Axel Dris mod Gouvernement de la Communauté française (C-131/25)

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

1. oktober 2026 (*)

» Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 18 TEUF og 21 TEUF – princippet om forbud mod forskelsbehandling – adgang til videregående uddannelse – optagelse på første år af medicinstudiet – kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende – ansøger til medicinstudiet, der har taget studentereksamen i den pågældende medlemsstat, samtidig med at den pågældende havde bopæl i en anden medlemsstat «

I sag C-131/25,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, afdelingen for lovgivning, Belgien) ved afgørelse af 28. januar 2025, indgået til Domstolen den 10. februar 2025, i sagen

Axel Dris

mod

Gouvernement de la Communauté française,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M.L. Arastey Sahún, og dommerne J. Passer, E. Regan (refererende dommer), D. Gratsias og B. Smulders,

generaladvokat: J. Richard de la Tour,

justitssekretær: fuldmægtig R. Șereș,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. januar 2026,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Axel Dris, som selvmøder,

–        den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede, bistået af avocat M. Nihoul,

–        Europa-Kommissionen ved S. Delaude, M. Konstantinidis, E. Montaguti og H. van Vliet, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. april 2026,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18, stk. 1, TEUF, artikel 21, stk. 1, TEUF, artikel 165, stk. 1, TEUF og artikel 165, stk. 2, andet led, TEUF samt artikel 14, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Axel Dris, der er luxembourgsk statsborger, og det franske fællesskab i Belgien (herefter »det franske fællesskab«) vedrørende udvælgelseskomitéens afgørelse om optagelses- og adgangseksamen til bacheloruddannelsen i medicin og odontologi (herefter »optagelses- og adgangseksamen«), hvorved det blev besluttet ikke at udstede det bevis for bestået eksamen, der var nødvendigt for, at han kunne blive optaget på første år af bacheloruddannelsen i medicin på et universitet i det franske fællesskab.

 Retsforskrifter

 Folkeretten

3        Accord particulier relatif à la coopération universitaire en formation médicale entre le Gouvernement de la Communauté française de Belgique et le Gouvernement du Grand-Duché de Luxembourg (særaftalen vedrørende universitetssamarbejde om medicinstudier mellem det franske fællesskabs regering i Belgien og regeringen i Storhertugdømmet Luxembourg), undertegnet i Bruxelles den 17. juli 2017 (Mémorial A 2017, nr. 733, herefter »aftalen mellem det franske fællesskabs regering og regeringen i Storhertugdømmet Luxembourg«), bestemmer i artikel 2:

»Hvert år kan op til 15 studerende ved Luxembourgs universitet, som har erhvervet gymnasialt eksamensbevis fra en gymnasial uddannelsesinstitution i Storhertugdømmet Luxembourg, og som opfylder Luxembourgs universitets betingelser for optagelse uden prøve, få adgang til at fortsætte på medicin- og odontologistudiets første del på et universitet i det franske fællesskab.

Disse studerende udvælges af Luxembourgs universitet blandt dem, der det pågældende år har bestået første år af »Bachelor académique en sciences de la vie – filière médecine« [(biovidenskabelig bachelor – studieretning medicin)] og efter det første års afsluttende eksamen er blevet placeret tilstrækkeligt højt på den rangliste, hvorefter pladserne tildeles ud fra opnået resultat i forhold til det generelle gennemsnit.

De nærmere driftsmæssige bestemmelser for samarbejdet fastsættes ved tværuniversitære særaftaler mellem Luxembourgs universitet og de berørte universiteter i det franske fællesskab.«

 EU-retten

 EUF-traktaten

4        Artikel 18, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

5        Artikel 21, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.«

 Belgisk ret

 Dekretet af 16. juni 2006

6        Artikel 1 i décret de la Communauté française, du 16 juin 2006, régulant le nombre d’étudiants dans certains cursus de premier cycle de l’enseignement supérieur (det franske fællesskabs dekret af 16.6.2006 om regulering af antallet af studerende på første studieår af visse videregående uddannelser) (Moniteur belge af 6.7.2006, s. 34055) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »dekretet af 16. juni 2006«), bestemmer:

»I dette dekret forstås ved hjemmehørende studerende en studerende, der på tidspunktet for optagelse ved en højere uddannelsesinstitution godtgør, at vedkommendes hovedbopæl er i Belgien, og at den pågældende opfylder en af følgende betingelser:

1°      Den studerende har ret til at opholde sig permanent i Belgien.

