kommissionen under et arbejdsmøde.

20      Efter dette møde, der blev afholdt den 2. maj 2024, besluttede Kommissionen den 15. oktober 2024, idet den ikke var blevet overbevist af Den Tjekkiske Republiks argumenter vedrørende artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 3, at anlægge nærværende sag ved Domstolen.

21      Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 30. januar 2025 har Ungarn fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Den Tjekkiske Republiks påstande.

 Om søgsmålet

 Parternes argumenter

22      Til støtte for søgsmålet har Kommissionen fremsat et enkelt klagepunkt, som vedrører den manglende korrekte gennemførelse i tjekkisk ret af artikel 3, stk. 6, litra b), i direktiv 2013/48, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 3.

23      Kommissionen har i stævningen gjort gældende, at for så vidt som strafferetsplejelovens § 76, stk. 6, tillader, at en tilbageholdt person afhøres af politimyndighederne i forbindelse med den procedure, der går forud for straffesagen, uden at have adgang til en advokat, hvis denne ikke kan kontaktes inden for en frist på 48 timer fra tilbageholdelsen, er denne § 76, stk. 6, i strid med artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48. Den omstændighed, at en advokat ikke kan kontaktes, udgør nemlig ikke et tvingende hensyn, der gør det muligt at foretage en afhøring, uden at advokaten er til stede, som omhandlet i denne artikel 3, stk. 6.

24      I denne henseende har Kommissionen bl.a. gjort gældende, at Den Tjekkiske Republiks standpunkt, hvorefter det for at sikre retten til adgang til advokatbistand er tilstrækkeligt, at den tilbageholdte person har haft mulighed for at kontakte og vælge en advokat, som må være til stede under afhøringen, er i strid med artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48, som klart henviser til begge aspekter af retten til adgang til advokatbistand, nemlig advokatens tilstedeværelse og advokatens effektive deltagelse under afhøringen. Det følger nemlig af dette direktivs artikel 3, stk. 1, at der ikke findes situationer, hvor denne person kan afhøres uden tilstedeværelse af en advokat, medmindre medlemsstaterne har gjort brug af den midlertidige fravigelse i dette direktivs artikel 3, stk. 6, eller når den nævnte person har givet afkald på denne ret i overensstemmelse med direktivets artikel 9.

25      Ifølge Kommissionen begrunder nødvendigheden af at løslade den mistænkte inden for en frist på 48 timer dels ikke muligheden for at afhøre den mistænkte uden advokat, dels kan risikoen for misbrug af retten til adgang til advokatbistand ikke begrunde, at denne ret underlægges en generel betingelse, der er i strid med ordlyden af og formålet med artikel 3 i direktiv 2013/48. Ifølge denne institution kan Den Tjekkiske Republik med henblik på at afbøde risikoen for en hindring for straffesagen som følge af, at den advokat, som denne person har valgt, ikke kan kontaktes, således sikre, at en advokat er tilgængelig og til rådighed med henblik på at yde juridisk bistand. Denne mulighed består ikke i at pålægge denne person en bestemt advokat, men i at sikre, at en advokat faktisk er til rådighed i den begrænsede periode, som afhøringen skal vare.

26      Den Tjekkiske Republik har i sit svarskrift anført, at den procedure, der gør det muligt for en tilbageholdt person faktisk at vælge en advokat, reguleres af pokyn policejního prezidenta č. 103/2013, o plnění některých úkolů policejních orgánů Policie České republiky v trestním řízení (politidirektoratets instruks nr. 103/2013 om udførelsen af visse opgaver, der foretages af Den Tjekkiske Republiks politimyndigheder i forbindelse med straffesager). Det fremgår af denne instruks, at i alle de tilfælde, hvor den advokat, som den mistænkte har valgt, ikke kan være til stede under afhøringen, forespørger politimyndigheden denne person om, hvorvidt vedkommende ønsker, at en anden advokat er til stede ved denne lejlighed. Så længe tidsfristen tillader det, vil den pågældende person således altid have frihed til at vælge en anden advokat. Hvis vedkommende ikke kender nogen, hvad end det er på tidspunktet for tilbageholdelsen eller senere, stiller politimyndigheden den liste over advokater, som føres af det tjekkiske advokatråd, til rådighed, eller disses telefonnumre. Følgelig kan et tilfælde, hvor den mistænkte afhøres uden tilstedeværelse af en advokat, reelt kun opstå i en situation, hvor denne person på trods af alle disse tilskyndelser ikke har valgt en advokat, der kan kontaktes inden for 48 timer efter tilbageholdelsen af den pågældende. Den tjekkiske lovgivning sikrer således, at tilbageholdte mistænkte kan vælge en advokat, der vil være til stede under afhøringen.

