Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Oradea mod M.G.D (C-280/25)
Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Oradea mod M.G.D
AI summary
Domstolens dom (Store Afdeling)
Fakta
Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Înalta Curte de Casaţie şi Justiţie (kassationsdomstol, Rumænien) om fortolkningen af artikel 2 TEU og artikel 4, stk. 2 og 3, TEU, artikel 2, stk. 2, TEUF og artikel 325, stk. 1, TEUF, artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret) samt artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 2 og 9 i konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (BFI-konventionen).
Lovlig spørgsmål
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU og artikel 4, stk. 2 og 3, TEU, artikel 2, stk. 2, TEUF og artikel 325, stk. 1, TEUF, artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53 i chartret samt artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 2 og 9 i BFI-konventionen.
Dom og forargelse
Domstolen (Store Afdeling) har besluttet, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 53 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke kræver, at der rejses tvivl om en retskraftig retsafgørelse, hvorved det er blevet fastslået, at forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmænd, der har begået grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, er udløbet i henhold til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), således som denne er fastsat i Înalta Curte de Casaţie şi Justiţies (kassationsdomstol, Rumænien) afgørelse nr. 67/2022 af 25. oktober 2022. Bortset fra et sådant tilfælde forbyder disse EU-retlige bestemmelser derimod de rumænske domstole at anvende denne nationale beskyttelsesnorm i forbindelse med strafforfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser.
Signifikans
Domstolens dom har betydning for fortolkningen af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, og vil have konsekvenser for strafforfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser.
DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
16. juli 2026 ( *1 )
Indhold
|
I. Retsforskrifter |
|
|
A. Folkeretten |
|
|
B. EU-retten |
|
|
1. BFI-konventionen |
|
|
2. Afgørelse 2008/40/RIA |
|
|
3. Direktiv (EU) 2017/1371 |
|
|
4. Forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 |
|
|
5. Afgørelse 2007/436/EF og 2014/335/EU, Euratom |
|
|
C. Rumænsk ret |
|
|
1. Den rumænske forfatning |
|
|
2. Straffeloven af 1968 |
|
|
3. Straffeloven af 2009 |
|
|
4. Praksis fra Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) |
|
|
5. Nøddekret nr. 71/2022 |
|
|
6. Kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 |
|
|
7. Lov nr. 241/2005 |
|
|
II. Retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål |
|
|
III. Retsforhandlingerne for Domstolen |
|
|
IV. De præjudicielle spørgsmål |
|
|
A. Det første spørgsmål |
|
|
B. Det andet spørgsmål |
|
|
1. Formaliteten |
|
|
2. Realiteten |
|
|
a) Lin-dommen |
|
|
1) Vurderingen i Lin-dommen af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 |
|
|
2) Vurderingen i Lin-dommen af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 |
|
|
i) Kvalificeringen af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, i lyset af chartrets artikel 49 |
|
|
ii) Vurderingen af den systemiske risiko, der følger af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 |
|
|
b) Anvendelsen af Lin-dommen i lyset af det forfatningsretlige princip om forbud mod anvendelse af lex tertia i strafferetten |
|
|
c) Anvendelsen i Lin-dommen af betingelsen om systemisk risiko for straffrihed |
|
|
d) Anvendelse af Lin-dommen på forhold, der er endeligt forældet, i medfør af den nationale beskyttelsesnorm, som er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 |
|
|
1) Anvendelse af Lin-dommen på en sag, hvor det ved en retsafgørelse endeligt er fastslået, at forældelsesfristen for strafansvar er udløbet |
|
|
2) Anvendelsen af Lin-dommen på strafforfølgning, for hvilken forældelsesfristens udløb ikke er blevet fastslået ved en endelig retsafgørelse |
|
|
i) Datoen for ikrafttrædelsen af de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1 |
|
|
ii) Hvorvidt de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, er klare og forudsigelige |
|
|
e) EMRK’s artikel 7 |
|
|
V. Sagsomkostninger |
»Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – artikel 325, stk. 1, TEUF – konvention udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser – artikel 2, stk. 1 – forpligtelse til at træffe afskrækkende og effektive foranstaltninger for at bekæmpe svig, der skader Unionens finansielle interesser – forpligtelse til at fastsætte strafferetlige sanktioner – grove tilfælde af svig til skade for Unionens finansielle interesser – begreb – forældelsesfrist for strafansvar – beskyttelsesnorm vedrørende princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (princippet om lex mitior) – forpligtelse for retterne i en medlemsstat til at undlade at anvende retspraksis fra den øverste domstol i denne medlemsstat, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten – anvendelse af dom af 24. juli 2023, Lin (C-107/23 PPU, EU:C:2023:606) – forfatningsmæssigt forbud mod anvendelse af lex tertia – allerede indtrådt forældelse – forudsigeligheden af de betingelser, der er fastsat i denne dom – den nævnte doms forenelighed med artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950«
I sag C-280/25 [Lin II] ( i ),
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Înalta Curte de Casaţie şi Justiţie (kassationsdomstol, Rumænien) ved afgørelse af 13. marts 2025, indgået til Domstolen den 10. april 2025, i straffesagen mod
M.G.D.,
procesdeltagere:
Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Oradea,
Statul român – Agenţia Naţională de Administrare Fiscală prin Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Cluj-Napoca, prin Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Satu Mare,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, T. von Danwitz, afdelingsformændene C. Lycourgos (refererende dommer), I. Jarukaitis, M.L. Arastey Sahún, I. Ziemele, J. Passer og M. Condinanzi samt dommerne N. Piçarra, A. Kumin, N. Jääskinen, D. Gratsias, B. Smulders, S. Gervasoni og N. Fenger,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: fuldmægtig R. Șereș,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 7. oktober 2025,
efter at der er afgivet indlæg af:
|
– |
den rumænske regering ved M. Chicu, E. Gane, L. Ghiță og L. Liţu, som befuldmægtigede, og G. Rădășanu som sagkyndig, |
|
– |
Europa-Kommissionen ved F. Blanc, I.V. Rogalski, C. Valero og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede, |
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. december 2025,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU og artikel 4, stk. 2 og 3, TEU, artikel 2, stk. 2, TEUF og artikel 325, stk. 1, TEUF, artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 2 og 9 i konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, undertegnet i Bruxelles den 26. juli 1995 og knyttet som bilag til Rådets retsakt af 26. juli 1995 (EFT 1995, C 316, s. 48, herefter »BFI-konventionen«). |
|
2 |
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en kassationsappel iværksat af Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Oradea (anklagemyndigheden ved appeldomstolen i Oradea, Rumænien) ved Înalta Curte de Casaţie şi Justiţie (kassationsdomstol, Rumænien) (herefter »kassationsdomstolen«) til prøvelse af den dom, som Curtea de Appel Oradea (appeldomstolen i Oradea, Rumænien) afsagde den 21. marts 2024, og hvorved det blev besluttet at afslutte straffesagen mod M.G.D. med den begrundelse, at forældelsesfristen for strafansvaret for medvirken til afgiftssvig, som den pågældende blev foreholdt, var udløbet. |
I. Retsforskrifter
A. Folkeretten
|
3 |
Artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«) bestemmer: »1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.« |
B. EU-retten
1. BFI-konventionen
|
4 |
BFI-konventionens artikel 1, der har overskriften »Generelle bestemmelser«, fastsætter følgende: »1. I denne konvention betragtes som svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser: [...]
2. Med forbehold af artikel 2, stk. 2, træffer hver medlemsstat de fornødne, egnede foranstaltninger for at gennemføre bestemmelserne i stk. 1 i deres nationale strafferet på en sådan måde, at den deri omhandlede adfærd betragtes som en strafbar handling. 3. Med forbehold af artikel 2, stk. 2, træffer hver medlemsstat endvidere de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forsætlig udfærdigelse eller levering af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter med den i stk. 1 beskrevne følge betragtes som en strafbar handling, hvis denne adfærd ikke allerede er strafbar enten som en selvstændig lovovertrædelse eller som medvirken eller anstiftelse til eller forsøg på svig som defineret i stk. 1. [...]« |
|
5 |
Konventionens artikel 2 med overskriften »Sanktioner« bestemmer følgende: »1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 1 nævnte adfærd samt medvirken, anstiftelse eller forsøg i forbindelse med den [i] artikel 1, stk. 1, nævnte adfærd kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder, i hvert fald i grove tilfælde af svig, frihedsstraf, der kan medføre udlevering, idet der ved grove tilfælde af svig forstås svig, som vedrører et mindstebeløb, der fastsættes i hver medlemsstat. Dette mindstebeløb kan ikke fastsættes højere end 50000 [EUR]. 2. En medlemsstat kan imidlertid i mindre tilfælde af svig, som vedrører et samlet beløb på under 4000 [EUR], og som i henhold til dens lovgivning ikke er af specielt alvorlig karakter, fastsætte sanktioner af en anden art end de i stk. 1 anførte. [...]« |
|
6 |
Den nævnte konventions artikel 9 med overskriften »Bestemmelser i national ret« har følgende ordlyd: »Intet i denne konvention er til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale ret vedtager bestemmelser, som går videre end de forpligtelser, der følger af denne konvention.« |
2. Afgørelse 2008/40/RIA
|
7 |
Artikel 2, stk. 1, i Rådets afgørelse af 6. december 2007 om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, protokol af 27. september 1996, protokol af 29. november 1996 og anden protokol af 19. juni 1997 (EUT 2008, L 9, s. 23) bestemmer følgende: »[BFI-konventionen], [Rådets retsakt af 27. september 1996 om udarbejdelse af en protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1996, C 313, s. 1)] og [Rådets retsakt af 29. november 1996 om udarbejdelse af en protokol på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1997, C 151, s. 1)] træder i kraft for [Republikken] Bulgariens og Rumæniens vedkommende den første dag i den første måned efter datoen for vedtagelse af denne afgørelse, medmindre de allerede er trådt i kraft for [Republikken] Bulgariens og Rumæniens vedkommende inden denne dato.« |
3. Direktiv (EU) 2017/1371
|
8 |
Artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (EUT 2017, L 198, s. 29) med overskriften »Erstatning af [BFI-konventionen]« er affattet således: »[BFI-konventionen] med de tilhørende protokoller af 27. september 1996 [og] 29. november 1996 [samt anden protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, udarbejdet ved Rådets retsakt af 19. juni 1997 på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers interesser (EFT 1997, C 221, s. 12),] erstattes af dette direktiv for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet heraf, med virkning fra den 6. juli 2019. For så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, gælder henvisninger til [BFI-]konventionen som henvisninger til dette direktiv.« |
4. Forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89
|
9 |
Artikel 3 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 af 29. maj 1989 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EFT 1989, L 155, s. 9) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »forordning nr. 1553/89«), bestemmer følgende: »For et givet kalenderår og medmindre andet gælder ifølge artikel 5 og 6, beregnes grundlaget for [indtægterne hidrørende fra merværdiafgiften (moms)] ved, at de i en medlemsstat indgåede samlede nettomomsindtægter divideres med den sats, efter hvilken der er opkrævet moms i det pågældende år. Såfremt en medlemsstat anvender flere momssatser, beregnes grundlaget for momsindtægterne ved at dividere de samlede indgåede nettomomsindtægter med den vejede gennemsnitssats for momsen. I så fald beregner medlemsstaten en vejet gennemsnitssats med fire decimaler efter den fælles beregningsmetode, der er fastsat i artikel 4. Denne vejede gennemsnitssats udtrykkes i procent.« |
5. Afgørelse 2007/436/EF og 2014/335/EU, Euratom
|
10 |
Artikel 2, stk. 1 og 4, i Rådets afgørelse 2007/436/EF af 7. juni 2007 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EUT 2007, L 163, s. 17) bestemte følgende: »1. Egne indtægter, der opføres på Den Europæiske Unions almindelige budget, omfatter provenuet af: [...]
[...] 4. Den ensartede sats, der er omhandlet i stk. 1, litra b), fastsættes til 0,30%. [...]« |
|
11 |
Artikel 2, stk. 1 og 4, i Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom af 26. maj 2014 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter (EUT 2014, L 168, s. 105), der i henhold til afgørelsens artikel 11 fandt anvendelse fra den 1. januar 2014, bestemte følgende: »1. Egne indtægter, der opføres på Unionens budget, omfatter provenuet af: [...]