2°      Den studerende har haft hovedbopæl i Belgien i mindst 15 måneder på tidspunktet for sin optagelse ved en højere uddannelsesinstitution og har på samme tid udøvet en lønnet eller ulønnet erhvervsaktivitet dér eller modtaget overførselsindkomst ydet af et belgisk offentligt organ.

[...]

7°      Den studerende har haft hovedbopæl i Belgien i mindst tre år på tidspunktet for sin optagelse ved en højere uddannelsesinstitution.

[...]

Ved »ret til permanent ophold i henhold til stk. 1, nr. 1« forstås for statsborgere i andre medlemsstater i Den Europæiske Union den ret, der anerkendes i henhold til artikel 16 og 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område[, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2005, L 197, s. 34)] [...]«

 Dekretet af 29. marts 2017

7        Artikel 1 i décret de la Communauté française, du 29 mars 2017, relatif aux études de sciences médicales et dentaires (det franske fællesskabs dekret af 29.3.2017 om medicin- og odontologistudierne) (Moniteur belge af 14.4.2017, s. 51063) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »dekretet af 29. marts 2017«), bestemmer i stk. 1:

»Adgangen til medicinstudiets første del og odontologistudiets første del med henblik på opnåelse af den grad, der tildeles for dette, er forbeholdt studerende, som opfylder de almindelige betingelser for optagelse på studiets første del i henhold til artikel 107 i décret du 7 novembre 2013 définissant le paysage de l’enseignement supérieur et l’organisation académique des études [(dekret af 7.11.2013 om definition af det videregående uddannelseslandskab og den akademiske tilrettelæggelse af studierne)] [(Moniteur belge af 18.12.2013, s. 99347)], og som er i besiddelse af et adgangsbevis udstedt efter bestået optagelses- og adgangseksamen til medicinstudiets og/eller odontologistudiets første del, herefter benævnt »optagelses- og adgangseksamen«.«

8        Dekretets artikel 6 foreskriver:

»Stk. 1.      Senest tre dage efter bedømmelsesmødet meddeler formanden for udvælgelseskomitéen ansøgerne via [Académie de recherche et d’enseignement supérieur (akademiet for forskning og videregående uddannelse, Belgien) (ARES)] resultaterne af optagelses- og adgangseksamenen og sender listen over de udvalgte ansøgere til de universitetsinstitutioner, der har kompetence til at udbyde og udbyder første del af medicin- og/eller odontologistudiet.

Senest ti dage efter afholdelsen af optagelses- og adgangseksamenen udsteder udvælgelseskomitéen via ARES adgangsbevis til de ansøgere, der har bestået optagelses- og adgangseksamen. Med forbehold af øvrige optagelsesbetingelser indskrives studerende, der er i besiddelse af dette adgangsbevis, ved den universitetsinstitution, der er angivet ved tilmeldingen til eksamen i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3.

Dette adgangsbevis er alene gyldigt med henblik på optagelse på det næstfølgende akademiske år. Det er personligt og kan ikke overdrages. I tilfælde af force majeure, behørigt vurderet af udvælgelseskomitéen for optagelses- og adgangseksamen, kan dette adgangsbevis benyttes i løbet af de to følgende akademiske år.

Stk. 2.      Ved afgørelsen anvender udvælgelseskomitéen følgende ordning: På hver studieretning fastsættes et antal T svarende til det samlede antal ansøgere, der har bestået den i artikel 1 nævnte optagelses- og adgangseksamen, og på hver studieretning et antal NR svarende til det antal ansøgere, der har bestået optagelses- og adgangseksamen, og som ikke anses for hjemmehørende studerende som omhandlet i artikel 1 i dekretet af 16. juni 2006 [...]