27      Den Tjekkiske Republik er af den opfattelse, at den nationale lovgivning, selv hvis den blev anset for at være uforenelig med artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48, ville være i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 6, for så vidt som den for det første kun finder anvendelse rent undtagelsesvist, for det andet finder anvendelse for at forhindre væsentlig skade for en straffesag, og for det tredje kræver, at de kompetente myndigheder foretager en individuel vurdering under hensyntagen til sagens omstændigheder.

28      Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, at muligheden for at afhøre en mistænkt i fravær af en advokat på grundlag af strafferetsplejelovens § 76, stk. 6, kun finder anvendelse i det specifikke og helt ekstraordinære tilfælde, hvor denne person med henblik på at opnå løsladelse og unddrage sig retsforfølgning bevidst insisterer på, at det skal være en bestemt advokat, der bistår den pågældende, selv om sidstnævnte, måske også forsætligt, er utilgængelig. En sådan løsladelse kan ikke alene udgøre en alvorlig trussel mod straffesagen, eftersom denne person kan flygte for at unddrage sig strafforfølgning, påvirke vidner eller fortsætte sine kriminelle aktiviteter, men også mod de interesser, der er beskyttet af straffelovgivningen, herunder menneskers liv og sundhed, og denne trussel kan kun kan imødegås ved at træffe øjeblikkelige foranstaltninger. Artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48 omhandler netop sådanne situationer.

29      Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, at det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, som artikel 3 i direktiv 2013/48 er baseret på, at det ikke er nødvendigt, at en advokat faktisk og systematisk er til stede under afhøringen. I duplikken har denne medlemsstat navnlig anført, at Menneskerettighedsdomstolen i dom af 23. februar 2010, Yoldaș mod Tyrkiet (CE:ECHR:2010:0223JUD002750304, § 52), ikke konkluderede, at EMRK’s artikel 6 var blevet tilsidesat, eftersom fraværet af en advokat under afhøringen skyldtes et valg foretaget af den pågældende, som havde givet afkald på sin ret til at blive bistået af en advokat, selv om den pågældende var blevet underrettet om denne ret. Heraf følger, at det element, der er afgørende i forhold til formålet med EMRK’s artikel 6, stk. 3, litra c), ikke er en advokats faktiske tilstedeværelse under afhøringen, men den berørte persons mulighed for effektivt at kunne udøve sin ret til adgang til advokatbistand, til frit at kunne vælge sidstnævnte og til at blive behørigt oplyst om denne ret.

30      Ifølge denne medlemsstat ville Kommissionens argument om, at risikoen for misbrug kan afhjælpes ved at sikre, at der ex officio udpeges en advokat til at yde juridisk bistand, hvis den advokat, som den mistænkte eller tiltalte har valgt, ikke er tilgængelig, svare til at tvinge medlemsstaterne til på grundlag af direktiv 2013/48 at udpege en advokat til den nævnte person med henblik på retshjælp, selv om dette område er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde i medfør af direktivets artikel 11.

31      Ungarn har i sit interventionsindlæg ligeledes gjort gældende, at Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke pålægger et absolut krav om, at advokaten skal være til stede under afhøringen. I denne henseende er Ungarn af den opfattelse, at en national lovgivning, der sikrer mistænkte et »tilstrækkeligt råderum« til at vælge en advokat, der skal være til stede under afhøringen, opfylder dette krav.