[...] 4. Den ensartede sats, der er omhandlet i stk. 1, litra b), fastsættes til 0,30%. [...]« |
|
12 |
Denne afgørelse blev ophævet ved artikel 11, stk. 1, i Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter og om ophævelse af afgørelse 2014/335/EU, Euratom (EUT 2020, L 424, s. 1), med forbehold af denne artikels stk. 2. |
C. Rumænsk ret
1. Den rumænske forfatning
|
13 |
Princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (herefter »princippet om lex mitior«) er i rumænsk ret fastsat i artikel 15, stk. 2, i Constituția României (den rumænske forfatning), hvorefter »[l]oven kun har virkning for fremtidige forhold, med undtagelse af den mildeste strafferetlige eller administrative lov«. |
|
14 |
Den rumænske forfatnings artikel 147, stk. 1 og 4, bestemmer følgende: »1. Gældende bestemmelser i love og dekreter samt bekendtgørelser, der anses for at være forfatningsstridige, ophører med at have retsvirkninger 45 dage efter offentliggørelsen af dommen afsagt af Curtea Constituțională [(forfatningsdomstol, Rumænien)], medmindre parlamentet eller regeringen, alt efter omstændighederne, i denne periode bringer de forfatningsstridige bestemmelser i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser. I denne periode suspenderes de bestemmelser, der anses for at være forfatningsstridige, automatisk. [...] 4. Afgørelserne fra Curtea Constituțională [(forfatningsdomstol)] offentliggøres i Monitorul Oficial al României. De er generelt bindende fra og med datoen for offentliggørelse og har kun virkninger fremadrettet.« |
2. Straffeloven af 1968
|
15 |
Før straffeloven blev erstattet af Legea nr. 286/2009, privind Codul penal (lov nr. 286/2009 om straffeloven) af 17. juli 2009 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 510 af 24.7.2009), der trådte i kraft den 1. februar 2014 (herefter »straffeloven af 2009«), var den gældende straffelov den, som oprindeligt blev offentliggjort i Buletinul Oficial al României nr. 79-79a af 21. juni 1968, som trådte i kraft den 1. januar 1969, og som på ny blev offentliggjort i Monitorul Oficial al României nr. 65 af 16. april 1997 (herefter »straffeloven af 1968«). Indtil den 1. februar 2014 bestemte artikel 42 i straffeloven af 1968, sammenholdt med denne lovs artikel 34, stk. 1, litra b), således, at den fængselsstraf, der var fastsat for en bestemt lovovertrædelse, kunne forhøjes med fem års fængsel, når der var tale om en fortsat lovovertrædelse. |
|
16 |
I samme periode bestemte artikel 122, stk. 1, i straffeloven af 1968 følgende: »Forældelsesfristerne for strafansvar for fysiske personer er som følger:
|
|
17 |
I perioden fra den 1. januar 1969 til den 1. februar 2014 bestemte artikel 123 i straffeloven af 1968, at forældelsesfristen for strafansvar blev afbrudt ved ethvert skridt, som den tiltalte eller den sigtede person i henhold til loven skulle underrettes om under straffesagen. |
3. Straffeloven af 2009
|
18 |
Artikel 5 i straffeloven af 2009 bestemmer følgende: »1. Såfremt en eller flere straffelove er trådt i kraft i perioden, fra en lovovertrædelse begås, til endelig dom afsiges, finder den mildeste lov anvendelse. 2. Stk. 1 finder også anvendelse på lovbestemmelser, der er erklæret forfatningsstridige, og på nøddekreter, der er godkendt af parlamentet med ændringer eller tilføjelser eller forkastet, hvis de i deres gyldighedsperiode indeholdt mildere straffebestemmelser.« |
|
19 |
Denne lovs artikel 36, stk. 1, fastsætter følgende: »Den fortsatte lovovertrædelse straffes med den straf, der er fastsat for den begåede lovovertrædelse, idet den maksimale straf kan forhøjes med op til tre år, hvis der er tale om en frihedsstraf, eller med op til en tredjedel, hvis der er tale om en bøde.« |
|
20 |
Den nævnte lovs artikel 154, stk. 1, bestemmer følgende: »Forældelsesfristerne for strafansvar er som følger:
|
|
21 |
Straffelovens artikel 155, stk. 1, bestemte i sin oprindelige affattelse følgende: »Forældelsesfristen for strafansvar afbrydes ved gennemførelsen af ethvert proceduremæssigt skridt i sagen.« |
4. Praksis fra Curtea Constituțională (forfatningsdomstol)
|
22 |
Ved dom nr. 297/2018 af 26. april 2018, offentliggjort i Monitorul Oficial al Românei den 25. juni 2018, tog Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) en indsigelse om forfatningsstridighed vedrørende artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009 til følge, for så vidt som denne bestemmelse tilsidesatte det forfatningsmæssige princip om strafferettens klarhed og forudsigelighed ved at tillade, at proceduremæssige skridt afbrød forældelsesfristen for strafansvar, selv om disse skridt ikke var blevet meddelt den mistænkte eller tiltalte. |
|
23 |
Ved dom nr. 358/2022 af 26. maj 2022, der blev offentliggjort den 9. juni 2022 i Monitorul Oficial al României, tog Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) en ny indsigelse om forfatningsstridighed vedrørende artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009 til følge, idet den fastslog, at den rumænske lovgivers manglende indgriben med henblik på at erstatte denne artikel 155, stk. 1, der var blevet erklæret forfatningsstridig, havde givet anledning til en ny situation, der ikke var klar og forudsigelig. Denne domstol præciserede, at i perioden mellem datoen for offentliggørelsen af dens dom nr. 297/2018 af 26. april 2018 og ikrafttrædelsen af en retsakt, der fastsætter, hvilken regel der finder anvendelse, »[indeholder] gældende [rumænsk] ret ingen tilfælde, hvor forældelsesfristen for strafansvar afbrydes«. |
5. Nøddekret nr. 71/2022
|
24 |
Efter at Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) havde afsagt dom nr. 358/2022 af 26. maj 2022, men før den var blevet offentliggjort, vedtog den rumænske regering som delegeret lovgiver Ordonanța de urgență a Guvernului nr. 71/2022, pentru modificarea articolului 155 alineatul (1) din Legea nr. 286/2009 privind Codul penal (regeringens nøddekret nr. 71/2022 om ændring af artikel 155, stk. 1, i lov nr. 286/2009 om straffeloven) af 30. maj 2022 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 531 af 30.5.2022, herefter »nøddekret nr. 71/2022«), som trådte i kraft samme dag. |
|
25 |
Artikel 155, stk. 1, har i den affattelse, der blev indsat ved nøddekret nr. 71/2022, siden den 30. maj 2022 haft følgende ordlyd: »Forældelsesfristen for strafansvar afbrydes ved gennemførelsen af ethvert proceduremæssigt skridt i sagen, som i henhold til loven skal forkyndes for den mistænkte eller den tiltalte.« |
6. Kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022
|
26 |
Den 25. oktober 2022 fastslog den afdeling ved kassationsdomstolen, der havde kompetence til at træffe afgørelse om strafferetlige spørgsmål, ved afgørelse nr. 67/2022, der blev offentliggjort den 28. november 2022 (herefter »kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022«), at reglerne om afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar i rumænsk ret var omfattet af den materielle strafferet, og at de følgelig var underlagt princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft inden for strafferetten, uden at dette berørte anvendelsen af princippet om lex mitior, som bl.a. er sikret ved den rumænske forfatnings artikel 15, stk. 2. |
|
27 |
Denne afdeling ved kassationsdomstolen fastslog følgelig, at der principielt kunne iværksættes et særligt retsmiddel med påstand om ophævelse af en endelig dom baseret på virkningerne af dom nr. 297/2018 og nr. 358/2022 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) henholdsvis den 26. april 2018 og den 26. maj 2022 (herefter »forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022«) som en mildere straffebestemmelse. |
7. Lov nr. 241/2005
|
28 |
Artikel 9 i Legea nr. 241/2005 pentru prevenirea și combaterea evaziunii fiscale (lov nr. 241/2005 om forebyggelse og bekæmpelse af skatte- og afgiftssvig) af 15. juli 2005 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 672 af 27.7.2005), bestemte i den affattelse, der var gældende den 23. januar 2014, følgende: »1. Følgende handlinger, der har til formål at undgå skatte- og afgiftsforpligtelser, udgør skatte- og afgiftssvig, som straffes med fængsel i to til otte år og fortabelse af rettigheder eller med bøde: [...]
[...] 2. Såfremt de i stk. 1 omhandlede handlinger forårsager en skade på mere end 100000 EUR omregnet til national valuta, forhøjes minimumsstraffen og maksimumsstraffen med fem år. 3. Såfremt de i stk. 1 omhandlede handlinger forårsager en skade på mere end 500000 EUR omregnet til national valuta, forhøjes minimumsstraffen og maksimumsstraffen med syv år.« |
|
29 |
Denne artikel 9 fastsætter i sin nuværende affattelse følgende: »1. Følgende handlinger, der har til formål at undgå skatte- og afgiftsforpligtelser, udgør skatte- og afgiftssvig, som straffes med fængsel i tre til ti år og fortabelse af rettigheder eller med bøde: [...]
[...] 2. Såfremt de i stk. 1 omhandlede handlinger forårsager en skade på mere end 500000 EUR omregnet til national valuta, forhøjes minimumsstraffen og maksimumsstraffen med tre år. 3. Såfremt de i stk. 1 omhandlede handlinger forårsager en skade på mere end 100000 EUR omregnet til national valuta, forhøjes minimumsstraffen og maksimumsstraffen med fem år.« |
II. Retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål
|
30 |
M.G.D. var tiltalt for i sin egenskab af administrerende direktør for to handelsselskaber forsætligt at have udstedt 12 afgiftsfakturaer vedrørende fiktive køb til B.V. i perioden fra den 3. maj 2012 til den 3. januar 2014. Denne skade, der blev påført statsbudgettet, beløb sig til 268536 rumænske lei (RON) (ca. 59304 EUR), og det unddragne momsbeløb udgjorde 163656 RON (ca. 36142 EUR). |
|
31 |
Ved dom af 21. marts 2024, som efter rumænsk ret blev anset for at være endelig, fastslog Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea, Rumænien) på grundlag af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, at forældelsesfristen for M.G.D.s strafansvar var udløbet. |
|
32 |
Den 9. april 2024 iværksatte anklagemyndigheden ved Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea) kassationsappel til prøvelse af denne dom ved kassationsdomstolen, som er den forelæggende ret. |
|
33 |
Anklagemyndigheden har anført, at det følger af Domstolens dom af 24. juli 2023, Lin (C-107/23 PPU, herefter Lin-dommen, EU:C:2023:606), at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er blevet fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
34 |
Det følger heraf, at Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea) med urette bestemte, at straffesagen mod M.G.D. skulle afsluttes, selv om forældelsesfristen i henhold til Lin-dommen ikke kunne anses for at være udløbet. De proceduremæssige skridt, der afbrød denne frist, blev nemlig foretaget både før den 25. juni 2018 og efter den 30. maj 2022. |
|
35 |
I første række har den forelæggende ret anført, at artikel 325, stk. 1, TEUF pålægger medlemsstaterne at bekæmpe svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, ved hjælp af effektive og afskrækkende foranstaltninger. Desuden skal grove tilfælde af svig eller enhver anden alvorlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, underlægges strafferetlige sanktioner, der har en effektiv og afskrækkende karakter. |
|
36 |
I øvrigt pålægger BFI-konventionens artikel 1 og 2 medlemsstaterne dels at kriminalisere adfærd, der udgør svig til skade for Unionens finansielle interesser, dels at sikre, at denne adfærd, herunder momssvig, kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder, i hvert fald i grove tilfælde af svig, dvs. tilfælde, som vedrører et mindstebeløb, som medlemsstaterne ikke kan fastsætte til højere end 50000 EUR, frihedsstraf. |
|
37 |
Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om artikel 325, stk. 1, TEUF samt BFI-konventionens artikel 1, stk. 1, artikel 2, stk. 1, og artikel 9 skal fortolkes således, at i mangel af en bestemmelse i national ret, der fastsætter et mindstebeløb, over hvilket svig, der skader Unionens finansielle interesser, kvalificeres som grov, kan momssvig som den i hovedsagen omhandlede, der er begået med de skærpende omstændigheder, som kendetegner en fortsat lovovertrædelse, men som vedrører et momsbeløb på 163656 RON (ca. 36142 EUR), ikke kvalificeres som grov med den begrundelse, at dette beløb ikke overstiger 50000 EUR. |
|
38 |
Ifølge den forelæggende ret er EU-retten til hinder for en sådan fortolkning. I mangel af en bestemmelse i national ret, der fastsætter et mindstebeløb, for at svig kan kvalificeres som »grov«, bør der nemlig kunne tages hensyn til andre omstændigheder, der i overensstemmelse med denne ret kan udgøre skærpende omstændigheder, såsom overtrædelsens vedvarende karakter. |
|
39 |
I anden række har den forelæggende ret indledningsvis fremhævet, at den endelige dom afsagt af Curtea de Apel Oradea (appeldomstolen i Oradea), selv om den blev afsagt efter Lin-dommen, gennemførte den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
40 |
Den forelæggende ret har ligeledes anført, at andre afdelinger ved kassationsdomstolen ved to afgørelser, der blev afsagt efter denne dom fra Curtea de Appel Oradea (appeldomstolen i Oradea), har fastslået dels, at de oplysninger, der blev fremlagt for Domstolen i forbindelse med den sag, der gav anledning til Lin-dommen, på utilstrækkelig eller fejlagtig vis afspejlede såvel rækkevidden af det strafferetlige legalitetsprincip, således som dette forstås i rumænsk ret, som virkningerne af Curtea Constituționalăs (forfatningsdomstol) domme, dels at Lin-dommen kun delvist kan anvendes i rumænsk ret. |
|
41 |
I afgørelse nr. 37/2024 af 17. juni 2024 (herefter »kassationsdomstolens afgørelse nr. 37/2024«) fastslog den afdeling ved kassationsdomstolen, der har kompetence til at træffe afgørelse om retlige spørgsmål i straffesager, således, at det forbud, der ved Lin-dommen blev pålagt de rumænske domstole mod at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, medførte, at der blev sikret et beskyttelsesniveau, som ikke svarede til eller kunne sammenlignes med det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 7, og tilsidesatte både det strafferetlige legalitetsprincip, således som dette forstås i rumænsk ret, og retssikkerhedsprincippet ved at tillade en differentieret anvendelse af reglerne om tidsmæssig lovkollision afhængigt af overtrædelsens art. Eftersom de rumænske straffedomstole ikke kan gøre brug af kriterier, der er fastsat af den nationale lovgiver med henblik på at vurdere, om der foreligger en systemisk risiko for straffrihed som omhandlet i Lin-dommen, ville disse domstoles vurdering af, om der foreligger en sådan risiko, desuden være i strid med princippet om magtens tredeling. |
|
42 |
I afgørelse nr. 16/2024 af 16. september 2024 (herefter »kassationsdomstolens afgørelse nr. 16/2024«) fastslog den afdeling ved kassationsdomstolen, der har kompetence til at påkende søgsmål anlagt i lovens interesse, i øvrigt, at de rumænske domstole i henhold til dom nr. 265/2014 af 6. maj 2014 afsagt af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) var forpligtet til at foretage en samlet vurdering af, hvilken straffebestemmelse der var den mildeste. Ifølge denne dom er det forfatningsretlige princip, der forbyder anvendelsen af lex tertia, nemlig til hinder for, at straffedomstolene kombinerer forskellige bestemmelser i flere på hinanden følgende straffelove, og pålægger dem på grundlag af en konkret vurdering at fastlægge den ene straffelov, der skal anses for at være den mest gunstige blandt alle de på hinanden følgende straffelove. En sådan forpligtelse forhindrer, at der skabes både en forskellig behandling i tilfælde af sammenfald af lovovertrædelser, alt efter om den pågældende lovovertrædelse skader Unionens budget eller ikke, og en dobbelt standard for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der fører til fastsættelse af en ulovlig straf. |
|
43 |
På grundlag af denne forfatningsretlige retspraksis har den afdeling ved kassationsdomstolen, der har kompetence til at påkende søgsmål anlagt i lovens interesse, fastslået, at proceduremæssige skridt, der er foretaget før den 25. juni 2018, kun afbryder forældelsen af strafansvar i sager vedrørende svig, der skader Unionens finansielle interesser, hvis den straffelovgivning, der var gældende i perioden fra den 1. februar 2014 til den 25. juni 2018, samlet set kan anses for at udgøre den mildeste straffelov. |
|
44 |
Det fremgår dernæst af kassationsdomstolens afgørelse nr. 16/2024, at de proceduremæssige skridt, der i henhold til loven skal meddeles den mistænkte eller tiltalte efter den 30. maj 2022, hvor nøddekret nr. 71/2022 trådte i kraft, kun afbryder forældelsesfristen for strafansvar for så vidt angår forhold begået før denne dato, såfremt den straffelovgivning, der trådte i kraft den 30. maj 2022, samlet set kan anses for at udgøre den mildeste straffelov. |
|
45 |
Endelig præciseres det i kassationsdomstolens afgørelse nr. 16/2024, at eftersom forældelsesfristerne for strafansvar i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022 løb uden mulighed for afbrydelse, ville en manglende anvendelse af Curtea Constituționalăs (forfatningsdomstol) dom nr. 265/2014 medføre, at strafansvaret efter udløbet af de gældende forældelsesfrister blev »genaktiveret« i henhold til en senere strengere straffelov, hvilket ville være i strid med EMRK’s artikel 7. |
|
46 |