Når forholdet mellem tallet NR og tallet T overstiger 30%, foretager udvælgelseskomitéen en klassificering af de ansøgere, der har bestået adgangs- og optagelseseksamen, og som ikke kan anses for hjemmehørende, med henblik på at afgøre, hvem der skal tildeles adgangsbeviset. Udvælgelseskomitéen rangerer disse ansøgere i faldende orden efter den enkelte ansøgers samlede opnåede karakter ved optagelses- og adgangseksamen. Udvalget udsteder adgangsbevis til de ansøgere, der har bestået optagelses- og adgangseksamen, efter deres placering på ranglisten, indtil andelen af ansøgere, der ikke kan anses for hjemmehørende studerende, svarer til 30% af det samlede antal beståede ansøgere.

Efter denne procedure fastsættes for hver studieretning et antal L svarende til det antal studerende, der modtager adgangsbevis efter bestået eksamen.«

9        Dekretets artikel 17a har følgende ordlyd:

»Nærværende dekrets artikel 1-7 finder ikke anvendelse på studerende, som i kraft af aftalen [mellem det franske fællesskabs regering og regeringen i Storhertugdømmet Luxembourg] har adgang til at fortsætte på lægestudiets første del på et universitet.«

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

10      Axel Dris er en luxembourgsk statsborger med bopæl i en kommune i Storhertugdømmet Luxembourg, der ligger tæt på grænsen til Kongeriget Belgien. Han tog sin studentereksamen ved en uddannelsesinstitution i Arlon (Belgien).

11      Den 5. juli 2022 gik han til optagelses- og adgangseksamen på medicin- og odontologistudiet som omhandlet i artikel 1 i dekretet af 29. marts 2017 og bestod den.

12      Da Axel Dris ikke kunne anses for at være hjemmehørende studerende i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1 i dekretet af 16. juni 2006, blev han i medfør af artikel 6, stk. 2, i dekretet af 29. marts 2017 underlagt den kvoteordning, der finder anvendelse på ikkehjemmehørende studerende (herefter »kvoteordningen for ikkehjemmehørende studerende«), bl.a. for så vidt angår optagelsen på første år af bacheloruddannelsen i medicin. Henset til hans resultater og indplacering blandt disse studerende besluttede udvælgelseskomitéen for optagelses- og adgangseksamen ikke at udstede det bevis for bestået eksamen, der var nødvendigt for, at han kunne blive optaget på et universitet i det franske fællesskab med henblik på at påbegynde disse studier.

13      Den 12. september 2022 anlagde han sag ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, afdelingen for lovgivning, Belgien), som er den forelæggende ret, med principal påstand dels om udsættelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen om afslag på at udstede et bevis for bestået eksamen til ham i henhold til den særlige hasteprocedure, dels om annullation af den nævnte afgørelse. Hans påstand om udsættelse blev forkastet ved dom af 27. september 2022.

14      Axel Dris har for denne ret for det første anført, at han som luxembourgsk statsborger, der er i besiddelse af et studentereksamensbevis udstedt i Belgien, er genstand for en uberettiget forskelsbehandling i forhold til tre kategorier af studerende. Han er af den opfattelse, at han for det første er blevet forskelsbehandlet i forhold til luxembourgske statsborgere, der har et studentereksamensbevis udstedt i Luxembourg, og som følgelig har adgang til at blive optaget på bacheloruddannelsen i medicin ved et universitet i det franske fællesskab, for det andet i forhold til studerende, der har et studentereksamensbevis udstedt i Belgien, som – idet de anses for at være hjemmehørende i Belgien i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1 i dekretet af 16. juni 2006 – ikke er underlagt kvoteordningen for ikkehjemmehørende studerende, og for det tredje i forhold til studerende, der har et studentereksamensbevis, der er udstedt i Luxembourg, og som anses for at være hjemmehørende i artikel 1’s forstand, og som heller ikke er underlagt denne kvoteordning.

15      Axel Dris har for det andet anført, at artikel 1 i dekretet af 16. juni 2006 og artikel 1, 6 og 17a i dekretet af 29. marts 2017 samt dekret af 20. december 2017 om godkendelse af aftalen mellem det franske fællesskabs regering og regeringen i Storhertugdømmet Luxembourg bl.a. tilsidesætter artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF, for så vidt som disse nationale bestemmelser ikke tager hensyn til situationen for studerende, der studerer uden for hjemlandet, for så vidt angår optagelses- og adgangseksamen, navnlig henset til den særlige ordning, der er fastsat til fordel for luxembourgske studerende.