32      Kommissionen har i sit svar på dette interventionsindlæg anført, at Menneskerettighedsdomstolen, når den behandler en sag, fra sag til sag vurderer, om den nationale procedure generelt er retfærdig. Det forholder sig anderledes med en traktatbrudsprocedure ved Domstolen vedrørende en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48. Da denne bestemmelse præcist fastlægger de betingelser, hvorunder medlemsstaterne midlertidigt kan fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 3, er enhver national lovgivning, der ikke opfylder disse betingelser, i strid med denne artikel 3, stk. 6. Den omstændighed, at en national lovgivning er uforenelig med det nævnte direktiv, er således i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at direktivet er blevet tilsidesat, uden at det i hvert enkelt tilfælde er nødvendigt at vurdere, om den procedure, der gennemføres på grundlag af denne nationale lovgivning, generelt er retfærdig.

 Domstolens bemærkninger

33      Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2013/48 opstiller det grundlæggende princip, hvorefter mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar (dom af 14.5.2024, Stachev, C-15/24 PPU, EU:C:2024:399, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

34      Dette princip er konkretiseret i dette direktivs artikel 3, stk. 2, hvorefter mistænkte eller tiltalte skal have adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder fra det tidligste af fire specifikke tidspunkter, som er opregnet i denne bestemmelses litra a)-d). I direktivets artikel 3, stk. 3, litra a)-c), præciseres i øvrigt de elementer, som retten til adgang til advokatbistand indebærer (dom af 14.5.2024, Stachev, C-15/24 PPU, EU:C:2024:399, præmis 48).

35      I medfør af artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48 sikrer medlemsstaterne således, at mistænkte eller tiltalte har ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse under en afhøring. En sådan deltagelse sker i overensstemmelse med procedurerne i national ret, forudsat at disse procedurer ikke er til skade for den effektive udøvelse og det væsentlige indhold af den pågældende rettighed.

36      Selv om det således fremgår af artikel 3, stk. 3, litra b), andet punktum, i direktiv 2013/48, sammenholdt med 25. betragtning til dette direktiv, at advokatens »effektive deltagelse« under afhøringen finder sted i overensstemmelse med de processuelle regler, der er fastsat i national ret, vedrører denne udtrykkelige henvisning til medlemsstaternes lovgivning udelukkende den nævnte »effektive deltagelse« og ikke »tilstedeværelsen«.

37      Heraf følger for det første, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 44 og 45 i forslaget til afgørelse, at henvisningen til de nationale processuelle regler i artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48 udelukkende vedrører advokatens effektive deltagelse under afhøringen af den mistænkte eller tiltalte. Denne henvisning har således ikke til formål at gøre det muligt for medlemsstaterne – ud over de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 3, litra b) – at begrænse selve advokatens tilstedeværelse under denne afhøring, men alene at fastsætte de nærmere bestemmelser for advokatens deltagelse.

38      Da direktiv 2013/48 for det andet ikke indeholder en definition af udtrykket »tilstedeværelse«, skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af de udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, og hvorom der ikke henvises til medlemsstaternes ret, skal ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori de anvendes, og de formål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (dom af 16.7.2026, Knocknamona og Massey, C-27/25 og C-356/25, EU:C:2026:596, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

39      I denne henseende bemærkes indledningsvis, at udtrykket »tilstedeværelse« efter dets normale betydning i sædvanlig sprogbrug betegner den omstændighed, at en person principielt fysisk eller materielt befinder sig på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, idet det modsatte udtryk er »fravær«.

40      Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori dette udtryk anvendes, skal det for det første bemærkes, at udtrykket bl.a. er indeholdt i 25. betragtning til direktiv 2013/48, som præciserer, at medlemsstaterne bør sikre, at mistænkte og tiltalte har ret til deres advokats tilstedeværelse og effektive deltagelse, når de afhøres af politiet eller en anden retshåndhævende eller retslig myndighed, bl.a. under retsmøder.