Den forelæggende ret har imidlertid anført, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 16/2024 ved kun at anerkende, at proceduremæssige skridt, der er foretaget før den 25. juni 2018, afbryder forældelsen på betingelse af, at den straffelov, der fandt anvendelse i denne periode, kan anses for at være lex mitior, underlægger anvendelsen af EU-retten, som fortolket i Lin-dommen, et yderligere krav, som ikke blev undersøgt i denne dom, og som risikerer, at fortolkningen af EU-retten i den nævnte dom rent faktisk bliver uanvendelig. Det er nemlig højst usandsynligt, at den straffelov, der var gældende før den 25. juni 2018, i sin helhed kan anses for at være en lovgivning, der er gunstigere for den tiltalte end den retlige ordning, der var gældende i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, og som følger af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022. |
|
47 |
Den forelæggende ret har imidlertid anført, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 37/2024 og nr. 16/2024 er bindende for alle rumænske domstole. |
|
48 |
Under disse omstændigheder er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den forpligtelse, der følger af Lin-dommen, for de rumænske domstole til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, skal opretholdes. |
|
49 |
Nærmere bestemt ønsker den forelæggende ret oplyst for det første, om den fortsat er forpligtet til at undlade at anvende en sådan norm, herunder når en sådan undladelse i medfør af kassationsdomstolens afgørelse nr. 37/2024 og nr. 16/2024 ville være i strid med et forfatningsmæssigt princip, der forbyder de nationale domstole at anvende lex tertia, og have til følge, at der sikres et beskyttelsesniveau, som ikke svarer til eller kan sammenlignes med den beskyttelse, der er sikret ved EMRK’s artikel 7. |
|
50 |
I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at de rumænske domstole i forbindelse med en straffesag vedrørende grove tilfælde af momssvig i henhold til EU-retten bør have beføjelse til at se bort fra den forpligtelse, der følger af dette forfatningsmæssige princip, og hvorefter de kun kan anerkende, at proceduremæssige skridt, der er foretaget før den 25. juni 2018, afbryder forældelsen af strafansvaret, hvis den straffelovgivning, hvorunder disse proceduremæssige skridt blev foretaget, som helhed kan anses for at være lex mitior. |
|
51 |
Den forelæggende ret er nemlig af den opfattelse, at de nationale domstole i medfør af princippet om lex mitior frit kan afgøre, om den mildeste straffelov er den lov, der var gældende indtil den 25. juni 2018, eller derimod loven efter denne dato. Når disse domstole udøver denne beføjelse, er de imidlertid forpligtet til at give den retlige ordning, der fandt anvendelse i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, en fortolkning, der er i overensstemmelse med EU-retten, således som denne er blevet fortolket af Domstolen, således at EU-rettens enhed og effektivitet sikres, hvilket ikke i sig selv fører til indførelsen af lex tertia. |
|
52 |
Anvendelsen af Lin-dommen på et tilfælde af sammenfald mellem lovovertrædelser, hvoraf kun visse skader Unionens finansielle interesser, rejser i øvrigt udelukkende spørgsmål om anvendelsen af national ret og kan kun undersøges konkret af de nationale domstole. En sådan hypotetisk situation bør ikke berøre EU-rettens forrang, som ikke kan afhænge af fortolkningen af den nationale lovgivning på områder, der ikke er omfattet af EU-retten. |
|
53 |
Under alle omstændigheder er den forelæggende ret af den opfattelse, at den rumænske lovgivning, der omhandler grundene til afbrydelse af forældelsen af strafansvar, fortolket i overensstemmelse med EU-retten, ikke kan anses for at udgøre en beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, der ikke svarer til eller kan sammenlignes med normen i EMRK’s artikel 7. |
|
54 |
For det andet ønsker den forelæggende ret endvidere oplyst, om den fortsat er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, i et tilfælde som det foreliggende, hvor anvendelsen af den almindelige forældelsesfrist i overensstemmelse med denne nationale beskyttelsesnorm ville have medført, at det blev fastslået, at M.G.D’s strafansvar var ophørt før afsigelsen af Lin-dommen. |
|
55 |
Ifølge den forelæggende ret indebærer besvarelsen af dette spørgsmål en vurdering af forudsigeligheden og tilgængeligheden af den fortolkning af EU-retten, der blev foretaget i Lin-dommen. |
|
56 |
Når dette er sagt, har den forelæggende ret anført, at forældelsesreglerne ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis principielt er processuelle regler, således at EMRK’s artikel 7 ikke er til hinder for, at love, der forlænger forældelsesfristerne, finder øjeblikkelig anvendelse på verserende sager, når de påtalte forhold aldrig er blevet forældet. |
|
57 |
Desuden indeholder den rumænske lovgivning ingen udtrykkelige bestemmelser, på grundlag af hvilke det kan konkluderes, at forældelsesfristen for strafansvar for lovovertrædelser af den art, der er omhandlet i hovedsagen, er udløbet inden afsigelsen af Lin-dommen. En sådan konklusion kan kun komme i betragtning, hvis det i strid med denne dom anerkendes, at de proceduremæssige skridt, der er foretaget før den 25. juni 2018, ikke har fristafbrydende virkning. |
|
58 |
For det tredje er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, selv om den rumænske lovgiver ikke har fastsat kriterier, på grundlag af hvilke den pågældende medlemsstats domstole kan vurdere, om der foreligger en systemisk risiko for straffrihed i et betydeligt antal sager, hvilket kan føre til en tilsidesættelse af det strafferetlige legalitetsprincip, der er sikret ved EMRK’s artikel 7. |
|
59 |
I denne henseende har den forelæggende ret anført, at Domstolen i Lin-dommens præmis 91 fastslog, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 indebar en sådan systemisk risiko for straffrihed. Den forelæggende ret er derfor af den opfattelse, at dens forpligtelse til at sikre den fulde virkning af EU-retten, således som denne blev fortolket i den nævnte dom, ikke kan underlægges en forudgående og særskilt vurdering af, om der foreligger en systemisk risiko for straffrihed som følge af grove tilfælde af momssvig. |
|
60 |
Den samme ret har endelig fremhævet, at selv om reglerne om forældelse af strafansvar traditionelt er blevet anset for at henhøre under materiel strafferet og dermed for at være omfattet af anvendelsesområdet for legalitetsprincippet, princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og princippet om tilbagevirkende kraft in mitius, har den rumænske lovgiver imidlertid gradvist indført en række undtagelser til forbuddet mod med tilbagevirkende kraft at anvende strengere forældelsesregler på visse grove lovovertrædelser, uden at Curtea Constituțională (forfatningsdomstol) har fastslået, at disse undtagelser er forfatningsstridige. |
|
61 |
På denne baggrund har kassationsdomstolen besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
|
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
|
62 |
Ved kendelse af 17. juni 2025, Lin II (C-280/25, EU:C:2025:499), besluttede Domstolens præsident at undergive anmodningen om præjudiciel afgørelse den fremskyndede procedure, der er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement. |
|
63 |
Domstolen sendte den 6. august 2025 en anmodning om oplysninger til den forelæggende ret vedrørende retsforskrifterne i tvisten i hovedsagen. Den 2. september 2025 besvarede den forelæggende ret denne anmodning. |
|
64 |
Den 12. september 2025 anmodede Domstolen den forelæggende ret om uddybende oplysninger. Den 15. september 2025 besvarede den forelæggende ret denne anmodning. |
IV. De præjudicielle spørgsmål
A. Det første spørgsmål
|
65 |
Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 325, stk. 1, TEUF, BFI-konventionens artikel 1, stk. 1, litra a), og artikel 2 og 9, sammenholdt med chartrets artikel 49, skal fortolkes således, at når ingen national bestemmelse fastsætter et beløb, over hvilket svig, der skader Unionens finansielle interesser, skal anses for at udgøre et »groft tilfælde«, kan en sådan svig kun kvalificeres således, såfremt den vedrører et beløb, der overstiger 50000 EUR. |
|
66 |
Den tvivl hos den forelæggende ret, der ligger til grund for dette spørgsmål, følger af den omstændighed, at de i hovedsagen omhandlede ulovlige aktiviteter ifølge den forelæggende rets forklaringer har påført den rumænske stats budget en skade på i alt 268536 RON (ca. 59304 EUR), mens den unddragne moms udgør 163656 RON (ca. 36142 EUR) som anført i denne doms præmis 30. |
|
67 |
Hvad i første række angår BFI-konventionen skal det for det første fremhæves, at eftersom de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, blev begået i perioden fra 2012 til 2014, fandt denne konvention tidsmæssig anvendelse herpå. |
|
68 |
Det følger nemlig af artikel 2 i afgørelse 2008/40, at den nævnte konvention senest trådte i kraft i Rumænien den 1. januar 2008. Endvidere ophørte samme konvention først med at have virkning fra den 6. juli 2019, hvor den blev erstattet af direktiv 2017/1371, således som det præciseres i dette direktivs artikel 16 (Lin-dommen, præmis 64). |
|
69 |
Hvad for det andet angår BFI-konventionens materielle anvendelsesområde skal det bemærkes, at i forbindelse med skader på Unionens finansielle interesser defineres begrebet »svig« i konventionens artikel 1 bl.a. som »for så vidt angår indtægter, enhver forsætlig handling eller undladelse vedrørende [...] anvendelse eller forelæggelse af falske, urigtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, som medfører en uretmæssig formindskelse af indtægterne på [Unionens] almindelige budget eller på budgetter, der forvaltes af eller for [Unionen]«. Denne formindskelse omfatter derfor tabet af provenuet fra anvendelsen af en ensartet sats på det harmoniserede momsberegningsgrundlag, der er fastlagt i henhold til EU-retlige regler. Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at momsen ikke opkræves direkte for Unionens regning, idet BFI-konventionens artikel 1 netop ikke fastsætter en sådan betingelse, der ville være i strid med målet med denne konvention, som består i på det kraftigste at bekæmpe den svig, der skader Unionens finansielle interesser (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Taricco m.fl., C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 41). |
|
70 |
Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår det således, at den i hovedsagen omhandlede lovovertrædelse er omfattet af BFI-konventionens materielle anvendelsesområde som fastsat i denne artikel 1, for så vidt som den bl.a. vedrører forsætlig udfærdigelse af falske fakturaer med henblik på momsunddragelse. |
|
71 |
For det tredje skal medlemsstaterne i henhold til BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at adfærd, der udgør svig, som skader Unionens finansielle interesser kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder, i hvert fald i grove tilfælde af svig – nemlig de tilfælde, der vedrører et mindstebeløb, som medlemsstaterne ikke kan fastsætte højere end 50000 EUR – frihedsstraf, idet det bemærkes, at medlemsstaterne i overensstemmelse med konventionens artikel 9 frit kan vedtage regler, som går videre end disse krav (jf. i denne retning dom af 2.5.2018, Scialdone, C-574/15, EU:C:2018:295, præmis 36, og Lin-dommen, præmis 85). |
|
72 |
Det følger således af BFI-konventionens artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, som er forblevet uændrede siden vedtagelsen af denne konvention, at der skal vedtages strafferetlige sanktioner med henblik på på en effektiv og afskrækkende måde at bekæmpe bl.a. grove tilfælde af svig, der skader den korrekte opkrævning til Unionens budget af den del af momsindtægterne, som tilkommer Unionen. |
|
73 |
Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af denne artikel 2, stk. 1, at enhver form for svig på mere end 50000 EUR nødvendigvis udgør »grove tilfælde af svig« som omhandlet i denne bestemmelse. |
|
74 |
Selv om det følger af ordlyden af BFI-konventionens artikel 9, at svig, der skader Unionens finansielle interesser, og hvis beløb ikke overstiger en sådan tærskel, kan kvalificeres som »grove tilfælde« af svig i medlemsstaternes lovgivning, udgør enhver form for svig, der vedrører et beløb, som overstiger en sådan tærskel, derfor nødvendigvis »grove tilfælde af svig« som omhandlet i denne konventions artikel 2, stk. 1. |
|
75 |
I anden række bemærkes, at BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, har direkte virkning (jf. i denne retning Lin-dommen, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis). |
|
76 |
Det følger heraf, at såfremt det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med EU-retten, skal enhver national domstol, der inden for sit kompetenceområde skal anvende den nævnte bestemmelse, sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den skal behandle, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med samme bestemmelse, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (jf. i denne retning dom af 9.3.1978, Simmenthal, 106/77, EU:C:1978:49, præmis 24, og af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis). |
|
77 |
Såfremt medlemsstaternes retter ikke kan fortolke deres nationale lovgivning i overensstemmelse med BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, er de følgelig forpligtet til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er til hinder for, at svig vedrørende et beløb på mere end 50000 EUR, der skader Unionens finansielle interesser, kvalificeres som »grove tilfælde af svig« som omhandlet i denne bestemmelse. |
|
78 |
Med forbehold af den mulighed, der er fastsat i BFI-konventionens artikel 9, og for så vidt som begrebet »grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser«, ikke er præciseret i national ret, er domstolene i den pågældende medlemsstat således forpligtet til at kvalificere svig, der overstiger et beløb på 50000 EUR, og som skader Unionens finansielle interesser, som »grove tilfælde af svig«. |
|
79 |
I tredje række skal det fremhæves, at en sådan tærskel skal anses for at være overskredet, så snart det samlede beløb for den skade, der er forvoldt ved svigen eller den ulovlige aktivitet, overstiger dette beløb, uafhængigt af, om den skade, der er påført Unionens budget som følge af denne overtrædelse, når op på et sådant beløb. |
|
80 |
En sådan fortolkning følger for det første af selve ordlyden af BFI-konventionens artikel 2, stk. 1 og 2. |
|
81 |
Det fremgår nemlig udelukkende af konventionens artikel 2, stk. 1, at der ved grove tilfælde af svig forstås svig, »som vedrører et mindstebeløb, der fastsættes i hver medlemsstat«, idet »[d]ette mindstebeløb [ikke] kan [...] fastsættes højere end 50000 [EUR]«, uden at det udelukkes, at den skade, der ved denne svig er påført andre skadelidte end Unionen, og navnlig medlemsstaternes budget, kan indgå i beregningen af et sådant beløb. |
|
82 |
Det fremgår endvidere at den nævnte konventions artikel 2, stk. 2, at medlemsstaterne har mulighed for undtagelsesvis ikke at straffe mindre tilfælde af svig, som bl.a. indebærer, at de vedrører et »samlet beløb« på under 4000 EUR. Det følger således af selve ordlyden af dette stk. 2, at det er hele den skade, der er forvoldt ved svigen, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om denne svig kan kvalificeres som »et mindre tilfælde af svig«. |
|
83 |
Henset til den forbindelse, der er mellem på den ene side tærsklen på 50000 EUR, over hvilken svig, der skader Unionens finansielle interesser, skal kvalificeres som »grove tilfælde af svig«, og på den anden side loftet på 4000 EUR, under hvilket en sådan svig kan kvalificeres som et »mindre tilfælde af svig«, ville det være inkonsekvent, at beregningsmetoden for denne tærskel på 50000 EUR ikke skulle gøre det muligt at tage hensyn til andre skader end den, der påføres Unionens budget, mens beregningsmetoden for dette loft på 4000 EUR kræver, at der tages hensyn til disse andre skader. |
|
84 |
For det andet tilsigter BFI-konventionen, således som det er fremhævet i nærværende doms præmis 69, på det kraftigste at bekæmpe den svig, der skader Unionens finansielle interesser. Et sådant formål taler derfor for en fortolkning af BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, der gør det muligt for medlemsstaternes strafferetlige myndigheder let at afgøre, om et tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, vedrører et beløb på mere end 50000 EUR. |
|
85 |
I praksis kan det imidlertid vise sig at være særlig kompliceret på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt i en straffesag præcist at fastslå det nøjagtige beløb for den skade, som Unionen har lidt som følge af en svigagtig adfærd, der som i det foreliggende tilfælde har gjort det muligt for gerningsmanden at unddrage sig flere direkte og indirekte skatter og afgifter, hvoraf kun visse, såsom moms, genererer indtægter, der delvist skal overføres til Unionens budget. |
|
86 |
Dette gælder navnlig for svig, der som i det foreliggende tilfælde bl.a. vedrører moms, idet den formindskelse af Unionens egne indtægter, der kan være forvoldt ved en sådan svig, er vanskelig at kvantificere. |
|
87 |
Unionens egne indtægter, der følger af opkrævningen af moms, består nemlig ikke blot af en procentdel af de faktisk opkrævede indtægter fra denne afgift, men er resultatet af anvendelsen af en ensartet sats på medlemsstaternes harmoniserede momsberegningsgrundlag, som beregnes i overensstemmelse med artikel 3 i forordning nr. 1553/89, og som er underlagt forskellige tilpasninger, der er fastsat i denne forordnings bestemmelser (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, Napfény-Toll, C-615/21, EU:C:2023:573, præmis 32). |
|
88 |