16      I denne henseende er Axel Dris i første række af den opfattelse, at hans situation svarer til situationen for en luxembourgsk studerende, der påbegynder første studieår på medicinstudiet i Luxembourg, eftersom han i denne henseende opfylder samtlige optagelsesbetingelser.

17      I anden række befinder han sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for studerende, der anses for hjemmehørende som omhandlet i den i hovedsagen relevante nationale lovgivning, eftersom han har tilbagelagt hele sin skolegang i Belgien, og hans væsentligste tilknytningsmomenter, navnlig personlige og sociale bånd, befinder sig i denne medlemsstat.

18      Idet den forelæggende ret har anført, at sagsøgeren i hovedsagens interesse i at anfægte den særlige ordning, der er fastsat i den aftale, der er nævnt i denne doms præmis 15, for studerende, der har påbegyndt deres medicinstudier ved universitetet i Luxembourg, er af indirekte og hypotetisk karakter, er den forelæggende ret af den opfattelse, at Domstolen skal anmodes om at oplyse, om kvoteordningen for ikkehjemmehørende studerende, for så vidt som den finder anvendelse på ansøgere, der befinder sig i en situation som den, sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i, er forenelig med EU-retten, navnlig artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF.

19      På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, afdelingen for lovgivning) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i artikel 18, stk. 1, [TEUF] og artikel 21, stk. 1, [TEUF] i sig selv eller sammenholdt med [artikel 165, stk. 1, TEUF og artikel 165, stk. 2, andet led, TEUF] og med artikel 14, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de er til hinder for et adgangsbegrænsningssystem som det, der er indført ved artikel 1 i [dekretet af 16. juni 2006] og artikel 1, 6 og 17a i [dekretet af 29. marts 2017], som [fastsætter en kvoteordning for] »ikkehjemmehørende« studerendes adgang til [medicinstudier på universitetet] med det formål at opretholde [en] god sundhedstjeneste og at sikre kvaliteten af rammerne under uddannelsen og garantere beskyttelsen af den offentlige sundhed henset til den store andel af ikkehjemmehørende studerende, der forlader landet efter endt lægeuddannelse?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

20      Indledningsvis bemærkes, at der for det første gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en hensigtsmæssig besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. dom af 13.7.2000, Idéal tourisme, C-36/99, EU:C:2000:405, præmis 20, og af 13.11.2025, Oti, C-525/23, EU:C:2025:877, præmis 38).

21      I det foreliggende tilfælde vedrører det præjudicielle spørgsmål, for så vidt som det angår artikel 17a i dekretet af 29. marts 2017, optagelsesbetingelserne for visse studerende, der har påbegyndt deres medicinstudier ved universitetet i Luxembourg efter at have gennemført en bacheloruddannelse i medicin på et universitet i det franske fællesskab, som er reguleret ved den aftale, der er indgået mellem regeringen for det franske fællesskab i Belgien og Storhertugdømmet Luxembourgs regering.

22      Som den forelæggende ret har anført, adskiller denne situation sig imidlertid fra den i hovedsagen omhandlede situation, som vedrører betingelserne for optagelse på et universitet i det franske fællesskab på første år af bacheloruddannelsen i medicin, som er reguleret i artikel 1 i dekretet af 16. juni 2006 og i artikel 1 i dekretet af 29. marts 2017.

23      Det præjudicielle spørgsmål kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører foreneligheden med EU-retten af den nationale bestemmelse, der er nævnt i denne doms præmis 21, og som ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

24      For det andet skal det bemærkes, at der ved den forelæggende ret er anlagt sag, hvorved sagsøgeren i hovedsagen har anfægtet anvendelsen af kvoteordningen for ikkehjemmehørende studerende på sin situation, idet han, til trods for at være bosiddende i Luxembourg, har afsluttet sin skolegang i Belgien og fået et studentereksamensbevis af en belgisk uddannelsesinstitution.