41      For det andet fremgår det af dette direktivs artikel 3, stk. 5, sammenholdt med 30. betragtning hertil, at medlemsstaterne, såfremt den mistænkte eller tiltalte har et fjernt geografisk opholdssted, midlertidigt kan fravige denne persons ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen, og udelukkende i perioden forud for retssagen, men at de kompetente myndigheder i den periode, som denne midlertidige fravigelse varer, bl.a. ikke bør afhøre den nævnte person. Heraf følger, at »adgang til advokatbistand« som omhandlet i denne artikel 3 kræver advokatens tilstedeværelse, principielt fysisk, under afhøringen af den mistænkte eller tiltalte.

42      Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 3, litra a), sammenholdt med 23. og 44. betragtning hertil, fastsætter desuden i det væsentlige, at mistænkte eller tiltalte har ret til at mødes i enrum med den advokat, der repræsenterer dem, og til på ethvert tidspunkt at kommunikere med denne, herunder forud for afhøringer med politiet eller med en anden retshåndhævende eller retslig myndighed. Heraf følger, at EU-lovgiver har haft til hensigt at sondre mellem disse personers »ret til at kommunikere« med deres advokat, som kan udøves ved hjælp af telekommunikationsmidler, og deres »ret til at mødes« med denne advokat, som tværtimod kræver, at advokaten principielt er fysisk til stede. Dette gælder også advokatens tilstedeværelse under afhøringen, som advokaten skal kunne deltage effektivt i.

43      Hvad endelig angår formålene med direktiv 2013/48 fremgår det af 4., 6. og 54. betragtning hertil, at det bl.a. har til formål at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, der forudsætter, at medlemsstaterne har tillid til hinandens strafferetlige systemer. Det fremgår ligeledes heraf, at EU-lovgiver har taget hensyn til den omstændighed, at styrkelsen af denne gensidige tillid kræver detaljerede regler om beskyttelse af de proceduremæssige rettigheder og garantier, som følger af bl.a. chartret og EMRK.

44      I denne henseende har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at mistænkte skal have ret til deres advokats fysiske tilstedeværelse under politiets indledende afhøringer og under de efterfølgende afhøringer, der foretages under retssagen forud for domsafsigelsen. Denne tilstedeværelse skal gøre det muligt for advokaten at yde denne person bistand, som ikke er abstrakt, men effektiv og konkret, og navnlig at sikre, at den afhørte mistænktes ret til et forsvar ikke krænkes (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 9.11.2018, Beuze mod Belgien, CE:ECHR:2018:1109JUD007140910, § 134, af 23.5.2019, Doyle mod Irland, CE:ECHR:2019:0523JUD005197917, § 74, af 4.6.2019, Farrugia mod Malta, CE:ECHR:2019:0604JUD006304113, § 97, og af 18.1.2022, Atristain Gorosabel mod Spanien, CE:ECHR:2022:0118JUD001550815, § 49).

45      På denne baggrund skal det fastslås, at begrebet en advokats »tilstedeværelse« som omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48 betyder, at mistænkte og tiltalte har ret til, at deres advokat er til stede, principielt fysisk, under afhøringen af dem.

46      Når dette er sagt, kan det dog ikke udelukkes, at advokatens tilstedeværelse under visse særlige omstændigheder kan sikres ved andre midler, navnlig digitale midler, forudsat at de sikrer den fulde og effektive udøvelse af retten til forsvar.

47      Retten til en advokats tilstedeværelse under afhøringen kan imidlertid gøres til genstand for midlertidige fravigelser. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48 kan medlemsstaterne således under ekstraordinære omstændigheder og udelukkende i perioden forud for retssagen midlertidigt fravige anvendelsen af de rettigheder, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 3, i det omfang det i lyset af sagens særlige omstændigheder, er begrundet i mindst et af de to »tvingende hensyn«, der er omhandlet i denne artikel 3, stk. 6, litra a) og b). Det første af disse hensyn vedrører »et hastende behov for at afværge alvorlige negative konsekvenser for en persons liv, frihed eller fysiske integritet«. Det andet hensyn kan opstå, når »en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag«.