Hvad nærmere bestemt angår den periode, hvor momssvigen blev begået i det foreliggende tilfælde, følger det således af artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 2, stk. 4, i afgørelse 2007/436 og 2014/335, at de egne indtægter, der blev opført på Unionens budget, bl.a. bestod i anvendelsen af en ensartet sats på 0,3% på det harmoniserede momsberegningsgrundlag, der er fastlagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 1553/89, idet dette beregningsgrundlag ikke måtte overstige 50% af hver medlemsstats BNI. Med forbehold af diverse tilpasninger, der er fastsat i andre bestemmelser i denne forordning, bestemte forordningens artikel 3 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, desuden, at dette harmoniserede beregningsgrundlag blev opnået ved, at de samlede nettomomsindtægter, der i løbet af kalenderåret indgik til medlemsstaten, divideredes med den sats, efter hvilken der var opkrævet moms i samme år, hvorved der anvendtes en vægtet gennemsnitssats for momsen ved den nævnte division, hvis der anvendtes mere end én momssats i en medlemsstat (dom af 8.3.2022, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (Bekæmpelse af svig i form af for lav værdiansættelse), C-213/19, EU:C:2022:167, præmis 567). |
|
89 |
Det følger heraf, at der ikke foreligger en let kvantificerbar sammenhæng mellem på den ene side det momsbeløb, som en erhvervsdrivende har undladt at betale, og på den anden side det indtægtstab, som Unionens budget har lidt som følge af denne svig. |
|
90 |
For det tredje skal det, for så vidt som BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, kræver, at der pålægges strengere straffe i grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, bemærkes, at chartrets artikel 49, stk. 1, kræver, at overtrædelser og straffe fastsættes på en klar, præcis og forudsigelig måde (jf. i denne retning Lin-dommen, præmis 104 og 105 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at de kriterier, hvorefter medlemsstaternes domstole nødvendigvis, i givet fald alene på grundlag af denne artikel 2, stk. 1, skal kvalificere svig, der skader Unionens finansielle interesser, som »grove tilfælde af svig«, skal være tilstrækkeligt klare, præcise og forudsigelige på det tidspunkt, hvor svigen blev begået. |
|
91 |
Selv om det kun er svig, der skader Unionens budget på mere end 50000 EUR, som er omfattet af begrebet »grove tilfælde af svig«, er det i et betydeligt antal tilfælde umuligt for gerningsmændene til sådanne lovovertrædelser at konstatere med tilstrækkelig præcision på det tidspunkt, hvor de begår disse lovovertrædelser, om de ifalder en skærpet straf i henhold til BFI-konventionens artikel 2, stk. 1. |
|
92 |
Som det fremgår af nærværende doms præmis 88, varierer den del af indtægterne, der årligt oppebæres af en medlemsstat fra moms, og som tilfalder Unionens budget, nemlig på grundlag af forskellige kriterier, hvoraf visse, såsom BNI, ikke kan forudses på det tidspunkt, hvor en sådan afgift opkræves eller unddrages. |
|
93 |
For det fjerde understøttes den fortolkning, der er anlagt i nærværende doms præmis 79, ligeledes af Domstolens praksis. Da Domstolen skulle tage stilling til om et tilfælde af svig skulle kvalificeres som et »groft tilfælde af svig« med henblik på anvendelsen af BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, tog den nemlig hensyn til hele den skade, der var forvoldt ved denne svig, uden at identificere den del af denne skade, der udelukkende påvirkede Unionens budget (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Taricco m.fl., C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 42, og Lin-dommen, præmis 22 og 79). |
|
94 |
I det foreliggende tilfælde skal der således tages hensyn til den samlede skade, dvs. 268536 RON (ca. 59304 EUR), og ikke alene det unddragne momsbeløb, med henblik på kvalificeringen af den svig, der ligger til grund for denne skade. |
|
95 |
I fjerde og sidste række skal det tilføjes, således som det fremgår af BFI-konventionens artikel 1, stk. 3, og artikel 2, stk. 1, at forsøg på at begå svig, der skader Unionens finansielle interesser, skal sidestilles med svig, der skader disse interesser (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 187). Et sådant forsøg skal derfor nødvendigvis anses for et groft tilfælde af svig, når det kan godtgøres, at den samlede skade, som denne svig ville have forvoldt, hvis den var blevet begået, ville have oversteget 50000 EUR. |
|
96 |
Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares med, at BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, skal fortolkes således, at når ingen national bestemmelse fastsætter et beløb, over hvilket svig, der skader Unionens finansielle interesser, skal anses for »et groft tilfælde af svig«, skal en sådan svig nødvendigvis kvalificeres således, når den vedrører et samlet beløb på over 50000 EUR, uafhængigt af, om den skade, som Unionens budget har lidt som følge af denne svig, også overstiger et sådant beløb. |
|
97 |
Da denne fortolkning af BFI-konventionen er tilstrækkelig til at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar på det første spørgsmål, er det i forbindelse med undersøgelsen af dette spørgsmål derudover ikke nødvendigt at fortolke begrebet »svig« som omhandlet i artikel 325, stk. 1, TEUF. |
B. Det andet spørgsmål
1. Formaliteten
|
98 |
Ifølge fast retspraksis, som nu afspejles i procesreglementets artikel 94, skal forelæggelsesafgørelsen angive de nøjagtige grunde til, at den nationale ret har rejst spørgsmål om fortolkningen af EU-retten og har fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål (dom af 29.7.2024, LivaNova, C-713/22, EU:C:2024:642, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis). |
|
99 |
I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret i første række i forelæggelsesafgørelsen klart redegjort for grundene til, at den finder det nødvendigt at indhente præciseringer fra Domstolen vedrørende fortolkningen af artikel 325, stk. 1, TEUF, chartrets artikel 49, stk. 1, og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1. |
|
100 |
I anden række skal det bemærkes, at den forelæggende ret ligeledes har nævnt artikel 2 TEU, artikel 4, stk. 2 og 3, TEU samt artikel 2, stk. 2, TEUF. Disse bestemmelser vedrører henholdsvis de værdier, som Unionen bygger på, Unionens respekt for medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og dens medlemsstater samt området med delt kompetence mellem Unionen og dens medlemsstater. |
|
101 |
Når dette er sagt, har den forelæggende ret end ikke kortfattet redegjort for grundene til, at den har rejst spørgsmål om fortolkningen af disse bestemmelser og fundet det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i denne henseende. Den forelæggende ret har bl.a. ikke præciseret, hvilken bestemmelse i national ret der finder anvendelse på hovedsagen, og som henhører under den nationale identitet som omhandlet i artikel 4, stk. 2, TEU. |
|
102 |
Det følger heraf, at det andet spørgsmål skal afvises, for så vidt som det vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU og artikel 4, stk. 2 og 3, TEU samt artikel 2, stk. 2, TEUF. |
|
103 |
Hvad i tredje række angår chartrets artikel 52, stk. 3, og artikel 53, som ligeledes er omhandlet i det andet spørgsmål, skal det for det første bemærkes, at denne artikel 52, stk. 3, bestemmer, at de rettigheder, der er fastsat i chartret, og som svarer til dem, der er sikret ved EMRK, har samme betydning og omfang som i konventionen. |
|
104 |
Selv om sidstnævnte ikke, så længe Unionen ikke har tiltrådt den, udgør et retligt instrument, der er formelt integreret i Unionens retsorden, således at fortolkningen af EU-retten og undersøgelsen af gyldigheden af EU-retsakter skal foretages under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, forholder det sig ikke desto mindre således, at EMRK’s artikel 7 skal tages i betragtning som tærskel for minimumsbeskyttelse ved fortolkningen af chartrets artikel 49, stk. 1, eftersom denne sidstnævnte bestemmelse i det mindste indeholder de samme garantier som dem, der er fastsat i denne artikel 7 (dom af 16.7.2020, Facebook Ireland og Schrems, C-311/18, EU:C:2020:559, præmis 98 og 99, og af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis). |
|
105 |
For det andet bekræfter chartrets artikel 53, at i en situation, hvor medlemsstaternes virke ikke fuldt ud er reguleret af EU-retten, således som det er tilfældet i hovedsagen, er det fortsat muligt for nationale myndigheder og retter at anvende nationale normer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, forudsat at denne anvendelse ikke gør indgreb i det beskyttelsesniveau, som er fastsat i chartret, således som dette fortolkes af Domstolen, eller i EU-rettens forrang, enhed og effektive virkning (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 211, og Lin-dommen, præmis 110). |
|
106 |
For det tredje, og således som det er nævnt i nærværende doms præmis 39-45, er de betænkeligheder, der afspejles i den forelæggende rets andet spørgsmål, i vidt omfang fremkaldt af den tvivl, som andre afdelinger ved kassationsdomstolen har givet udtryk for med hensyn til muligheden for at forene den fortolkning af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, der blev anlagt i Lin-dommen, med såvel EMRK’s artikel 7 som visse rumænske forfatningsmæssige krav. Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret i tilstrækkelig grad har angivet grundene til, at den finder det nødvendigt at indhente Domstolens præciseringer med hensyn til fortolkningen af chartrets artikel 52, stk. 3, og artikel 53. |
|
107 |
Det følger af ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det har til formål at opnå en fortolkning af artikel 325, stk. 1, TEUF, chartrets artikel 49, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 53 samt BFI-konventionens artikel 2, stk. 1. |
2. Realiteten
|
108 |
Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvordan de rumænske domstole skal anvende den del af konklusionen i Lin-dommen, hvorved Domstolen fastslog, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er blevet fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
109 |
Indledningsvis skal det i denne henseende bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at artikel 325, stk. 1, TEUF pålægger medlemsstaterne at bekæmpe svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, ved hjælp af afskrækkende og effektive foranstaltninger. Selv om medlemsstaterne frit kan vælge, hvilke sanktioner der skal finde anvendelse, idet disse kan have form af administrative sanktioner, strafferetlige sanktioner eller en kombination af de to, skal de dog i medfør af denne bestemmelse sørge for, at tilfælde af grov svig eller enhver anden alvorlig ulovlig handling, der skader Unionens finansielle interesser, straffes med sanktioner, der har en effektiv og afskrækkende karakter (jf. i denne retning dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 26 og 34, af 8.9.2015, Taricco m.fl., C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 39, 42 og 43, af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 35, af 5.6.2018, Kolev m.fl., C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 54, af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 181 og 191, og Lin-dommen, præmis 83 og 84). |
a) Lin-dommen
|
110 |
I forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Brașov, Rumænien) undersøgte Domstolen i den sag, der gav anledning til Lin-dommen, om EU-retten var til hinder for, at de rumænske domstole anvendte såvel forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 som kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
111 |
I denne henseende skal det indledningsvis præciseres, at Domstolen, således som det fremgår af Lin-dommens præmis 33 og 37, ikke i forbindelse med den sag, der gav anledning til denne dom, skulle tage stilling til de forpligtelser, som artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, pålægger en rumænsk domstol, der skal træffe afgørelse i en sag, hvori det på grundlag af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 ved en endelig afgørelse tidligere var blevet fastslået, at forældelsesfristen for den tiltaltes strafansvar var udløbet. |
1) Vurderingen i Lin-dommen af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022
|
112 |
Det følger af den første del af domskonklusionens punkt 1 i Lin-dommen, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal fortolkes således, at de rumænske domstole ikke er forpligtet til at undlade at anvende forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, når de skal træffe afgørelse i straffesager vedrørende grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. |
|
113 |
For at nå frem til en sådan konklusion fastslog Domstolen i første række, at disse domme skabte en systemisk risiko for, at grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, forbliver ustraffede, hvilket er uforeneligt med kravene i artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1. Som Domstolen fremhævede i Lin-dommens præmis 91, 92, 98 og 122, havde de nævnte domme nemlig til følge at neutralisere den forældelsesafbrydende virkning af de proceduremæssige skridt, der fandt sted i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, i et stort antal grove tilfælde af svig, der skadede disse interesser, hvorved det blev forhindret, at forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmændene til disse overtrædelser kunne forlænges som følge af de proceduremæssige skridt, der var blevet foretaget over for dem i løbet af denne periode. |
|
114 |
I anden række bemærkede Domstolen imidlertid i Lin-dommens præmis 101, at ingen national ret kan i henhold til artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, være forpligtet til at undlade at anvende en national regel om beregning af forældelsesfrister, der indebærer en systemisk risiko for, at grove tilfælde af svig eller andre alvorlige ulovlige aktiviteter, der skader Unionens finansielle interesser, forbliver ustraffede, når en undladelse af at anvende denne nationale regel indebærer en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1. |
|
115 |
Når dette er sagt, fastslog Domstolen i Lin-dommens præmis 109 og 111, at forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 fastsætter en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af det strafferetlige legalitetsprincip, som går ud over de garantier, der er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum. |
|
116 |
Domstolen fremhævede nemlig i Lin-dommens præmis 104, 105 og 108, at denne artikel 49, stk. 1, første punktum, sikrer, at de bestemmelser, der definerer lovovertrædelser og straffene herfor – og ikke bestemmelserne om forældelse af strafansvar – er tilgængelige, forudsigelige og præcise. Som Domstolen udtalte i den nævnte doms præmis 111, hviler forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 på den forudsætning, at reglerne om afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar i rumænsk ret hører under materiel strafferet, hvilket begrunder, at disse krav om forudsigelighed og klarhed finder anvendelse på en bestemmelse, der som artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009 regulerer grundene til afbrydelse af forældelsesfristen for strafansvar. |
|
117 |
I tredje række fandt Domstolen, at uanset den systemiske risiko for straffrihed, som den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af det strafferetlige legalitetsprincip, der er fastsat i forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, som anført i den foregående præmis i nærværende dom, indebærer, var de rumænske domstole imidlertid ikke forpligtede til at undlade at anvende en sådan norm, henset til dens betydning. |
|
118 |
Domstolen bemærkede således i Lin-dommens præmis 113-118, at for så vidt som denne nationale norm sikrer straffelovgivningens forudsigelighed og klarhed, herunder ordningen om forældelse med hensyn til strafbare handlinger, supplerer den den beskyttelse mod vilkårlighed på det strafferetlige område, som EU-retten yder i medfør af det grundlæggende retssikkerhedsprincip, som udgør et væsentligt element i retsstaten og dermed en grundlæggende værdi for Unionen som omhandlet i artikel 2 TEU. Et sådant princip kræver nemlig dels, at retsreglerne er klare og præcise, dels at deres anvendelse er forudsigelig for borgerne, især når de kan have bebyrdende virkninger. Denne beskyttelse mod vilkårlighed har en sådan betydning, at det i henhold til artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, ikke kunne kræves, at de rumænske domstole skulle se bort fra den nævnte nationale norm. |
2) Vurderingen i Lin-dommen af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022
|
119 |
Det følger af den første del af domskonklusionens punkt 1 i Lin-dommen, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, derimod skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, når de skal træffe afgørelse i straffesager vedrørende grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. |
i) Kvalificeringen af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, i lyset af chartrets artikel 49
|
120 |
I første række fastslog Domstolen i Lin-dommens præmis 106-109, at kassationsdomstolen i sin afgørelse nr. 67/2022 fastsatte en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, som går ud over de garantier, der er sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum. |
|
121 |
I henhold til denne nationale beskyttelsesnorm kan det nemlig være nødvendigt med tilbagevirkende kraft at anvende en lovgivning, der fastsætter grunde til afbrydelse af forældelsen af strafansvar, som lex mitior, når det efter en samlet vurdering af flere på hinanden følgende regelsæt viser sig, at en sådan lovgivning er gunstigere for den tiltalte. |