25      Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der for så vidt angår optagelse på det første studieår af medicinstudiet anvender en kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende på ansøgere, der har gennemført en væsentlig del af deres skolegang i denne medlemsstat, og som dér har fået deres studentereksamensbevis, samtidig med at de har haft bopæl i en anden medlemsstat.

26      I denne forbindelse skal det bemærkes, at Domstolen i den sag, der førte til dommen af 13. april 2010, Bressol m.fl. (C‑73/08, i det følgende benævnt »dommen i sagen Bressol m.fl.«, EU:C:2010:181), allerede har behandlet den nationale lovgivning, der er genstand for hovedsagen, i en tidligere gældende udgave, som navnlig vedrørte forskellige medicinske og paramedicinske uddannelser ud over det medicinstudium, der er genstand for den foreliggende sag.

27      I den nævnte dom og i sin efterfølgende praksis har Domstolen fastslået, at selv om medlemsstaterne i henhold til artikel 165, stk. 1, TEUF er kompetente med hensyn til undervisningsindholdet og opbygningen af deres respektive uddannelsessystemer, skal de udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten og navnlig traktatens bestemmelser om retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 28, og dom af 26.2.2015, Martens, C-359/13, EU:C:2015:118, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

28      Det står desuden medlemsstaterne frit for at vælge mellem et uddannelsessystem baseret på fri adgang til uddannelse uden adgangsbegrænsning for de studerende og et uddannelsessystem baseret på en reguleret adgang, hvorved de studerende udvælges. Når de har valgt en af disse ordninger eller en kombination heraf, skal den valgte ordnings funktionsmåde imidlertid overholde EU-retten, herunder især princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 29).

29      Det følger desuden af Domstolens praksis, at enhver unionsborger kan påberåbe sig artikel 18 TEUF om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i alle de situationer, der hører under EU-rettens materielle anvendelsesområde, og at der hertil hører situationer, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område i henhold til artikel 21 TEUF (dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 13.11.2018, Raugevicius, C-247/17, EU:C:2018:898, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

30      Studerende som sagsøgeren i hovedsagen kan således påberåbe sig den i artikel 18 TEUF og 21 TEUF fastsatte ret til at færdes og opholde sig frit på en medlemsstats område uden at blive udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 33).

31      I denne henseende må en national retsforskrift, medmindre den er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål, anses for at udgøre forbudt indirekte forskelsbehandling, når den efter selve sin karakter er egnet til i højere grad at berøre statsborgere i andre medlemsstater end medlemsstatens egne statsborgere og dermed risikerer navnlig at stille førstnævnte ringere (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

32      I det foreliggende tilfælde indfører en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, ved at underlægge ikkehjemmehørende studerende en kvoteordning og dermed ved at begrænse disse studerendes adgang til bl.a. medicinstudiet, en forskellig behandling mellem hjemmehørende og ikkehjemmehørende studerende.

33      Et bopælskrav opfyldes lettere af indenlandske statsborgere, der som oftest har bopæl i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, i det foreliggende tilfælde Belgien, end af statsborgere i andre medlemsstater, hvis bopæl derimod som oftest er beliggende i en anden medlemsstat. Dette er så meget desto mere tilfældet, når egenskaben af »hjemmehørende studerende« i lighed med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke alene kræver, at vedkommende har sin hovedbopæl i Belgien, men desuden, at en af de øvrige betingelser, der er fastsat i denne lovgivning, bl.a. betingelsen om at have ret til tidsubegrænset ophold i Belgien, er opfyldt. Heraf følger, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede efter selve sin karakter i højere grad kan berøre statsborgere fra andre medlemsstater end Kongeriget Belgien end denne medlemsstats statsborgere, og at den således særligt stiller de førstnævnte ringere (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 45 og 46).

34      I lyset af de betragtninger, der er nævnt i denne doms præmis 31, udgør den forskellige behandling, der er indført ved en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, følgelig indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt, medmindre den er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål. For at være begrundet skal den være egnet til at sikre opfyldelsen af et lovligt mål og ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, CU og ND (Social bistand – indirekte forskelsbehandling), C-112/22 og C-223/22, EU:C:2024:636, præmis 53).

