Straffesag mod DS og KW (C-342/25)

–

Europa-Kommissionen ved P.J.O. Van Nuffel, M. Wasmeier og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og artikel 7, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (EUT 2012, L 142, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag indledt mod DS og KW for passiv bestikkelse.

3

Konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EFT 1997, C 195, s. 2) (herefter »konventionen om bestikkelse«), der trådte i kraft den 28. september 2005, bestemmer følgende i artikel 2, der har overskriften »Passiv bestikkelse«:

»1.   I henhold til denne konvention betragtes det som passiv bestikkelse, at en tjenestemand med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager fordele, uanset disses art, for sig selv eller for tredjemand, eller tager imod et løfte herom, for i strid med sine officielle pligter at udføre eller undlade at udføre en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf.

2.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den adfærd, der er omhandlet i stk. 1, er strafbar.«

4

Denne konventions artikel 5, stk. 1, fastsætter:

»Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 og 3 omhandlede adfærd samt medvirken og anstiftelse hertil kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder, i det mindste i grove tilfælde, frihedsstraf, som kan medføre udlevering.«

5

Følgende fremgår af 9., 10. og 14. betragtning til direktiv 2012/13:

[...]

6

Dette direktivs artikel 2, stk. 1, er sålydende:

»Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

7

Det nævnte direktivs artikel 7, stk. 2 og 3, bestemmer:

»2.   Medlemsstaterne sikrer, at der gives mistænkte eller tiltalte eller deres advokat adgang til aktindsigt i mindst alt materiale, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af, hvad enten dette er til fordel eller ulempe for den mistænkte eller tiltalte, med henblik på at sikre en retfærdig behandling af sagen og på forberedelse af forsvaret.

3.   Med forbehold af stk. 1 skal aktindsigt i det i stk. 2 nævnte materiale gives i tide til, at det reelt bliver muligt at udøve retten til et forsvar, og senest, når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol til bedømmelse. Kommer de kompetente myndigheder i besiddelse af yderligere materiale, gives der aktindsigt heri i tide til, at materialet kan tages i betragtning.«

8

Artikel 121 i konstitutsia na Republika Balgaria (Republikken Bulgariens forfatning) (herefter »den bulgarske forfatning«) fastsætter:

»1.   Domstolene sikrer lighed og overholdelse af kontradiktionsprincippet mellem parterne i en retssag.

2.   Proceduren i sagen sikrer, at sandheden fastlægges.

[...]«

9

Den bulgarske forfatnings artikel 122 bestemmer:

»1.   Borgere og juridiske personer har ret til at forsvare sig i alle faser af proceduren.

2.   De nærmere bestemmelser for udøvelsen af retten til forsvar fastsættes ved lov.«

10

Artikel 301, stk. 1, i Nakazatelen kodeks (straffeloven) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»En tjenestemand, der anmoder om eller accepterer en gave eller en fordel, som vedkommende ikke har krav på, eller som accepterer et tilbud eller et løfte om en gave eller en fordel med henblik på at udføre eller undlade at udføre en handling i forbindelse med sit hverv eller for at have udført eller ikke at have udført en sådan handling, straffes for bestikkelse med en frihedsstraf på op til seks år og med en bøde, der ikke overstiger [5000 bulgarske leva (BGN) (ca. 2550 EUR)].«

11

Straffelovens artikel 302 er affattet som følger:

»Ved passiv bestikkelse begået:

1. [...] af en politibetjent eller en politiefterforsker

2. ved hjælp af afpresning ved magtmisbrug

[...]

er sanktionen:

a) i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 301, stk. 1 og 2, en frihedsstraf på mellem tre og ti år, en bøde på op til [20000 BGN (ca. 10200 EUR)] og en fratagelse af de rettigheder, der er omhandlet i artikel 37, stk. 1, nr. 6 og 7.

[...]«

12

Artikel 29, stk. 2, i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, bestemmer:

»En dommer eller nævning, som på grund af andre omstændigheder kan anses for at være partisk eller for at have en direkte eller indirekte interesse i sagens afgørelse, kan ikke indgå i et dommerkollegium.«

13

Denne lovs artikel 105 er affattet som følger:

»1.   Bevismidler tjener i straffesager til gengivelse af bevismateriale eller andre bevismidler.