48      I den foreliggende sag skal det fastslås, at den tjekkiske lovgivning begrænser sig til at fastsætte muligheden for, at den tilbageholdte person kan vælge en advokat, der kan være til stede under afhøringen, således at denne afhøring kan foretages uden advokatens tilstedeværelse alene af den grund, at den advokat, der er blevet valgt, ikke er til rådighed i timerne efter tilbageholdelsen.

49      Hvad i øvrigt angår den i nærværende doms præmis 28 nævnte instruks, som Den Tjekkiske Republik har henledt opmærksomheden på, bemærkes for det første, at direktivbestemmelser skal gennemføres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er specifikke, bestemte og klare nok til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som indebærer, at de af direktivet omfattede personer i det omfang, det ved det pågældende direktiv tilsigtes at skabe rettigheder for den enkelte, sættes i stand til at få fuldt kendskab til disse rettigheder (dom af 6.3.2025, Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (Whistleblowerdirektivet), C-152/23, EU:C:2025:147, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

50      For det andet kan en praksis, som ikke er bragt til offentlighedens kendskab på passende måde, i sagens natur ændres af myndighederne, således at den ikke kan anses for at udgøre en gyldig opfyldelse af en medlemsstats forpligtelser i henhold til EUF-traktaten (dom af 6.3.2025, Kommissionen mod Den Tjekkiske Republik (Whistleblowerdirektivet), C-152/23, EU:C:2025:147, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

51      Heraf følger, at den tjekkiske lovgivning i strid med de krav, der følger af artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48, ikke sikrer, at en advokat er til stede og deltager effektivt i afhøringen.

52      Det skal herefter afgøres, om den tjekkiske lovgivning kan anses for en midlertidig fravigelse af forpligtelsen i artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48, der opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 3, stk. 6. I denne henseende er Den Tjekkiske Republik af den opfattelse, at muligheden for at afhøre den mistænkte uden en advokat er begrundet i risikoen for, at straffesagen ellers ville blive hindret. I henhold til strafferetsplejelovens § 76, stk. 4, skal den pågældende nemlig løslades, hvis denne ikke inden for 48 timer efter tilbageholdelsen fremstilles for en dommer med henblik på en anmodning om varetægtsfængsling. Det er derfor nødvendigt at afhøre den pågældende inden for denne frist, eftersom vedkommende i tilfælde af løsladelse kan flygte eller påvirke eventuelle vidner.

53      Som Kommissionen med rette har gjort gældende, har strafferetsplejelovens § 67 imidlertid ikke til formål at fastlægge grundene til, at det forekommer begrundet at afhøre den nævnte person uden tilstedeværelse af en advokat, men grundene til at tilbageholde den pågældende. Ingen af de grunde, der er anført i denne nationalretlige bestemmelse, kan anses for at svare til et af de to »tvingende hensyn«, der er omhandlet i henholdsvis litra a) og b) i artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48, hvorefter medlemsstaterne midlertidigt kan fravige forpligtelsen til at sikre retten til adgang til advokatbistand. For så vidt som Den Tjekkiske Republik har henvist til grunde, der er forbundet med risikoen for at bringe straffesagen i fare, skal det navnlig fastslås, at selv om dette direktivs artikel 3, stk. 6, litra b), gør det muligt for medlemsstaterne at fastsætte en midlertidig fravigelse af denne ret i situationer, hvor »en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag«, gør hverken formålet med eller ordlyden af strafferetsplejelovens § 67 det muligt at antage, at denne bestemmelse inden for sådanne grænser har til formål at regulere en fravigelse af den nævnte ret.

54      Det fremgår imidlertid af opbygningen af og formålene med det nævnte direktiv, at de midlertidige fravigelser af retten til adgang til advokatbistand, som medlemsstaterne kan fastsætte, er udtømmende opregnet i direktivets artikel 3, stk. 5 og 6 (dom af 12.3.2020, VW (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse), C-659/18, EU:C:2020:201, præmis 42).