35      For det første fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning har til formål at opretholde en god sundhedstjeneste, at sikre kvaliteten af de rammer, der er under uddannelsen, og at beskytte den offentlige sundhed.

36      I denne henseende bemærkes, at den tidligere version af denne lovgivning, som Domstolen, således som det er anført i denne doms præmis 26, skulle træffe afgørelse om i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Bressol m.fl., havde de samme formål. I denne henseende præciserede Domstolen, at de begrundelser, der vedrører uddannelsens kvalitet, er sammenfaldende med dem, der er knyttet til beskyttelsen af den offentlige sundhed, når den pågældende uddannelse henhører under sundhedsområdet, således som det er tilfældet med de medicinstudier, der er genstand for den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 54).

37      Domstolen har i øvrigt fastslået, at en forskellig behandling, som indirekte er begrundet i nationalitet, kan begrundes i formålet om at opretholde en god, stabil sundhedstjeneste, som alle har adgang til, for så vidt som den bidrager til at opnå et højt niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed (dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 62).

38      Eftersom den kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, forfølger et sådant legitimt formål, skal det for det andet vurderes, om den er forholdsmæssig i forhold til dette formål, henset til de principper, der er nævnt i denne doms præmis 34.

39      For det første skal det godtgøres, at der foreligger en faktisk risiko for beskyttelsen af den offentlige sundhed, eftersom en sådan konstatering udgør den forudsætning, som denne lovgivnings eventuelle forholdsmæssighed afhænger af.

40      Hvad i denne henseende angår tilgængeligheden af sundhedsydelser på det pågældende område har Domstolen fastslået, at det må anerkendes, at en mangel på sundhedspersonale kan rejse alvorlige problemer for beskyttelsen af den offentlige sundhed, og at forebyggelse af denne risiko fordrer, at et tilstrækkeligt antal færdiguddannede etablerer sig i området for dér at udøve det lægeerhverv, som de videregående uddannelser, der er genstand for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, har uddannet dem til (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 68).

41      Under disse omstændigheder påhviler det de kompetente nationale myndigheder at godtgøre, at sådanne risici rent faktisk foreligger. Det følger nemlig af fast retspraksis, at det påhviler den medlemsstat, som ønsker at påberåbe sig et mål, der kan begrunde en restriktion for en grundlæggende frihed, at bevise, at den pågældende foranstaltning faktisk opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet, idet de hensyn, der kan påberåbes af denne medlemsstat, skal ledsages af en analyse af egnetheden og nødvendigheden af den foranstaltning, der er truffet for at nå målet, såvel som af præcise oplysninger til støtte for dens argumentation (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 71 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 10.7.2025, INTERZERO m.fl., C-254/23, EU:C:2025:569, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

42      I denne henseende har Domstolen fastslået, at når der er tale om en risiko for beskyttelsen af den offentlige sundhed, skal en sådan analyse bl.a. tage hensyn til det krævede antal færdiguddannede, der skal bosætte sig i det franske fællesskab for dér at udøve et sundhedsfagligt erhverv, for at sikre en tilstrækkelig adgang til sundhedsydelser. Den nævnte analyse kan ikke være begrænset til, afhængigt af de omhandlede studerendes bopælsstat før de påbegyndte deres videregående uddannelse, at angive tal for den ene eller anden gruppe af studerende og særligt ikke være baseret på en ekstrapolering, ifølge hvilken samtlige ikkehjemmehørende studerende efter endt uddannelse etablerer sig i den stat, hvor de havde deres bopæl, før de påbegyndte deres studier, for dér at udøve det erhverv, som de har uddannet sig til. Følgelig skal den nævnte analyse tage hensyn til, hvilken betydning gruppen af ikkehjemmehørende studerende har for opfyldelsen af målet om at sikre, at der er uddannet personale til rådighed i det franske fællesskab. Endvidere skal der tages hensyn til dels muligheden for, at hjemmehørende studerende efter endt uddannelse vælger at udøve deres erhverv i en anden stat end Kongeriget Belgien, dels det omfang, hvori personer, som ikke har studeret i det franske fællesskab, efterfølgende vælger at etablere sig dér for at udøve et sådant erhverv dér (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 72 og 73).