2.   Bevismidler, der ikke er indsamlet eller forberedt på de betingelser og efter de regler, der er fastsat i denne lov, er ikke tilladt.«

14

Denne lovs artikel 292 fastsætter:

»De parter, der deltager i den mundtlige forhandling, kan kun påberåbe sig beviser, som er blevet indsamlet og efterprøvet under den retslige efterforskning i henhold til den fremgangsmåde, der er fastsat i denne lov.«

15

Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret, er i forbindelse med en straffesag blevet forelagt et anklageskrift, hvorved to polititjenestemænd, DS og KW, foreholdes afpresning ved magtmisbrug, hvilket udgør en lovovertrædelse i form af passiv bestikkelse.

16

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den retslige tilladelse til de særlige efterforskningsteknikker, der blev anvendt i forbindelse med den efterforskning, som DS og KW har været genstand for, samt de ransagninger og beslaglæggelser, der blev foretaget under efterforskningen, er behæftet med processuelle uregelmæssigheder, eftersom den første ikke blev begrundet, og de sidstnævnte blev foretaget uden forudgående retskendelse.

17

I medfør af strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, skal bevismidler, der er indsamlet ulovligt, udelukkes fra sagen. Heraf følger, at i overensstemmelse med strafferetsplejelovens artikel 292 kan end ikke forsvaret støtte sig på disse bevismidler med henblik på at få frifundet de tiltalte for de forhold, som de anklages for. Der kan kun tages hensyn til bevismidler, der er indsamlet i overensstemmelse med procedurereglerne, dvs. hovedsageligt et belastende vidneudsagn.

18

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at de konstaterede processuelle uregelmæssigheder ikke har nogen indvirkning på troværdigheden af de omhandlede beviser, der i det hele er til fordel for de tiltalte i hovedsagen.

19

Idet den forelæggende ret var af den opfattelse, at strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, kunne være i strid med den bulgarske forfatning, for så vidt som denne bestemmelse ikke bidrager til at fastlægge sandheden, og for så vidt som den var til hinder for, at disse tiltalte effektivt kunne udøve deres ret til forsvar, indgav denne ret den 27. maj 2024 en anmodning til Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol, Bulgarien) om, at strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, blev erklæret uforenelig med forfatningen.

20

Den 27. juni 2024 afviste Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol) denne anmodning. Ifølge den forelæggende ret er den i denne henseende angivne begrundelse baseret på den forudsætning, at den systematiske udelukkelse af beviser, der er indsamlet ulovligt, som fastsat i strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, nødvendigvis er til fordel for de tiltalte.

21

Den forelæggende ret har afholdt et retsmøde, hvorunder den underrettede de tiltalte i hovedsagen og deres advokater om de processuelle uregelmæssigheder, der var begået i forbindelse med indsamlingen af de omhandlede beviser, hvorefter efterforskningen blev afsluttet. Under den mundtlige forhandling nedlagde disse advokater påstand om frifindelse, idet de havde de diskulperende beviser, der var behæftet med uregelmæssigheder, som omdrejningspunkt for deres argumentation.

22

Ifølge den forelæggende ret er denne argumentation begrundet, og de omhandlede beviser – som den forelæggende ret har præciseret, at den endnu ikke har udelukket – er væsentlige for at underbygge den nævnte argumentation. I lyset af denne konstatering anmodede denne ret den 27. februar 2025 på ny Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol) om at erklære strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, forfatningsstridig, hvilken anmodning sidstnævnte forkastede ved kendelse af 8. maj 2025.

23

Den forelæggende ret er i tvivl om foreneligheden med EU-retten af den fortolkning af artikel 122, stk. 1, i den bulgarske forfatning, som Konstitutsionen sad (forfatningsdomstol) har anlagt, og som ifølge den forelæggende ret fører til, at strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, har den eneste praktiske virkning, at de tiltaltes retlige interesser krænkes, idet de fratages muligheden for at forsvare sig ved at påberåbe sig beviser, der er diskulperende for dem.

24

I denne henseende kan procedurereglerne, henset til artikel 5 i konventionen om bestikkelse, ifølge den forelæggende ret ikke være til hinder for sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, og for udøvelsen af den grundlæggende ret til at forsvare sig mod anklager i straffesager.

25

Det følger desuden af dom af 17. januar 2019, Dzivev m.fl. (C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 33), at straffesager, der er indledt for lovovertrædelser på momsområdet, udgør en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1. Det samme bør gælde for de lovovertrædelser, der er omfattet af konventionen om bestikkelse.