|
122 |
Det fremgår imidlertid af chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, at princippet om lex mitior, således som det forstås i EU-retten, gør det muligt for en tiltalt at drage fordel af en bestemmelse, der er trådt i kraft, efter at lovovertrædelsen er begået, og som enten ændrer den strafferetlige kvalificering af denne lovovertrædelse på en måde, der er til vedkommendes fordel, eller lemper straffen for den nævnte lovovertrædelse, så længe denne tiltalte ikke er blevet endeligt dømt (jf. i denne retning dom af 7.8.2018, Clergeau m.fl., C-115/17, EU:C:2018:651, præmis 38, og af 1.8.2025, BAJI Trans, C-544/23, EU:C:2025:614, præmis 81 og 97 og den deri nævnte retspraksis). |
|
123 |
I modsætning til den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, finder princippet om lex mitior, således som dette er sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, derimod ikke anvendelse på flere på hinanden følgende regelsæt, der regulerer metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar. |
|
124 |
I anden række skal det bemærkes, at denne fortolkning af chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende de garantier, der er fastsat i EMRK’s artikel 7, der, således som det er fremhævet i nærværende doms præmis 104, skal tages i betragtning som tærskel for minimumsbeskyttelse. |
|
125 |
Det følger nemlig af denne retspraksis, at selv om EMRK’s artikel 7, stk. 1, implicit sikrer princippet om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den mindst indgribende straffebestemmelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette princip kun finder anvendelse på de bestemmelser, der definerer lovovertrædelserne og den straf, de medfører, idet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder det rimeligt, at de nationale domstole anvender princippet tempus regit actum for så vidt angår processuelle bestemmelser og navnlig reglerne om beregning af forældelsesfristen for strafansvar (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 17.9.2009, Scoppola mod Italien (nr. 2), CE:ECHR:2009:0917JUD001024903, §§ 109 og 110, og Menneskerettighedsdomstolen, 29.1.2019, Orlen Lietuva Ltd mod Litauen, CE:ECHR:2019:0129JUD004584913, § 97 og den deri nævnte retspraksis). |
|
126 |
Det følger heraf, at i modsætning til hvad kassationsdomstolen fastslog i sin afgørelse nr. 37/2024, indebærer det forbud for de rumænske domstole, der følger af Lin-dommen, mod at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 og følgelig at tillægge den retlige ordning for grundene til afbrydelse af forældelsesfristen, som følger af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, og som var gældende i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, tilbagevirkende kraft, ikke en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, ved at opretholde virkningerne af en tidligere strengere straffelov. Selv om princippet om lex mitior, således som dette er fastsat i denne bestemmelse, ganske vist kræver, at der ses bort fra anvendelsen af en tidligere straffelov til fordel for den senere straffelov, der er gunstigere for den tiltalte, så længe den pågældende ikke er blevet endeligt dømt, gælder en sådan forpligtelse imidlertid kun inden for den nævnte bestemmelses anvendelsesområde. Som det er fremhævet i nærværende doms præmis 123, er de regler, der regulerer metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, udelukket fra samme bestemmelses anvendelsesområde. |
|
127 |
I tredje række kan den fortolkning af chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, der er anlagt i nærværende doms præmis 123, heller ikke drages i tvivl af den begrundelse, som kassationsdomstolen lagde til grund i sin afgørelse nr. 37/2024, hvorefter det følger af Menneskerettighedsdomstolens dom af 12. januar 2016, Gouarré Patte mod Andorra (CE:ECHR:2016:0112JUD003342710), at denne bestemmelse skal fortolkes således, at den pålægger en medlemsstats retsinstanser med tilbagevirkende kraft at anvende regler, der regulerer metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, og som er gunstigere for den tiltalte, når anvendelsesområdet for princippet om lex mitior, således som det forstås i denne medlemsstats ret, som i det foreliggende tilfælde udvides til at omfatte flere på hinanden følgende regelsæt vedrørende metoden til beregning af forældelsesfristerne for strafansvar. |
|
128 |
Det følger ganske vist af den nævnte doms § 35, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at de nationale retter i medfør af princippet om retsreglernes forrang, som EMRK’s artikel 7 udgør et væsentligt element i, skal anvende en senere lov, der fastsætter en mildere straf, herunder når den træder i kraft efter afsigelsen af en endelig dom, når den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior giver en yderligere garanti i forhold til dem, der følger af EMRK’s artikel 7, ved at kræve, at de love, der er vedtaget, efter at den berørte person er blevet endeligt dømt, og som er gunstigere for vedkommende, ligeledes har tilbagevirkende kraft. |
|
129 |
Når dette er sagt, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kun fastslået en sådan forpligtelse med hensyn til bestemmelser, der fastsætter mildere straffe, og ikke med hensyn til bestemmelser, der indebærer en lempeligere metode til beregning af forældelsesfristerne for strafansvar. Det kan derfor ikke udledes af den nævnte dom, at denne domstol som følge af princippet om retsreglernes forrang, som EMRK’s artikel 7 udgør et væsentligt element i, kræver, at retterne i en medlemsstat med tilbagevirkende kraft anvender de regler vedrørende metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, som er gunstigere for den tiltalte, når princippet om lex mitior, således som dette er fastsat i national ret, finder anvendelse på sådanne tidsmæssige successive regelsæt. |
|
130 |
Det ræsonnement, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anlagde i samme dom, er desuden udtrykkeligt baseret på princippet om retsreglernes forrang, som EMRK’s artikel 7 udgør et væsentligt element i. |
|
131 |
Det kan derfor ikke udledes af Menneskerettighedsdomstolens dom af 12. januar 2016, Gouarré Patte mod Andorra (CE:ECHR:2016:0112JUD003342710), at en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, som går ud over de garantier, der er sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, skal beskyttes i henhold til EMRK’s artikel 7 og dermed ligeledes i henhold til denne artikel 49, stk. 1, sidste punktum, når denne nationale beskyttelsesnorm er i strid med andre bestemmelser i EU-retten, såsom artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, og dermed ikke overholder princippet om retsreglernes forrang, som denne dom er baseret på. |
|
132 |
Dette gælder så meget desto mere, som de nationale retter i en situation som den i hovedsagen omhandlede, således som det er fremhævet i nærværende doms præmis 105, kun kan anvende nationale normer for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, under forudsætning af at denne anvendelse ikke bringer EU-rettens forrang, enhed og effektivitet i fare. |
|
133 |
Kravet om, at sådanne nationale beskyttelsesnormer ikke bringer EU-rettens forrang, enhed og effektivitet i fare, ville blive tilsidesat, hvis det blev anerkendt, at en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, som går videre end de garantier, der er sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, skal anvendes af de nationale retter i medfør af sidstnævnte bestemmelse, uafhængigt af den omstændighed, at denne norm tilsidesætter andre bestemmelser i EU-retten. |
|
134 |
Det følger af nærværende doms præmis 120-133, at det er passende at gentage den vurdering, der fremgår af Lin-dommen, hvorefter den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, ikke gennemfører de garantier, der er sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum. |
ii) Vurderingen af den systemiske risiko, der følger af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022
|
135 |
I Lin-dommens præmis 98, 99 og 121-124 fastslog Domstolen efter at have foretaget en afvejning mellem den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, og de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, at de rumænske domstole skulle undlade at anvende denne beskyttelsesnorm. |
|
136 |
I denne henseende bemærkede Domstolen nærmere bestemt, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 forværrer den systemiske risiko for straffrihed, der, således som det er anført i nærværende doms præmis 113, allerede fulgte af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, idet den udvidede den neutraliserende virkning af de grunde til afbrydelse af forældelsen af strafansvar, der blev pålagt ved disse domme fra forfatningsdomstolen, til at omfatte proceduremæssige skridt, der fandt sted før den 25. juni 2018. |
|
137 |
Derved blev kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 om den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior på den ene side og forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 om den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af legalitetsprincippet og princippet om strafferettens forudsigelighed på den anden side behandlet forskelligt i Lin-dommen. En sådan forskel i behandlingen følger både af de særlige forhold, der er uløseligt forbundet med disse to nationale normer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, og af den betydelige stigning i den systemiske risiko for straffrihed, der følger af anvendelsen af den første af disse normer. |
|
138 |
Det skal således i første række bemærkes, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 i modsætning til forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 ikke er baseret på kravene om strafferettens forudsigelighed og klarhed – som er af særlig betydning i EU-retten, således som det er anført i nærværende doms præmis 118 – med henblik på at fratage de proceduremæssige skridt, der blev foretaget før den 25. juni 2018, deres afbrydende virkning i forhold til forældelsesfristen for strafansvar. Denne afgørelse indebærer derimod en ændring med tilbagevirkende kraft af reglerne for metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, som var gældende på det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, uanset om den blev begået før eller efter den 1. februar 2014. Det fremgår nemlig af den præjudicielle afgørelse, at disse regler nødvendigvis var mindre gunstige end den retlige ordning for forældelse, der fulgte af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022. |
|
139 |
I anden række skal det fremhæves, at den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, indebærer, at den systemiske risiko for, at gerningsmændene til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke straffes, øges i et sådant omfang, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, ville være blevet frataget en væsentlig del af deres effektivitet, hvis de rumænske domstole ikke havde været forpligtet til at undlade at anvende den. |
|
140 |
For det første fremgår det nemlig af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 indebærer, at de proceduremæssige skridt, der fandt sted i perioden fra den 1. februar 2014, hvor artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009 trådte i kraft, til den 25. juni 2018, som er datoen for offentliggørelsen af forfatningsdomstolens dom nr. 297/2018, ikke skal anses for at have forældelsesafbrydende virkning med den begrundelse, at den retlige ordning for beregning af forældelsesfristen for strafansvar, der var gældende i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, og som følger af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, efter en samlet vurdering skal anses for at være en strafferetlig »lov«, der er gunstigere end den nævnte artikel 155, stk. 1. |
|
141 |
Det følger heraf, at til den periode på ca. 47 måneder, i løbet af hvilken ingen handling kunne afbryde forældelsen af strafansvar i overensstemmelse med den retlige ordning, der følger af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, skal der i medfør af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 i det mindste tilføjes en periode på 51 måneder, hvorunder den samme retlige ordning fandt anvendelse, hvilket udgør en betydelig udvidelse af den systemiske risiko for straffrihed, der følger af disse domme fra forfatningsdomstolen. |
|
142 |
For det andet fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 ligeledes indebærer, at de proceduremæssige skridt, der blev meddelt mistænkte eller sigtede i perioden fra den 1. januar 1969, hvor artikel 123 i straffeloven af 1968 trådte i kraft, til den 1. februar 2014, hvor denne lov blev ophævet, ikke skal anses for at have forældelsesafbrydende virkning med den begrundelse, at den retlige ordning for beregning af forældelsesfristen, der var gældende i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, og som følger af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, efter en samlet vurdering skal anses for at være en strafferetlig »lov«, der er gunstigere end den nævnte artikel 123. |
|
143 |
I et sådant tilfælde ville forældelsen af strafansvar for gerningsmændene til alle grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, og som blev begået mellem datoen for Rumæniens tiltrædelse af Unionen og den 30. maj 2022, således ikke være omfattet nogen forældelsesafbrydelse. |
|
144 |
For det tredje skal det endvidere fremhæves, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 fører til, at proceduremæssige skridt, som på det tidspunkt, hvor de blev foretaget, lovligt havde afbrydende virkning, fratages en sådan virkning med tilbagevirkende kraft. En sådan konsekvens svækker imidlertid i væsentlig grad effektiviteten af den strafferetlige forfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ved at gøre det muligt med tilbagevirkende kraft at ophæve virkningerne af en forældelsesafbrydelse, der var indtrådt i medfør af loven, og som de rumænske strafferetlige myndigheder havde støttet sig på med henblik på at fastslå, at den frist, inden for hvilken den strafferetlige forfølgning af gerningsmændene til denne svig skulle afsluttes, var blevet forlænget. |
|
145 |
Fra datoen for offentliggørelsen af forfatningsdomstolens dom af 2018, dvs. den 25. juni 2018, var disse myndigheder omvendt i stand til at vurdere risikoen for, at de proceduremæssige skridt, som de påtænkte at vedtage fra denne dato, og som i henhold til artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009 burde have afbrudt forældelsesfristen for strafansvar, ville blive frataget en sådan virkning, fordi denne bestemmelse var uforenelig med det strafferetlige legalitetsprincip, således som det forstås i rumænsk ret. |
|
146 |
I tredje række skal det tilføjes, at det forbud, der følger af Lin-dommen, mod, at de rumænske domstole anvender den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, ikke tilsidesætter de krav om strafferettens klarhed og forudsigelighed, der følger af den nationale beskyttelsesnorm, der er fastsat i forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022. |
|
147 |
Ved at pålægge de rumænske domstole at undlade at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, hvorefter de proceduremæssige skridt, der blev foretaget før den 25. juni 2018, med tilbagevirkende kraft kunne fratages deres afbrydende virkning, bevarede Domstolen tværtimod i Lin-dommen den fulde anvendelse af de regler om metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, der var gældende før offentliggørelsen af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
148 |
Lin-dommen har således på ingen måde til følge, at der på gerningsmændene til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, skal anvendes grunde til afbrydelse af forældelsesfristen for deres strafansvar, som ikke var fastsat på det tidspunkt, hvor denne svig blev begået. Denne dom har således ikke modvirket de berettigede forventninger, som borgerne kunne have på et sådant tidspunkt (jf. modsætningsvis dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, herefter dommen i sagen M.A.S. og M.B., EU:C:2017:936, præmis 60). |
|
149 |
I fjerde række og endelig følger det af ovenstående betragtninger, at Domstolen i Lin-dommen på ingen måde fastslog, at den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i rumænsk ret, principielt tilsidesætter EU-retten og nødvendigvis skal lades ude af betragtning af de rumænske domstole. Domstolen begrænsede sig nemlig til at fastslå, at denne nationale beskyttelsesnorm, således som denne var blevet fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, indebar en systemisk risiko for straffrihed for grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, i et sådant omfang, at den var i strid med selve kernen i beskyttelsen af Unionens finansielle interesser i henhold til artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, og at EU-retten af denne grund var til hinder for, at de rumænske domstole anvendte den nævnte nationale beskyttelsesnorm. |
b) Anvendelsen af Lin-dommen i lyset af det forfatningsretlige princip om forbud mod anvendelse af lex tertia i strafferetten
|
150 |
Med det andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, uanset det forhold, at det i medfør af et forfatningsmæssigt princip, der forbyder anvendelsen af lex tertia, er forbudt for disse domstole delvist at anvende flere på hinanden følgende strafferetlige regelsæt ved at kombinere visse af bestemmelserne heri, herunder bestemmelser om metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar. |
|
151 |