43      Hvis det for det andet fastslås, at der foreligger en sådan risiko for beskyttelsen af den offentlige sundhed, skal det i overensstemmelse med de principper, der er nævnt i denne doms præmis 34, fastslås, om en kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende, der er fastsat i en medlemsstats lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, kan anses for egnet til at sikre opfyldelsen af formålet om at beskytte den offentlige sundhed, for så vidt som en sådan kvoteordning faktisk kan forøge antallet af færdiguddannede, der på sigt er indstillede på at bidrage til at sikre adgangen til sundhedsydelser på denne medlemsstats område (jf. i denne retning dommen i sagen Bressol m.fl., præmis 75 og 76).

44      Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse synes det i denne henseende ikke udelukket, således som den belgiske regering har gjort gældende, at den logiske følge af kvoteordningen for ikkehjemmehørende studerende, dvs. adgang til det første år af medicinstudiet for et vist antal studerende, der, inden de påbegynder deres videregående uddannelse, opfylder et bopælskrav, der gør det muligt at fastslå, at der foreligger en reel og faktisk tilknytning til det belgiske samfund, bidrager til opfyldelsen af formålet om at sikre, at et tilstrækkeligt antal færdiguddannede efter afslutningen på deres studier ved et universitet i det franske fællesskab etablerer sig på fransk fællesskabs område med henblik på dér at udøve det sundhedsfaglige erhverv, som disse studier har uddannet dem til.

45      Det fremgår nemlig af Domstolens praksis, at det kan antages, at sandsynligheden for, at en studerende etablerer sig erhvervsmæssigt i en medlemsstat efter afslutningen af de videregående studier, er større for studerende, der er bosiddende i denne stat på tidspunktet for den videregående uddannelses start, end for ikkebosiddende studerende (jf. i denne retning dom af 20.6.2013, Giersch m.fl., C-20/12, EU:C:2013:411, præmis 67).

46      For det tredje må en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, således som det følger af de principper, der er nævnt i denne doms præmis 34, ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det påberåbte formål om beskyttelse af den offentlige sundhed.

47      Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, rejser den tvist, der verserer for den forelæggende ret, nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt dette er tilfældet for en medlemsstats lovgivning, hvoraf det følger, at ansøgere, der har gennemført en væsentlig del af deres skolegang i denne medlemsstat, og som dér har fået deres studentereksamensbevis, samtidig med at de har haft bopæl i en anden medlemsstat, henhører under kategorien ikkehjemmehørende studerende, der er underlagt en kvoteordning som den i hovedsagen omhandlede.

48      I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at et bopælskrav kan være uforholdsmæssigt, såfremt det efter sin karakter er for ekskluderende, idet det utilbørligt prioriterer en omstændighed, der ikke nødvendigvis er det eneste relevante element for den reelle og faktiske grad af tilknytning til en medlemsstat (jf. i denne retning dom af 20.6.2013, Giersch m.fl., C-20/12, EU:C:2013:411, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

49      I denne henseende følger det af præmis 61 og 62 i dom af 15. marts 2005, Bidar (C-209/03, EU:C:2005:169), at den omstændighed, at en studerende har gennemført en væsentlig del af sin gymnasieuddannelse i en medlemsstat, kan skabe en reel tilknytning til samfundet i denne medlemsstat for denne studerende.

50      Som generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, kan integrationen som sådan i en medlemsstats uddannelsessystem, på den ene side, og gennemførelsen af tilknyttede aktiviteter og udviklingen af sociale relationer, som er et supplement, der er uløseligt forbundet med gennemførelsen af studier inden for dette system, på den anden side, skabe en reel og faktiske grad af tilknytning mellem den pågældende elev eller studerende og denne medlemsstat.

51      I denne sammenhæng skal det præciseres, at denne reelle og faktiske grad af tilknytning til en medlemsstat, der følger af den skolegang, der er gennemført i denne medlemsstat, ikke drages i tvivl alene af den grund, at de pågældende studerende, såsom sagsøgeren i hovedsagen, pendler mellem en anden medlemsstat, hvor de bor, og den medlemsstat, hvor de følger deres videregående skoleuddannelse. Det samme gælder følgelig sandsynligheden for, at personer, der har udviklet en sådan tilknytning, vil etablere sig erhvervsmæssigt i sidstnævnte medlemsstat efter afslutningen af deres videregående uddannelse.