26

Under disse omstændigheder skal den i hovedsagen omhandlede lovgivning – for at være i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, stk. 1 og 2 – sikre de tiltalte overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar. I denne henseende er det kun nødvendigheden af at sikre en retfærdig rettergang ved at give forsvaret en effektiv mulighed for at forstå relevansen af beviser, der kan begrunde en udelukkelse af beviser, der er indsamlet ulovligt.

27

Den forelæggende ret har i øvrigt rejst tvivl om, hvorvidt artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13, som giver mistænkte og tiltalte ret til aktindsigt i materialet i sagen, indebærer en ret til at få oplysninger om en eventuel udelukkelse af visse beviser, hvis indsamling er behæftet med processuelle fejl.

28

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at det tidspunkt, hvor lovligheden af indsamlingen af beviser skal efterprøves, ikke er klart fastlagt i national ret. Den nævnte ret er af den opfattelse, at en sådan vurdering skal foretages inden afsigelsen af den dom, hvorved sagens behandling afsluttes, således at parterne får mulighed for at udtale sig om dette spørgsmål. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den bør erklære sig inhabil med den begrundelse, at den har mistet sin upartiskhed ved at underrette parterne om, at visse beviser er blevet indsamlet ulovligt.

29

På denne baggrund har Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Indledningsvis bemærkes, at det i henhold til fast retspraksis tilkommer Domstolen selv at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen, med henblik på at efterprøve sin egen kompetence eller formaliteten vedrørende den forelagte anmodning (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det bemærkes ligeledes, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende kan fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

32

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret med sine spørgsmål anmodet Domstolen om en fortolkning af bl.a. artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, for så vidt angår den processuelle behandling, som den skal give bevismateriale, der er indsamlet ulovligt i forbindelse med en straffesag for passiv bestikkelse.

33

I første række følger det i denne henseende af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, at medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre borgernes ret til en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse på disse områder (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

34

Hvad angår det materielle anvendelsesområde for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU omhandler denne bestemmelse »de områder, der er omfattet af EU-retten«, uafhængigt af den situation, hvori medlemsstaterne gennemfører EU-retten (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

35

Denne bestemmelse finder således navnlig anvendelse i forhold til enhver national retsinstans, der som domstol kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således vedrører områder, der er omfattet af EU-retten (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

36

I det foreliggende tilfælde skal den forelæggende ret træffe afgørelse om det strafferetlige ansvar for to polititjenestemænd, der er anklaget for passiv bestikkelse. Denne lovovertrædelse er fastsat i straffelovens artikel 301, stk. 1, og artikel 302 i overensstemmelse med artikel 2 i konventionen om bestikkelse, således at tvisten i hovedsagen henhører under et område, der er omfattet af EU-retten. Følgelig er denne ret forpligtet til at overholde de krav til en effektiv domstolsbeskyttelse, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

37

Domstolen har derfor kompetence til at fortolke denne sidstnævnte bestemmelse i den foreliggende sag.

38

Hvad for det andet angår chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, skal det bemærkes, at chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes handlinger er defineret i chartrets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, »når de gennemfører EU-retten«, og denne bestemmelse bekræfter Domstolens faste praksis om, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (dom af 26.2.2026, Kommissionen mod Ungarn (Ret til at udbyde medietjenester på en radiofrekvens), C-92/23, EU:C:2026:108, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

39

Begrebet »gennemførelse af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, forudsætter, at der foreligger en tilknytning mellem en EU-retsakt og den omhandlede nationale foranstaltning, som går ud over den beslægtethed, der måtte findes mellem de omhandlede områder, eller den indirekte virkning, som et område kan have på et andet (dom af 29.7.2024, protectus, C-185/23, EU:C:2024:657, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

40

For at afgøre, om en national lovgivning henhører under »gennemførelsen af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, skal der således foretages en efterprøvelse af bl.a., om den pågældende nationale lovgivning har til formål at gennemføre en EU-retlig bestemmelse, denne lovgivnings karakter, og om den forfølger andre formål end dem, der er omfattet af EU-retten, selv om den indirekte vil kunne påvirke sidstnævnte, samt om der foreligger EU-retlige bestemmelser, som er specifikke for området, eller som kan påvirke den (dom af 29.7.2024, protectus, C-185/23, EU:C:2024:657, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

41

Domstolen har i denne forbindelse allerede fastslået, at EU’s grundlæggende rettigheder ikke fandt anvendelse på en national lovgivning, idet EU-reglerne på det pågældende område ikke opstillede nogen specifik forpligtelse for medlemsstaterne for så vidt angik den i hovedsagen omtvistede situation (jf. i denne retning dom af 6.3.2014, Siragusa, C-206/13, EU:C:2014:126, præmis 26, og af 10.7.2014, Julián Hernández m.fl., C-198/13, EU:C:2014:2055, præmis 35).