55      Hvad angår opbygningen af direktiv 2013/48 skal dette direktivs artikel 3, stk. 6, som en undtagelsesbestemmelse til de principper, der er indført i direktivets artikel 3, stk. 1-3, fortolkes indskrænkende. Dette direktivs artikel 8 med overskriften »Generelle betingelser for anvendelse af midlertidige fravigelser« omhandler i øvrigt for så vidt angår retten til adgang til advokatbistand udelukkende de fravigelser, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 5 eller stk. 6. I 30.-32. betragtning til direktiv 2013/48 henvises også kun til disse fravigelser (dom af 12.3.2020, VW (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse), C-659/18, EU:C:2020:201, præmis 43).

56      Hvad angår formålene med direktiv 2013/48 fremgår det dels af 4. og 6. betragtning hertil, at direktivet bl.a. tilsigter at styrke medlemsstaternes gensidige tillid til hinandens strafferetlige systemer med henblik på således at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, hvis omfang hænger snævert sammen med en række parametre, herunder mekanismerne for beskyttelse af mistænktes eller tiltaltes rettigheder. Dels fremgår det af 8. og 52. betragtning til dette direktiv, at det ligeledes har til formål at sikre et fælles niveau af mistænktes eller tiltaltes ret til en retfærdig rettergang i hele Unionen, navnlig for så vidt angår retten til adgang til advokatbistand i straffesager.

57      En fortolkning af artikel 3 i direktiv 2013/48, hvorefter den giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte andre fravigelser af retten til adgang til advokatbistand end dem, der er udtømmende opregnet i denne artikel, ville imidlertid være i strid med disse formål samt med direktivets opbygning og selve ordlyden af den nævnte artikel 3 og ville fratage denne ret dens effektive virkning (dom af 12.3.2020, VW (Retten til adgang til advokatbistand i tilfælde af udeblivelse), C-659/18, EU:C:2020:201, præmis 45).

58      På denne baggrund skal det fastslås, at en national lovgivning, der generelt tillader, at mistænkte afhøres, uden at en advokat er til stede, hvis denne ikke har kunnet kontaktes eller ikke møder op under afhøringen inden for en frist på 48 timer fra tilbageholdelsen, ikke henhører under de grunde til midlertidig fravigelse af denne ret, der er udtømmende opregnet i direktiv 2013/48, og derfor tilsidesætter den forpligtelse, der er omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 6, sammenholdt med direktivets artikel 3, stk. 3.

59      Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af Den Tjekkiske Republiks argument om, at eftersom afhøringen af den mistænkte i henhold til tjekkisk lovgivning skal finde sted inden for 48 timer efter tilbageholdelsen, idet denne person ellers skal løslades ved overskridelsen af denne frist, er det med henblik på at imødegå enhver hindring for straffesagen nødvendigt, at denne person afhøres, uden at en advokat er til stede for at bistå vedkommende, når vedkommende ikke har valgt en advokat, eller når advokaten ikke har givet møde inden for den fastsatte frist. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er der nemlig intet til hinder for, at den pågældende medlemsstat sikrer, at en advokat, der kan kontaktes, kan udpeges til denne person under sådanne omstændigheder.

60      I modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik har anført, indebærer en sådan foranstaltning ikke, at medlemsstaterne på grundlag af direktiv 2013/48 ulovligt tvinges til at udpege en advokat, der er beskikket ex officio, til den nævnte person med henblik på retshjælp, selv om dette område er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde.

61      I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at det udtrykkeligt fremgår af artikel 1, stk. 2, i direktiv 2016/1919, at dette direktiv supplerer direktiv 2013/48, idet retten til retshjælp er knyttet til udøvelsen af retten til advokatbistand. Artikel 2, stk. 1, litra a)-c), i direktiv 2016/1919 fastsætter endvidere, at direktivet finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager, som har ret til adgang til advokatbistand i medfør af direktiv 2013/48, og som enten er frihedsberøvet eller skal bistås af en advokat i henhold til EU-retten eller national ret eller skal eller har tilladelse til at overvære visse efterforsknings- eller bevissikringsforanstaltninger (dom af 8.5.2025, Barało, C-530/23, EU:C:2025:322, præmis 53).