52      Det skal i denne henseende bemærkes, at Domstolen i dom af 20. juni 2013, Giersch m.fl. (C-20/12, EU:C:2013:411), som vedrørte en national lovgivning, der tildelte økonomisk støtte til videregående uddannelse, fastslog, at den ordning, der var indført ved denne lovgivning, var for ekskluderende, eftersom den nævnte lovgivning ved at fastsætte et krav om forudgående bopæl for den studerende på den pågældende medlemsstats område, dvs. Storhertugdømmet Luxembourg, begunstigede et forhold, som ikke nødvendigvis var det eneste repræsentative indikator for den pågældendes reelle grad af tilknytning til denne medlemsstat. Domstolen fastslog, at tilstedeværelsen af en rimelig sandsynlighed for, at en studerende, der modtog den pågældende støtte, ville etablere sig erhvervsmæssigt i Luxembourg efter endt videregående uddannelse i såvel Luxembourg som i et andet land, kunne godtgøres på grundlag af denne studerendes tilstrækkelige tilknytning til Luxembourg som følge af den omstændighed, at den nævnte studerende boede, enten alene eller sammen med sine forældre, der fortsat forsørgede den pågældende, i en medlemsstat, der grænsede op til Storhertugdømmet Luxembourg, og at den pågældendes forældre i en længere periode havde udøvet deres erhvervsmæssige virksomhed i Luxembourg som grænsearbejdere og boede i nærheden af sidstnævnte medlemsstat (jf. i denne retning dom af 20.6.2013, Giersch m.fl., C-20/12, EU:C:2013:411, præmis 75-77 og 82 og den deri nævnte retspraksis).

53      Sådanne betragtninger er ligeledes relevante, når den reelle og faktiske grad af tilknytning til den pågældende medlemsstat som følge af de aktiviteter, der udøves dér, følger af den omstændighed, at de studerende selv pendler til den nævnte medlemsstat, hvor de på samme måde som sagsøgeren i hovedsagen tilbagelægger en væsentlig del af deres skolegang og dér får udstedt deres studentereksamensbevis.

54      Det fremgår imidlertid af de sagsakter, som Domstolen råder over, og af drøftelserne i retsmødet for denne, at der ikke inden for rammerne af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er taget højde for, at det med henblik på at nå målet om beskyttelse af den offentlige sundhed på grundlag af andre krav end bopælskravet i denne lovgivning ville kunne fastslås, at der foreligger en reel og faktisk tilknytning til Kongeriget Belgien.

55      Følgelig går en medlemsstats lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, og som for så vidt angår optagelse på første år af medicinstudiet udelukkende på grundlag af et bopælskrav indfører en kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende og dermed indfører en forskellig behandling af på den ene side hjemmehørende studerende og på den anden side ikkehjemmehørende studerende, uden at der er fastsat bestemmelser om, at der for så vidt angår sidstnævnte kan tages hensyn til den reelle og faktiske tilknytning til denne medlemsstat, der følger af, at de har gennemført en væsentlig del af deres skolegang i den pågældende medlemsstat og har fået deres studentereksamensbevis dér, ud over, hvad der er nødvendigt for at nå et sådant legitimt mål.

56      Det følger heraf, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, ikke opfylder de krav, der følger af proportionalitetsprincippet.

57      Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der for så vidt angår optagelse på det første studieår på medicinstudiet anvender en kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende på ansøgere, der har gennemført en væsentlig del af deres skolegang i denne medlemsstat, og som dér har fået deres studentereksamensbevis, samtidig med at de har haft bopæl i en anden medlemsstat.

 Sagsomkostninger

58      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der for så vidt angår optagelse på det første studieår på medicinstudiet anvender en kvoteordning for ikkehjemmehørende studerende på ansøgere, der har gennemført en væsentlig del af deres skolegang i denne medlemsstat, og som dér har fået deres studentereksamensbevis, samtidig med at de har haft bopæl i en anden medlemsstat.

Underskrifter

---

*      Processprog: fransk.