42

I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret i det væsentlige af den opfattelse, at chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation, eftersom de relevante nationale bestemmelser i hovedsagen henhører under gennemførelsen af konventionen om bestikkelse og artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13.

43

Hvad for det første angår de materielle strafferetlige regler, der er fastsat i konventionen om bestikkelse, skal det bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at forholdet mellem på den ene side de EU-retlige bestemmelser vedrørende materiel strafferet, der er indeholdt i Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA af 25. oktober 2004 om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor (EUT 2004, L 335, s. 8) og i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT 2008, L 300, s. 42), og på den anden side de bulgarske bestemmelser vedrørende processuel strafferet, der regulerer en sag, ikke går ud over den beslægtethed eller den indirekte virkning, som det førstnævnte område kan have på det sidstnævnte område, således at der ikke kan godtgøres en tilknytning mellem dem som omhandlet i den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 39 (jf. i denne retning dom af 28.11.2024, PT (Aftale mellem anklagemyndigheden og gerningsmanden til en lovovertrædelse), C-432/22, EU:C:2024:987, præmis 40).

44

Det samme gælder for forholdet mellem på den ene side de EU-retlige bestemmelser vedrørende materiel strafferet, der er indeholdt i konventionen om bestikkelse, som bl.a. i konventionens artikel 2, stk. 1, definerer lovovertrædelsen passiv bestikkelse, og som i denne konventions artikel 5, stk. 1, sammenholdt med den nævnte artikel 2, stk. 1, fastsætter kravene til de sanktioner, der er knyttet til denne lovovertrædelse, og på den anden side de generelle nationale strafferetsplejeregler vedrørende antageligheden af bevismateriale, hvis indsamling er behæftet med uregelmæssigheder, eller konsekvenserne af en sådan uantagelighed.

45

Denne konvention pålægger nemlig ikke medlemsstaterne nogen specifik forpligtelse for så vidt angår antageligheden af bevismateriale.

46

Denne konstatering drages ikke i tvivl af dom af 17. januar 2019, Dzivev m.fl. (C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 33), som den forelæggende ret har henvist til, hvori Domstolen fortolkede chartret som svar på et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt den bulgarske lovgivning om antagelse af bevismateriale, som var blevet rejst i forbindelse med en straffesag, der var indledt for lovovertrædelser på momsområdet, var forenelig med chartret.

47

I denne dom fastslog Domstolen nemlig, at chartret fandt anvendelse på hovedsagen under hensyntagen til de omhandlede lovovertrædelsers særlige karakter, bl.a. for så vidt som de nødvendigvis skadede Unionens finansielle interesser, og for så vidt som sanktioneringen heraf sikrede effektiviteten af momsordningen, som er harmoniseret på EU-plan (jf. i denne retning dom af 17.1.2019, Dzivev m.fl., C-310/16, EU:C:2019:30, præmis 25-28). En sådan analyse kan imidlertid ikke overføres på den i hovedsagen omhandlede situation, som vedrører en sag, der er indledt for en lovovertrædelse i form af passiv bestikkelse.

48

Det skal i øvrigt bemærkes, at den omstændighed, at konventionen om bestikkelse er gennemført ved nationale bestemmelser vedrørende materiel strafferet, der kriminaliserer lovovertrædelsen passiv bestikkelse, ikke kan gøre chartret anvendeligt på alle aspekter af en straffesag, der er indledt mod en person, der er mistænkt for passiv bestikkelse.

49

Henset til det ovenstående udgør de bestemmelser i strafferetsplejeloven, som den forelæggende ret skal anvende, navnlig dennes artikel 105, stk. 2, ikke en »gennemførelse« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, af bestemmelserne i konventionen om bestikkelse.

50

Hvad for det andet angår artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13 skal det indledningsvis bemærkes, at ordlyden af denne bestemmelse hverken henviser til, at visse beviselementer ikke kan antages, eller til den information, som mistænkte eller tiltalte skal have adgang til om det bevismateriale, de har haft adgang til.