62      Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/48 bestemmer således, at mistænkte eller tiltalte i forbindelse med en straffesag under alle omstændigheder har adgang til advokatbistand i fire tilfælde, der er opregnet i henholdsvis denne bestemmelses litra a)-d). Disse personer skal således sikres denne rettighed, for det første inden de afhøres af politiet eller af en anden retshåndhævende eller retslig myndighed, for det andet når der træffes visse efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger, for det tredje uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen og for det fjerde i tilstrækkelig god tid, inden de giver møde for en domstol med kompetence.

63      Det fremgår navnlig heraf, at en indtræden af den begivenhed, der er opregnet i artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/48, ikke alene er en betingelse for udløsning af retten til adgang til advokatbistand, men samtidigt også er det for anvendelsen af direktiv 2016/1919 og den deri fastsatte ret til retshjælp (jf. i denne retning dom af 8.5.2025, Barało, C-530/23, EU:C:2025:322, præmis 55).

64      Det fremgår ganske vist af 28. betragtning til direktiv 2013/48, at hvis mistænkte eller tiltalte frihedsberøves, har EU-lovgiver ønsket, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse personer er i stand til effektivt at udøve retten til adgang til advokatbistand, herunder ved at sørge for advokatbistand, når den pågældende ikke har en, medmindre de har givet afkald på denne ret.

65      Den pågældende medlemsstat har imidlertid flere muligheder, der overholder kravene i direktiv 2013/48, for at imødegå risikoen for, at straffesagen hindres som følge af, at den mistænkte ikke har valgt en advokat, eller som følge af, at den valgte advokat ikke har givet møde inden for den fastsatte frist. Indledningsvis bemærkes, at under de ekstraordinære omstændigheder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 6, i direktiv 2013/48, navnlig når en øjeblikkelig indsats fra efterforskningsmyndighederne er bydende nødvendig for at forhindre væsentlig skade for en straffesag, kan disse myndigheder foretage afhøring, uden at en advokat er til stede. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, og de kompetente myndigheder er af den opfattelse, at det alligevel er nødvendigt at foretage afhøringen, kan de dernæst – for at afhjælpe den mistænktes manglende valg af advokat eller den valgte advokats manglende mulighed for at være til stede under denne afhøring – ex officio udpege en tilgængelig advokat. Endelig kan afhøringen, når den mistænkte giver afkald på sin ret til adgang til advokatbistand på de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 9, ligeledes finde sted, uden at en advokat er til stede.

66      Den omstændighed, at der foreligger disse forskellige muligheder, indikerer, at overholdelsen af retten til adgang til advokatbistand, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/48, ikke på uundgåelig vis indebærer en forpligtelse for den pågældende medlemsstat til ex officio at udpege en advokat til at bistå den tilbageholdte person under afhøringen. Desuden indebærer en sådan udpegelse ikke nødvendigvis, at den tilbageholdte person i medfør af direktiv 2016/1919 skal modtage retshjælp, idet dette direktiv kun fastsætter en forpligtelse til at yde en sådan retshjælp, når visse betingelser er opfyldt.

67      Det kan følgelig ikke gøres gældende, at gennemførelsen af afhøringen, uden at advokaten er til stede, kan begrundes i den omstændighed, at den mistænktes manglende udpegelse af en advokat eller sidstnævntes manglende fremmøde inden for den fastsatte frist kan udgøre en forhalende foranstaltning fra denne mistænktes side og risikerer at hindre straffesagen.

68      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2013/48, idet denne medlemsstat ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktivs artikel 3, stk. 6, litra b), sammenholdt med dets artikel 3, stk. 3.

 Sagsomkostninger

69      I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da Den Tjekkiske Republik har tabt sagen, bør det pålægges Den Tjekkiske Republik at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.

70      I medfør af procesreglementets artikel 140, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Ungarn bærer følgelig sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Fjerde Afdeling):

1)      Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen, idet Den Tjekkiske Republik ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktivs artikel 3, stk. 6, sammenholdt med dets artikel 3, stk. 3.

2)      Den Tjekkiske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

3)      Ungarn bærer sine egne omkostninger.

Underskrifter

---

*      Processprog: tjekkisk.