Den forelæggende ret har præciseret, at princippet om lex mitior, således som dette fortolkes af Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), indebærer, at det i tilfælde af flere på hinanden følgende retlige ordninger er nødvendigt at vælge og anvende den lov, der samlet set sikrer den tiltalte en gunstigere stilling, uden at det dog er tilladt at kombinere de gunstige bestemmelser i flere på hinanden følgende love og derved gennem retspraksis at skabe en lex tertia. |
|
152 |
I denne henseende bemærkes i første række, således som den rumænske regering har bekræftet i retsmødet, at det strafferetlige legalitetsprincip, således som dette forstås i rumænsk ret, indebærer, at beregningen af forældelsesfristen for en bestemt lovovertrædelse skal foretages i henhold til de regler, der fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor denne overtrædelse blev begået, medmindre en lovgivning, der er gunstigere for den tiltalte, er trådt i kraft efter denne dato. |
|
153 |
Endvidere bemærkes, at Domstolen i Lin-dommen begrænsede sig til at fastslå, at EU-retten var til hinder for, at de rumænske domstole, når de skulle træffe afgørelse i straffesager vedrørende grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, anvendte kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, og følgelig i medfør af princippet om lex mitior tillagde den ordning for afbrydelse af forældelse, der var gældende i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, tilbagevirkende kraft. |
|
154 |
Det følger af det ovenstående, således som den forelæggende ret i øvrigt har anført i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, at den fortolkning af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, der er anlagt i Lin-dommen, på ingen måde pålægger de rumænske domstole at kombinere flere på hinanden følgende regelsæt med henblik på gennem retspraksis at indføre en ordning for metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar. |
|
155 |
Det skal nærmere bestemt for det første fremhæves, at Lin-dommen ikke er til hinder for, at de rumænske domstole kan beregne forældelsesfristen for strafansvaret for en gerningsmand, der har begået en lovovertrædelse, før den 1. februar 2014, i overensstemmelse med de grunde til afbrydelse af forældelsen, der er fastsat i artikel 123 i straffeloven af 1968, eller forældelsesfristen for strafansvaret for en gerningsmand, der har begået en lovovertrædelse i perioden fra den 1. februar 2014 til den 25. juni 2018, i overensstemmelse med de grunde til afbrydelse, der er fastsat i artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009. |
|
156 |
For det andet forbød Domstolen på ingen måde de rumænske domstole i Lin-dommen at beregne forældelsesfristen for strafansvaret for en gerningsmand, der har begået en lovovertrædelse i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, ved at nægte at anerkende, at proceduremæssige skridt kunne afbryde forældelsen i overensstemmelse med forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022. |
|
157 |
For det tredje er EU-retten heller ikke til hinder for, at artikel 155, stk. 1, i straffeloven af 2009, som indsat ved nøddekret nr. 71/2022, kun finder anvendelse på lovovertrædelser, der er begået fra den 30. maj 2022, som er datoen for bestemmelsens ikrafttræden. |
|
158 |
I anden række – såfremt den forelæggende ret med det andet spørgsmål, litra a), ligeledes ønsker at anmode Domstolen om at tage stilling til den forskellige behandling, der følger af Lin-dommen, mellem på den ene side den lovgivning, der finder anvendelse på metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmændene til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, og på den anden side den lovgivning, der finder anvendelse på metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar for gerningsmændene til andre former for svig – skal følgende bemærkes. |
|
159 |
Det er korrekt, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som fortolket af Domstolen i Lin-dommen, kun pålægger de rumænske domstole at undlade anvendelsen af den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, i forbindelse med grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. Gerningsmænd, der har begået andre former for svig, kan derfor drage fordel af den tilbagevirkende kraft, der i medfør af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 blev tillagt den ordning for afbrydelse af forældelsen, som var gældende i perioden fra den 25. juni 2018 til den 30. maj 2022, og deres strafansvar kan således ophøre på et tidligere tidspunkt. |
|
160 |
Når dette er sagt, skal en sådan forskellig behandling, der følger direkte af den begrænsede materielle rækkevidde af de krav, der er fastsat i artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som har til formål at sikre en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser, anses for at være rimeligt begrundet i forhold til et sådant formål, således at denne forskellige behandling ikke tilsidesætter lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, således som dette forstås i EU-retten. |
|
161 |
Det kan i øvrigt ikke tillades, at de rumænske domstole i henhold til en national beskyttelsesorm, der forbyder en sådan forskellig behandling, er forpligtet til at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 på grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. |
|
162 |
For det første ville en sådan konsekvens nemlig medføre en forøgelse af den systemiske risiko for straffrihed for grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som ville svare til den risiko, der følger af, at disse retsinstanser på disse grove tilfælde af svig anvender den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. For det andet er den nævnte konsekvens ikke baseret på det strafferetlige legalitetsprincip for så vidt angår kravene om, at straffeloven skal være klar, præcis, forudsigelig og ikke have tilbagevirkende kraft, herunder de bestemmelser, der regulerer forældelse af strafansvar som omhandlet i dommen i sagen M.A.S. og M.B. og Lin-dommen. |
|
163 |
Det følger af ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål, litra a), skal besvares med, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, uanset det forhold, at det i medfør af et forfatningsmæssigt princip, der forbyder anvendelsen af lex tertia, er forbudt for disse domstole delvist at anvende flere på hinanden følgende strafferetlige regelsæt ved at kombinere visse af bestemmelserne heri. |
c) Anvendelsen i Lin-dommen af betingelsen om systemisk risiko for straffrihed
|
164 |
Med det andet spørgsmål, litra d), som herefter skal behandles, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, selv om der i national ret ikke findes kriterier, der gør det muligt at fastslå, om anvendelsen af denne nationale beskyttelsesnorm medfører en systemisk risiko for straffrihed for gerningsmænd til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. |
|
165 |
I denne henseende skal det i første række bemærkes, således som det er anført i nærværende doms præmis 113 og 136, at Domstolen i Lin-dommens præmis 91 fastslog, at den retsstilling, der følger af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022 samt af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, indebærer en systemisk risiko for, at grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke straffes, navnlig i sager, hvis kompleksitet kræver en længere efterforskning fra de strafferetlige myndigheders side. |
|
166 |
En sådan konstatering var ikke alene baseret på den forelæggende rets vurderinger i den sag, der gav anledning til Lin-dommen, men også på de oplysninger, som Kommissionen fremlagde den 22. november 2022 i sin rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om Rumæniens fremskridt som led i mekanismen for samarbejde og kontrol (COM(2022) 664 final), i henhold til Kommissionens beslutning 2006/928/EF af 13. december 2006 om oprettelse af en mekanisme for samarbejde og kontrol vedrørende Rumæniens fremskridt med opfyldelsen af specifikke benchmarks på områderne retsreform og bekæmpelse af korruption (EUT 2006, L 354, s. 56). Disse oplysninger bekræftede nemlig risikoen for, at mange grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke længere kunne straffes på grund af de ændringer af metoden til beregning af forældelsesfristen for gerningsmændenes strafansvar, som fulgte af disse domme fra forfatningsdomstolen og kassationsdomstolen (jf. i denne retning Lin-dommen, præmis 89 og 90). |
|
167 |
Som anført i nærværende doms præmis 136 og 141 fastslog Domstolen desuden i Lin-dommen, at den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, i væsentlig grad forøgede den systemiske risiko for straffrihed, som allerede fulgte af forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, på grund af den tilbagevirkende kraft, som denne afgørelse fra kassationsdomstolen tillagde den retlige ordning for beregning af forældelsesfristen, der fulgte af disse domme fra forfatningsdomstolen. |
|
168 |
Som den forelæggende ret har anført i sin anmodning om præjudiciel afgørelse, fremgår det således udtrykkeligt af Lin-dommen, at Domstolen selv fastslog, at den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, indebærer en systemisk risiko for straffrihed for grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. Når de rumænske domstole skal anvende artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, er de derfor fritaget for at undersøge, om denne afgørelse nr. 67/2022 indebærer en sådan systemisk risiko for straffrihed, og de skal derimod i henhold til den bindende virkning af Domstolens praksis lægge til grund, at dette er tilfældet. |
|
169 |
Det følger ligeledes heraf, at til forskel fra den situation, der gav anledning til dommen i sagen M.A.S. og M.B., fører vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt anvendelsen af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 indebærer en systemisk risiko for straffrihed for gerningsmænd til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke til en usikkerhed i den nationale retsorden, der kan tilsidesætte den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om strafferettens klarhed (jf. i denne retning dommen i sagen M.A.S. og M.B., præmis 59). |
|
170 |
Endelig skal det i denne henseende tilføjes, at selv om den rumænske regering har nævnt visse retsstatistikker i retsmødet for Domstolen, synes ingen af disse statistikker at kunne ændre Domstolens konstatering af, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 indebærer en systemisk risiko for straffrihed for gerningsmænd til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, hvilken konstatering den forelæggende ret i øvrigt ikke har rejst tvivl om. |
|
171 |
I anden række skal det fremhæves, at Domstolen ved at fastslå, at der forelå en sådan systemisk risiko for straffrihed, ikke tilsidesatte de garantier, der følger af retssikkerhedsprincippet, således som de er anført i nærværende doms præmis 118. |
|
172 |
Analysen i Lin-dommens præmis 89-91, 99, 121 og 122 er således støttet på en forudsigelig fortolkning af begrebet »systemisk risiko for straffrihed« som omhandlet i EU-retten, navnlig henset til de præciseringer, der i denne henseende er givet i præmis 47 i dom af 8. september 2015, Taricco m.fl. (C-105/14, EU:C:2015:555), og i præmis 200 og 201 i dom af 21. december 2021, Euro Box Promotion m.fl. (C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034). |
|
173 |
Endvidere skal det bemærkes, at det fra tidspunktet for offentliggørelsen af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 kunne forudsiges, at den ville medføre en sådan systemisk risiko for straffrihed. Gerningsmændene til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, var således i stand til at forudse, at denne afgørelse var uforenelig med de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, fra den dato, hvor de kunne forvente at blive omfattet af den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, der er fastsat i den nævnte afgørelse. |
|
174 |
Selv om det er korrekt, at eksistensen af denne risiko for de lovovertrædelser, der blev begået før offentliggørelsen af den samme afgørelse, ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor de blev begået, følger en sådan situation imidlertid ikke af en manglende forudsigelighed i den gældende EU-ret, men udelukkende af den omstændighed, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, selv om den blev vedtaget, efter at disse overtrædelser blev begået, ikke desto mindre har bevirket en ændring med tilbagevirkende kraft af metoden til beregning af forældelsesfristen for gerningsmændenes strafansvar. |
|
175 |
Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål, litra d), skal besvares med, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at de rumænske domstole er forpligtet til at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior som fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, selv om der i national ret ikke findes kriterier, der gør det muligt for dem at fastslå, om anvendelsen af denne nationale beskyttelsesnorm medfører en systemisk risiko for straffrihed for gerningsmænd til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, eftersom det udtrykkeligt og forudsigeligt følger af Lin-dommen, at den nævnte beskyttelsesnorm indebærer en sådan systemisk risiko. |
d) Anvendelse af Lin-dommen på forhold, der er endeligt forældet, i medfør af den nationale beskyttelsesnorm, som er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022
|
176 |
Med det andet spørgsmål, litra b), som herefter skal behandles, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at de rumænske domstole skal undlade at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, når de skal træffe afgørelse i straffesager, for hvilke forældelsesfristen, hvis den beregnes under hensyntagen til denne afgørelse, skal anses for at være udløbet inden datoen for afsigelsen af Lin-dommen. |
|
177 |
I den forbindelse skal der sondres mellem to tilfælde. Det første vedrører den situation, hvor en rumænsk domstol skal anvende artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, på grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, for hvilke en retsafgørelse, der har fået retskraft, allerede endeligt har fastslået, at forældelsesfristen for strafansvar er udløbet som følge af anvendelsen af den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. Det andet vedrører den situation, hvor disse EU-retlige bestemmelser skal anvendes på grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, for hvilke der endnu ikke er truffet en sådan retsafgørelse. |
1) Anvendelse af Lin-dommen på en sag, hvor det ved en retsafgørelse endeligt er fastslået, at forældelsesfristen for strafansvar er udløbet
|
178 |
I første række skal der henvises til den betydning, som princippet om retskraft har i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det nemlig påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (jf. dom af 30.9.2003, Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 38, og af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af sagen, hvor der er blevet truffet en endelig afgørelse), C-582/21, EU:C:2024:282, præmis 37). |
|
179 |
Følgelig er en national domstol i henhold til EU-retten ikke forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en retsafgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en national situation, der er i strid med EU-retten. EU-retten kræver således ikke, at en national retsinstans for at tage hensyn til den fortolkning af en relevant bestemmelse i EU-retten, som er anlagt af Domstolen, principielt skal genoptage sin retskraftige afgørelse. Såfremt de anvendelige nationale processuelle regler indeholder en mulighed for, at den nationale domstol under visse omstændigheder kan genoptage en retskraftig afgørelse til fornyet prøvelse for at bringe situationen i overensstemmelse med national ret, skal denne mulighed i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet imidlertid anvendes, hvis disse betingelser er opfyldt, med henblik på at bringe situationen i hovedsagen i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 10.7.2014, Impresa Pizzarotti, C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 59-62, og af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af sagen, hvor der er blevet truffet en endelig afgørelse), C-582/21, EU:C:2024:282, præmis 38 og 42). |
|
180 |
Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 74-80 i forslaget til afgørelse, kræver artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, således ikke som sådan, at der skal rejses tvivl om en retskraftig retsafgørelse, hvorved det er blevet fastslået, at strafansvaret er ophørt, på grundlag af en beregning af forældelsesfristen, der anvender den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. En sådan konklusion gælder, uanset om den retsafgørelse, der endeligt fastslår, at forældelsesfristen er udløbet, er afsagt før eller efter afsigelsen af Lin-dommen. |
|
181 |
Når dette er sagt, skal en sådan afgørelse i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 179, hvis rumænsk ret under visse betingelser giver mulighed for at genoptage en retskraftig afgørelse for at gøre situationen forenelig med denne ret, ligeledes kunne anfægtes under de samme betingelser med henblik på at gøre den i hovedsagen omhandlede situation forenelig med artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1. |
|
182 |
I anden række skal det for det første fremhæves, at selv om vurderingen af domfældelsens endelige karakter skal foretages på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, der har afsagt dommen, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette begreb skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, for så vidt som det fastlægger rækkevidden af de forpligtelser, der for medlemsstaterne følger af afvejningen mellem på den ene side overholdelsen af princippet om EU-rettens forrang og på den anden side princippet om retskraft. Det følger heraf, at den omstændighed, at en domfældelse anses for at være endelig i henhold til national ret, ikke er afgørende for anvendelsen af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 179 (jf. analogt dom af 1.8.2025, BAJI Trans, C-544/23, EU:C:2025:614, præmis 100 og 101 og den deri nævnte retspraksis). |
|
183 |
For det andet kan en dom ikke anses for at være endelig i denne retspraksis’ forstand, når den kan gøres til genstand for et ordinært retsmiddel, dvs. ethvert retsmiddel, der indgår i det normale forløb af en retssag og som sådan udgør en sådan processuel udvikling, som enhver part med rimelighed må forvente kan indtræde. Dette er bl.a. tilfældet, når den dømte person eller den offentlige myndighed, der er ansvarlig for retsforfølgning, inden for en frist, der er fastsat ved lov, og uden at skulle begrunde, at der foreligger særlige omstændigheder, såsom nødvendigheden af i lovens interesse at sikre sammenhængen i retspraksis, kan anlægge et søgsmål med henblik på at opnå ophævelse eller omgørelse af en dom. I denne henseende er det uden betydning, at et søgsmål, der kan anlægges inden for en frist, der er fastsat ved lov, og uden at det er nødvendigt at begrunde, at der foreligger særlige omstændigheder, i henhold til national ret anses for at være et særligt retsmiddel. Så længe fristen for at iværksætte et sådant retsmiddel ikke er udløbet, eller der ikke er truffet afgørelse herom, kan denne retsafgørelse nemlig ikke anses for endeligt at have medført, at adgangen til strafforfølgning definitivt er ophørt (jf. analogt dom af 1.8.2025, BAJI Trans, C-544/23, EU:C:2025:614, præmis 102 og 103 og den deri nævnte retspraksis). |
|
184 |
Det følger heraf, at når der på de betingelser, der er omhandlet i den foregående præmis i nærværende dom, er iværksat en kassationsappel til prøvelse af en retsafgørelse, kan denne afgørelse kun blive endelig, når parterne har udtømt dette retsmiddel eller har ladet fristen for at iværksætte en sådan appel udløbe uden at iværksætte den (jf. analogt dom af 1.8.2025, BAJI Trans, C-544/23, EU:C:2025:614, præmis 105). |
|
185 |
I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at dommen af 21. marts 2024 afsagt af Curtea de Appel Oradea (appeldomstolen i Oradea), hvorved det blev fastslået, at M.G.D’s strafansvar var ophørt på grundlag af en beregning af forældelsesfristen for dette ansvar, der anvendte den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, udgjorde en endelig dom, der havde fået retskraft som omhandlet i nærværende doms præmis 183 og 184. |
2) Anvendelsen af Lin-dommen på strafforfølgning, for hvilken forældelsesfristens udløb ikke er blevet fastslået ved en endelig retsafgørelse
|
186 |
Som det fremgår af nærværende doms præmis 176, ønsker den forelæggende ret oplyst, om chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum, pålægger de rumænske domstole at undlade at anvende artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som fortolket i Lin-dommen, når strafansvaret for gerningsmændene til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, skal anses for at være ophørt inden datoen for afsigelsen af denne dom, hvis forældelsesfristen for dette ansvar blev beregnet på grundlag af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
187 |
Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om de rumænske domstole ved anvendelsen af Lin-dommen i strid med de garantier, der er fastsat i EMRK’s artikel 7, vil genoplive en forældelsesfrist, der skal anses for at være endeligt udløbet. |
|
188 |
Indledningsvis bemærkes for det første, at det strafferetlige legalitetsprincip, således som dette er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum, ifølge selve ordlyden af denne bestemmelse kræver, at ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, som ikke udgjorde en forbrydelse efter national ret eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Den nævnte bestemmelse fastsætter endvidere, at der heller ikke kan pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået. Det følger heraf, at de bestemmelser, der definerer lovovertrædelser og fastsætter straffe, skal være tilgængelige og forudsigelige og principielt ikke kan have tilbagevirkende kraft, medmindre en sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft er til fordel for den tiltalte i overensstemmelse med de garantier, der er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1, sidste punktum, og som er nævnt i nærværende doms præmis 122. |
|
189 |
Chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum, sikrer derimod ikke, at personer, der er genstand for strafforfølgning, fortsat er underlagt de forældelsesregler vedrørende strafansvar, der var gældende på det tidspunkt, hvor de handlinger, som de foreholdes, blev begået, idet disse regler kan ændres, så længe forældelsesfristen endnu ikke er udløbet (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Taricco m.fl., C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 54-57 og den deri nævnte retspraksis, samt dommen i sagen M.A.S. og M.B., præmis 42). |
|
190 |
Chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum, er imidlertid til hinder for, at gerningsmanden efter udløbet af forældelsesfristen for strafansvar på ny kan ifalde ansvar som følge af ikrafttrædelsen af en ny bestemmelse, der forlænger denne forældelsesfrist. Det ville nemlig være i strid med denne artikel 49, stk. 1, første punktum, at en sådan forlængelse af forældelsesfristen kan medføre, at et endeligt ophørt strafansvar genoplives. |
|
191 |
Denne fortolkning af chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum, er forenelig med den tærskel for minimumsbeskyttelse, der er fastsat i EMRK’s artikel 7. I overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis er denne artikel 7 nemlig ikke til hinder for, at forældelsesfrister forlænges som følge af den umiddelbare anvendelse af en proceslov, når de påtalte forhold aldrig er blevet forældet. Genindførelse af strafansvar efter udløbet af forældelsesfristen er derimod uforeneligt med det grundlæggende legalitetsprincip og det grundlæggende princip om forudsigelighed, der er fastsat i EMRK’s artikel 7 (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, dom af 22.6.2000, Coëme m.fl. mod Belgien, CE:ECHR:2000:0622JUD003249296, § 149, og Menneskerettighedsdomstolen, rådgivende udtalelse af 26.4.2022 om forældelsesfrister for retsforfølgning, domfældelse og sanktioner for lovovertrædelser, der i det væsentlige udgør tortur, §§ 75 og 77). |
|
192 |
For det andet skal det ligeledes bemærkes, således som det er fremhævet i nærværende doms præmis 118, at retssikkerhedsprincippet, som chartrets artikel 49, stk. 1, første punktum, er et særligt udtryk for, dels kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise, dels at deres anvendelse skal være forudsigelig for borgerne, navnlig når de kan have bebyrdende virkninger (jf. i denne retning Lin-dommen, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis). |
|
193 |
Det følger heraf, at artikel 325 TEUF eller BFI-konventionens artikel 2, stk. 1 – idet dette princip ellers ville blive tilsidesat – kun kan være til hinder for, at forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmænd til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, anses for at være udløbet på grundlag af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, hvis disse EU-retlige bestemmelser udgør et retsgrundlag, der er tilstrækkeligt klart og forudsigeligt til at være til hinder for udløbet af en sådan forældelsesfrist (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolen, rådgivende udtalelse af 26.4.2022 om forældelsesfrister for retsforfølgning, domfældelse og sanktioner for lovovertrædelser, der i det væsentlige udgør tortur, § 78). |
|
194 |
Det skal derfor undersøges, om fortolkningen af artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, i Lin-dommen har bevirket, at en forældelsesfrist i strid med chartrets artikel 49, stk. 1, er begyndt at løbe på ny, efter at den er udløbet. Dette ville ikke alene være tilfældet, hvis de krav, der er fastsat i disse EU-retlige bestemmelser, først havde fundet anvendelse efter udløbet af denne frist, men også, hvis de nævnte bestemmelser, selv om de var trådt i kraft tidligere, skulle anses for at være uklare eller for ikke at have været tilstrækkeligt forudsigelige på det tidspunkt, hvor den nævnte frist skulle have været udløbet i henhold til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
i) Datoen for ikrafttrædelsen af de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1
|
195 |
I første række skal det fremhæves, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, senest blev en del af rumænsk ret henholdsvis den 1. december 2009 og den 1. januar 2008. |
|
196 |
Endvidere er det ubestridt, at der ikke har kunnet begås grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, i Rumænien før den 1. januar 2007, som er datoen for denne stats tiltrædelse af Unionen. Det fremgår desuden af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den minimumsforældelsesfrist, der finder anvendelse på sådanne tilfælde af svig, er otte år. |
|
197 |
Det følger heraf, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, var en del af rumænsk ret, længe før der kunne være indtrådt forældelse for grove tilfælde af svig, der er til skade for Unionens finansielle interesser, i henhold til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior i rumænsk ret, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
198 |
I anden række blev disse bestemmelser, således som det er anført i nærværende doms præmis 119, i Lin-dommen fortolket således, at de er til hinder for, at en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior som den, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, anvendes på strafforfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. |
|
199 |
Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at den fortolkning, der således blev anlagt i Lin-dommen af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, begrænser sig til at belyse og præcisere betydningen og rækkevidden af disse bestemmelser, således som de burde have været forstået og anvendt fra deres ikrafttræden (jf. bl.a. dom af 27.3.1980, Denkavit italiana, 61/79, EU:C:1980:100, præmis 16, og af 5.4.2022, Commissioner of An Garda Síochána m.fl., C-140/20, EU:C:2022:258, præmis 125). |
|
200 |
Det følger heraf, at disse bestemmelser, siden de trådte i kraft i den rumænske retsorden, skal anses for at være til hinder for, at en national beskyttelsesnorm som den, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, anvendes på strafforfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser. |
|
201 |
I tredje række har såvel artikel 325, stk. 1, TEUF som BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, direkte virkning (Lin-dommen, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at såfremt der ikke kan anlægges en fortolkning af den nationale lovgivning, der er i overensstemmelse med disse EU-retlige bestemmelser, skal enhver rumænsk domstol, der inden for rammerne af sin kompetence har til opgave at anvende de nævnte bestemmelser, af egen drift undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med de samme bestemmelser. |
|
202 |
Artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal således anses for at forbyde de rumænske domstole at anvende en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior som den, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, på grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, fra den dato, hvor disse EU-retlige bestemmelser trådte i kraft i rumænsk ret. Som det er anført i nærværende doms præmis 197, var ingen forældelsesfrist vedrørende sådan svig udløbet på denne dato, selv ikke ved anvendelsen af en sådan national beskyttelsesnorm på beregningen af denne frist. |
|
203 |
I fjerde række skal det ligeledes bemærkes, at artikel 280 EF, således som den blev indsat ved Nicetraktaten, dvs. før Rumæniens tiltrædelse af Unionen, havde næsten samme ordlyd som artikel 325 TEUF, som erstattede den. Det kan derfor af tilsvarende grunde som dem, der er anført i nærværende doms præmis 196-202, lægges til grund, at EU-retten har været til hinder for, at de rumænske domstole anvender en national beskyttelsesnorm som den, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, fra det tidspunkt, hvor Rumænien tiltrådte Unionen. |
|
204 |
Det følger af ovenstående betragtninger, at den forpligtelse, der følger af artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, til at undlade at anvende en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior som den, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, påhvilede de rumænske domstole allerede før den første dato, hvor grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, kunne anses for forældet i overensstemmelse med denne nationale beskyttelsesnorm. |
ii) Hvorvidt de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, er klare og forudsigelige
|
205 |
Dernæst skal det imidlertid, således som det er fremhævet i nærværende doms præmis 194, efterprøves, om artikel 325 TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, udgør et retsgrundlag, der er tilstrækkeligt klart og forudsigeligt til at være til hinder for udløbet af en forældelsesfrist, der er beregnet i overensstemmelse med kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
206 |
I denne henseende bemærkes, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, er affattet klart og præcist. Borgerne kan nemlig ud fra de relevante bestemmelsers ordlyd og om nødvendigt ved hjælp af den fortolkning, der er anlagt heraf i retspraksis, kende rækkevidden af de krav, der følger af disse bestemmelser (jf. analogt dom af 3.5.2007, Advocaten voor de Wereld, C-303/05, EU:C:2007:261, præmis 50, af 5.5.2022, BV, C-570/20, EU:C:2022:348, præmis 38 og 39, og Lin-dommen, præmis 105). |
|
207 |
Selv om der endvidere ikke er tvivl om, at det fra afsigelsen af Lin-dommen kunne forudses, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, pålægger de rumænske domstole at undlade at anvende kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 i forbindelse med straffesager vedrørende grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, tilkommer det stadig Domstolen at undersøge, om dette ligeledes var tilfældet før afsigelsen af denne dom. |
|
208 |
I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at et sådant krav om forudsigelighed ikke er til hinder for, at Domstolen foretager den nødvendige præcisering med hensyn til artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, under forudsætning af at resultatet af en sådan præcisering med rimelighed kan forudses (jf. analogt dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 217 og 218, af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 41, og af 27.6.2024, Servier m.fl. mod Kommissionen, C-201/19 P, EU:C:2024:552, præmis 387). Dette er tilfældet, når denne fortolkning begrænser sig til at forfølge en mærkbar tendens i udviklingen af retspraksis, selv om den præciserer retspraksis i lyset af et konkret tilfælde (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolen, 21.10.2013, Del Río Prada mod Spanien, CE:ECHR:2013:1021JUD004275009, § 112, og Menneskerettighedsdomstolen, rådgivende udtalelse af 29.5.2020 om anvendelsen af teknikken »lovgivning gennem henvisning« med henblik på at definere en lovovertrædelse og de kriterier, der skal anvendes ved sammenligningen af straffeloven, således som den var gældende på det tidspunkt, hvor lovovertrædelsen blev begået, og straffeloven som ændret, § 62). |
|
209 |
Rækkevidden af begrebet om, hvad der kunne forudses, afhænger desuden i vidt omfang af indholdet af den relevante bestemmelse, det område, den omfatter, samt antallet af dens adressater og disses karakter. Loven kan være forudsigelig, uanset at den berørte person finder det nødvendigt at søge faglig bistand med henblik på i et efter sagens omstændigheder rimeligt omfang at kunne vurdere de følger, en bestemt handling vil kunne have. Dette gælder særlig for erhvervsdrivende, navnlig momspligtige økonomiske aktører, der er vant til at måtte udvise stor forsigtighed ved udøvelsen af deres erhverv. Det kan derfor af disse forventes, at de udviser særlig omhu ved vurderingen af de risici, som erhvervet indebærer (jf. i denne retning dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 219, af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen, C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 42, og af 27.6.2024, Servier m.fl. mod Kommissionen, C-201/19 P, EU:C:2024:552, præmis 388). |
|
210 |
På baggrund af disse indledende bemærkninger skal det i første række fremhæves, at Domstolen allerede inden Rumæniens tiltrædelse af Unionen har fastslået, at princippet om loyalt samarbejde, der nu fremgår af artikel 4, stk. 3, TEU, kræver, at når EU-retten ikke fastsætter sanktioner for tilsidesættelse af en af dens bestemmelser, påser medlemsstaterne, at sådanne tilsidesættelser, herunder skader på Unionens finansielle interesser, sanktioneres efter materielle og processuelle betingelser, som gør sanktionen effektiv, forholdsmæssig og afskrækkende (jf. i denne retning bl.a. dom af 21.9.1989, Kommissionen mod Grækenland, 68/88, EU:C:1989:339, præmis 23 og 24, af 10.7.1990, Hansen, C-326/88, EU:C:1990:291, præmis 17, af 8.6.1994, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, C-382/92, EU:C:1994:233, præmis 55, og af 3.5.2005, Berlusconi m.fl., C-387/02, C-391/02 og C-403/02, EU:C:2005:270, præmis 65). |
|
211 |
Det følger heraf, at den fortolkning, hvorefter artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, principielt er til hinder for, at medlemsstaternes retter anvender nationale bestemmelser vedrørende metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, som hindrer, at der sker en effektiv bekæmpelse af skader på Unionens finansielle interesser, kunne forudses allerede før Rumæniens tiltrædelse af Unionen. |
|
212 |
Denne retspraksis blev fuldt ud bekræftet af Domstolen, da den blev anmodet om at fortolke artikel 325, stk. 1, TEUF, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 109. |
|
213 |
I dom af 8. september 2015, Taricco m.fl. (C-105/14, EU:C:2015:555, domskonkl. 1), fastslog Domstolen desuden udtrykkeligt, at artikel 325 TEUF skal fortolkes således, at den forbyder en medlemsstats retsinstanser at anvende nationale bestemmelser om forældelsesfrister på det strafferetlige område, hvis det viser sig, at disse bestemmelser indebærer en systemisk risiko for, at grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ikke sanktioneres effektivt og afskrækkende. Domstolen bekræftede en sådan fortolkning i præmis 192 og 194-201 i dom af 21. december 2021, Euro Box Promotion m.fl. (C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034). |
|
214 |
I anden række bemærkes, at det er korrekt, at Domstolen i dommen i sagen M.A.S. og M.B. anerkendte, at artikel 325, stk. 1, TEUF ikke er til hinder for, at retterne i en medlemsstat anvender en national norm for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der indebærer en sådan systemisk risiko for straffrihed, når denne norm er baseret på princippet om klarhed, princippet om forudsigelighed og princippet om forbud mod, at strafferetlige bestemmelser har tilbagevirkende kraft, herunder regler om metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar. |
|
215 |
Når dette er sagt, følger det på ingen måde af den nævnte dom, at det skal lægges til grund, at den fortolkning af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som blev anlagt i Lin-dommen, fra den dato, hvor den blev afsagt, er blevet uforudsigelig. |
|
216 |
I denne henseende har Domstolen for det første, således som generaladvokaten har anført i punkt 56 i forslaget til afgørelse, i Lin-dommen anvendt de konklusioner, der kan udledes af dommen i sagen M.A.S. og M.B., der er nævnt i nærværende doms præmis 214. Domstolen fastslog nemlig, at EU-retten ikke var til hinder for, at de rumænske domstole anvendte den nationale beskyttelsesnorm vedrørende det strafferetlige legalitetsprincip med hensyn til kravene om, at straffeloven skal være præcis og forudsigelig, således som dette var blevet fastslået i forfatningsdomstolens domme af 2018 og 2022, selv om disse domme indebar en systemisk risiko for, at gerningsmændene til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, ville undgå enhver strafferetlig sanktion. |
|
217 |
For det andet fremgår det klart af dommen i sagen M.A.S. og M.B., at den særlige status, som Domstolen i den nævnte dom tillagde til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende det strafferetlige legalitetsprincip med hensyn til kravene til klarhed, forudsigelighed og forbuddet mod tilbagevirkende kraft inden for strafferetten, ikke kan overføres på en national beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior som den, der er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
218 |
Dommen i sagen M.A.S. og M.B. kunne derfor ikke forstås således, at Domstolen heri fastslog, at artikel 325, stk. 1, TEUF giver medlemsstaternes retter mulighed for at anvende en hvilken som helst national beskyttelsesnorm vedrørende metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, uafhængigt af omfanget af den eventuelle systemiske risiko for straffrihed for grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som en sådan beskyttelsesnorm kan indebære. |
|
219 |
En sådan fortolkning af dommen i sagen M.A.S. og M.B. ville nemlig have været i åbenbar modstrid med Domstolens faste praksis, der er anført i den nævnte doms præmis 47, hvorefter medlemsstaternes retter kan anvende nationale normer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, navnlig for så vidt som denne anvendelse ikke bringer EU-rettens enhed eller effektivitet i fare, og med den nævnte doms præmis 36, som præciserer, at medlemsstaterne skal sikre, at de regler om forældelse, der er foreskrevet i national ret, kan føre til en effektiv sanktionering af momssvig. |
|
220 |
Det skal i øvrigt bemærkes, at Domstolen efter afsigelsen af dommen i sagen M.A.S. og M.B. fastslog, at bestemmelser i rumænsk ret, i hvilken forbindelse det ikke kunne udelukkes, at de udgjorde en national beskyttelsesnorm vedrørende effektiv domstolsbeskyttelse, under alle omstændigheder skulle lades ude af betragtning af denne medlemsstats domstole, netop fordi anvendelsen af en sådan national beskyttelsesnorm ville medføre en systemisk risiko for straffrihed til fordel for bl.a. de personer, der har begået grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, og som således påvirker EU-rettens forrang, enhed og effektivitet (dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 211-213). |
|
221 |
Endvidere anerkendte Domstolen i præmis 51-61 i dommen i sagen M.A.S. og M.B. udtrykkeligt, at den nationale beskyttelsesnorm vedrørende det strafferetlige legalitetsprincip med hensyn til kravene til klarhed, forudsigelighed og forbuddet mod tilbagevirkende kraft inden for strafferetten, herunder de bestemmelser, der regulerer forældelse af strafansvar, har en særlig betydning i EU-retten, som begrunder, at en sådan norm kan anvendes af de nationale retter på trods af den systemiske risiko for straffrihed, som den indebærer. |
|
222 |
Som det er fremhævet i nærværende doms præmis 118, supplerer en sådan national beskyttelsesnorm nemlig den beskyttelse mod vilkårlighed på det strafferetlige område, som EU-retten yder i medfør af det grundlæggende retssikkerhedsprincip, som udgør et væsentligt element i retsstaten, der er en af Unionens grundlæggende værdier som omhandlet i artikel 2 TEU. |
|
223 |
Som det er fremhævet i nærværende doms præmis 138, hviler den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, på ingen måde sådanne krav, men indebærer tværtimod en anvendelse med tilbagevirkende kraft af visse regler vedrørende metoden til beregning af forældelsesfristen. Domstolens ræsonnement i dommen i sagen M.A.S. og M.B. kan derfor ikke overføres på en sådan national beskyttelsesnorm. |
|
224 |
Det følger af nærværende doms præmis 206-223, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, skal anses for at udgøre et tilstrækkeligt klart og forudsigeligt retsgrundlag, der gør det muligt at undlade at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022, således at strafansvaret for gerningsmanden til grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, således som det fremgår af Lin-dommen, kun kan anses for forældet i rumænsk ret i medfør af en metode til beregning af forældelsesfristen, der udelukker anvendelsen af denne afgørelse nr. 67/2022. |
|
225 |
Det skal endvidere bemærkes, at henset til at disse EU-retlige bestemmelser er tilstrækkeligt klare og forudsigelige, og i modsætning til hvad kassationsdomstolen fastslog i sin afgørelse nr. 37/2024, har Lin-dommen ikke på nogen måde haft til følge at skuffe en berettiget forventning hos borgerne om, at forældelsesfristen for deres strafansvar efter offentliggørelsen af kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 ikke kunne afbrydes, herunder ved proceduremæssige skridt, der er foretaget før den 25. juni 2018. |
|
226 |
Det er nemlig tilstrækkeligt at bemærke, at det af fast retspraksis fremgår, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke kan påberåbes til anfægtelse af en klar bestemmelse i EU-retten, og den omstændighed, at en national myndighed, der anvender EU-retten, har handlet i strid hermed, kan ikke skabe en berettiget forventning hos en borger om en behandling, der strider mod EU-retten (jf. i denne retning dom af 19.12.2024, Kaduna, C-244/24 og C-290/24, EU:C:2024:1038, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis). |
|
227 |
I tredje og sidste række kan det heller ikke gøres gældende, at Lin-dommen tilsidesatte retssikkerhedsprincippet med den begrundelse, at Domstolen ved at kræve, at kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022 ikke skulle finde anvendelse, hos de rumænske domstole på ny skabte usikkerhed med hensyn til metoden til beregning af forældelsesfristen for strafansvar, som var blevet fjernet ved denne afgørelse nr. 67/2022. |
|
228 |
Det skal nemlig bemærkes, at opnåelse af konsensus i retspraksis om, hvordan flere på hinanden følgende love om forældelse skal anvendes, er en proces, der kan være langvarig. Retssikkerhedsprincippet er derfor ikke til hinder for, at der foreligger en sådan usikkerhed i retspraksis, for så vidt som gældende ret gør det muligt at fjerne den (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolen, 22.9.2015, Borcea mod Rumænien, CE:ECHR:2015:0922DEC005595914, § 66). |
|
229 |
Proceduren med præjudiciel forelæggelse, således som den er fastsat i artikel 267 TEUF, ville have gjort det muligt for de rumænske domstole at undgå en sådan usikkerhed, hvis de havde gjort brug af deres mulighed eller havde opfyldt deres forpligtelse til at forelægge Domstolen et spørgsmål om den nøjagtige rækkevidde af de krav, der følger af artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, således som de blev fortolket i Lin-dommen. |
|
230 |
Hvad nærmere bestemt angår kassationsdomstolens afgørelse nr. 37/2024 og nr. 16/2024, der er nævnt i nærværende doms præmis 40-45, skal det bemærkes, at denne domstol i sidste instans med disse afgørelser i det væsentlige fastslog, at de rumænske domstole skulle undlade at anvende artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, således som disse bestemmelser var blevet fortolket i Lin-dommen, med den begrundelse, at denne fortolkning ville være i strid med EMRK’s artikel 7 og visse forfatningsmæssige principper, uden først at forelægge Domstolen spørgsmål herom. |
|
231 |
Det skal bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at såfremt der i henhold til national ret ikke er nogen adgang til judiciel prøvelse af en national rets afgørelse, er denne sidstnævnte principielt forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 267, stk. 3, TEUF, når der for denne ret rejses et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, medmindre den nationale ret fastslår, at det rejste spørgsmål ikke er relevant, at den omhandlede EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen eller at EU-rettens korrekte fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig fortolkningstvivl. Denne forpligtelse har navnlig til formål at forhindre, at der i en medlemsstat udvikler sig en national retspraksis, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 6.10.2021, Consorzio Italian Management og Catania Multiservizi, C-561/19, EU:C:2021:799, præmis 32 og 33, og af 15.10.2024, KUBERA, C-144/23, EU:C:2024:881, præmis 34-36). |
|
232 |
Endvidere fremgår det af en lige så fast retspraksis, at de nationale retter ikke er beføjede til at erklære retsakter fra Unionens institutioner ugyldige. Når en national ret finder, at et eller flere af de anbringender om en EU-retsakts ugyldighed, som parterne har påberåbt sig, eller som i givet fald er rejst ex officio, er begrundede, skal den således udsætte sagen og forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden, idet kun Domstolen er beføjet til at fastslå, at en EU-retsakt er ugyldig (dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl., C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 47 og 48, af 13.3.2018, European Union Copper Task Force mod Kommissionen, C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 115, og af 30.1.2024, Agentsia Patna infrastruktura (Europæisk finansiering af vejinfrastruktur), C-471/22, EU:C:2024:99, præmis 49). |
|
233 |
Dette gælder også, når en ret i en medlemsstat finder, at den fortolkning af en EU-retlig bestemmelse, der er foretaget i en afgørelse fra Domstolen, er i strid med de krav, der følger af EMRK’s artikel 7, eller de krav af forfatningsmæssig karakter, der er særegne for national ret. Unionens retsordens autonomi og effektivitet er nemlig til hinder for enhver ekstern prøvelse af Domstolens afgørelser under udøvelsen af dens enekompetence til at give en endelig og bindende fortolkning af EU-retten og til at prøve lovligheden af EU-retsakter (dom af 18.12.2025, Kommissionen mod Polen (Ultra vires-kontrol af Domstolens praksis – EU-rettens forrang), C-448/23, EU:C:2025:975, præmis 216). |
|
234 |
Det følger heraf, at kassationsdomstolen ved at vedtage afgørelse nr. 37/2024 og nr. 16/2024 uden først at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse ikke alene har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 267 TEUF, men også har medvirket til at skabe en situation uden retssikkerhed ved i strid med EU-retten at kræve, at andre rumænske domstole foretager en fortolkning af national ret, som er åbenbart uforenelig med de krav, der følger af Lin-dommen. |
|
235 |
Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål, litra b), skal besvares med, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, stk. 1, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke kræver, at der rejses tvivl om en retskraftig retsafgørelse, hvorved det er blevet fastslået, at forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmænd, der har begået grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, er udløbet i henhold til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
236 |
Disse EU-retlige bestemmelser skal derimod fortolkes således, at de, bortset fra et sådant tilfælde, forbyder de rumænske domstole at anvende denne nationale beskyttelsesnorm i forbindelse med strafforfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, herunder når forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmændene til sådanne lovovertrædelser ville være udløbet inden afsigelsen af Lin-dommen, hvis denne frist var blevet beregnet ved anvendelse af den nævnte nationale beskyttelsesnorm. |
e) EMRK’s artikel 7
|
237 |
Med det andet spørgsmål, litra c), som skal behandles herefter og som det sidste, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de rumænske domstole for ikke at tilsidesætte EMRK’s artikel 7, i modsætning til hvad de pålægges i Lin-dommen, er forpligtet til at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
238 |
Det fremgår af nærværende doms præmis 134, 163, 175, 235 og 236, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, som fortolket i Lin-dommen, svarer til kravene i chartrets artikel 49, stk. 1, som i det mindste svarer til de garantier, der følger af EMRK’s artikel 7. |
|
239 |
Det følger heraf, at det andet spørgsmål, litra c), skal besvares med, at behandlingen af dette spørgsmål intet har frembragt, der kan give anledning til at antage, at de rumænske domstole for ikke at tilsidesætte EMRK’s artikel 7 er forpligtet til at anvende den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelsen af princippet om lex mitior, således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. |
|
240 |
Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det andet spørgsmål skal besvares med, at artikel 325, stk. 1, TEUF og BFI-konventionens artikel 2, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 49, artikel 52, stk. 3, og artikel 53, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke kræver, at der rejses tvivl om en retskraftig retsafgørelse, hvorved det er blevet fastslået, at forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmænd, der har begået grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, er udløbet i henhold til den nationale beskyttelsesnorm vedrørende anvendelse med tilbagevirkende kraft af en mildere straffebestemmelse (lex mitior), således som denne er fastsat i kassationsdomstolens afgørelse nr. 67/2022. Bortset fra et sådant tilfælde forbyder disse EU-retlige bestemmelser derimod de rumænske domstole at anvende denne nationale beskyttelsesnorm i forbindelse med strafforfølgning af grove tilfælde af svig, der skader Unionens finansielle interesser, uanset det forhold, for det første, at det i medfør af et forfatningsmæssigt princip, der forbyder anvendelsen af lex tertia, er forbudt for disse domstole delvist at anvende flere på hinanden følgende strafferetlige regelsæt ved at kombinere visse af bestemmelserne heri, for det andet, at der i national ret ikke findes kriterier, der gør det muligt for dem at fastslå, om anvendelsen af den nævnte nationale beskyttelsesnorm medfører en systemisk risiko for straffrihed for denne svig, og for det tredje, at forældelsesfristen for strafansvaret for gerningsmændene til de nævnte tilfælde af svig ville være udløbet inden afsigelsen af Lin-dommen, hvis denne frist var blevet beregnet ved anvendelse af den samme nationale beskyttelsesnorm. |
V. Sagsomkostninger
|
241 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
|
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: |
|
|
|
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: fransk og rumænsk.
( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
Text extracted from the official HTML version. Reload from source