51

Dernæst udgør 9., 10. og 14. betragtning til dette direktiv et holdepunkt for at antage, at direktivet alene har til formål at fastsætte fælles minimumsregler, hvilket betyder, at det ikke gennemfører en fuldstændig harmonisering af reglerne om strafferetspleje. Henset til den begrænsede rækkevidde af den harmonisering, der er foretaget ved dette direktiv, henhører de spørgsmål, der ikke er reguleret af direktivet, under national ret (jf. analogt dom af 1.8.2025, Dimnev, C-404/24, EU:C:2025:595, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det følger af ovenstående betragtninger, at artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13 ikke regulerer spørgsmål om antageligheden af bevismateriale og dermed ikke pålægger nogen specifik forpligtelse i forhold til en situation som den i hovedsagen omhandlede.

53

Det kan derfor ikke lægges til grund, at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser udgør en gennemførelse af artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13.

54

Henset til samtlige ovenstående betragtninger har Domstolen ikke kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål, for så vidt som de vedrører fortolkningen af chartrets artikel 47, stk. 1 og 2.

55

Ifølge fast retspraksis gælder der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den selv har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 17.3.2026, Županijsko državno odvjetništvo, C-8/24, EU:C:2026:210, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det følger ligeledes af fast retspraksis, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister. Begrundelsen for den præjudicielle forelæggelsesprocedure er ikke, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det fremgår således af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

58

Inden for rammerne af den præjudicielle forelæggelsesprocedure, der er indført ved denne bestemmelse, skal der derfor foreligge en forbindelse mellem tvisten i hovedsagen og de EU-retlige bestemmelser, der ønskes fortolket, således at denne fortolkning fremstår som objektivt nødvendig for den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe (dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 65 samt den deri nævnte retspraksis).

59

I det foreliggende tilfælde ønskes det med det første præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en straffedomstol under alle omstændigheder skal udelukke bevismateriale, der er indsamlet ulovligt, dvs. selv når disse beviser er diskulperende for den tiltalte.

60

I medfør af denne bestemmelse tilvejebringer medlemsstaterne den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.

61

Den nævnte bestemmelse pålægger enhver medlemsstat at sørge for, at de retsinstanser, der som »domstole« i EU-rettens forstand skal træffe afgørelse om spørgsmål, der er knyttet til anvendelsen eller til fortolkningen af denne ret, og som således henhører under medlemsstatens retsmiddelsystem på de områder, der er omfattet af EU-retten, opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse (dom af 4.9.2025, AW T, C-225/22, EU:C:2025:649, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

62

Den forelæggende ret er i tvivl om foreneligheden med denne samme bestemmelse af strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, for så vidt som den pålægger den forelæggende ret at udelukke bevismateriale, der er indsamlet ulovligt, herunder når dette kan påberåbes til gunst for de tiltalte.

63

Når dette er sagt, skal det for det første fastslås, at det hverken fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at tvisten i hovedsagen for så vidt angår realiteten fremviser nogen forbindelse med EU-retten, herunder med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som det første spørgsmål vedrører, eller at den forelæggende ret derfor skal anvende EU-retten, herunder konventionen om bestikkelse eller den nævnte bestemmelse, med henblik på at træffe afgørelse om realiteten i hovedsagen (jf. analogt dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 49).

64

Selv om de i hovedsagen omhandlede faktiske omstændigheder kan henhøre under lovovertrædelsen passiv bestikkelse som defineret i denne konvention, forholder det sig nemlig således, at den forelæggende ret skal træffe afgørelse på grundlag af bulgarsk strafferet og ikke har anført, at fortolkningen af den nævnte konvention eller af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU opfylder et objektivt behov for den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe vedrørende realiteten i hovedsagen.

65

For det andet har den forelæggende ret heller ikke i sine overvejelser, der begrunder nødvendigheden af en besvarelse af det første præjudicielle spørgsmål, identificeret eventuelle EU-retlige procedureregler, som den er forpligtet til at anvende for at kunne afsige sin dom (jf. analogt dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 50).

66

For det tredje fremgår det heller ikke, at en besvarelse fra Domstolen af dette spørgsmål kan give den forelæggende ret en fortolkning af EU-retten, som giver den mulighed for at afgøre processuelle spørgsmål inden for national ret, før den skal træffe afgørelse vedrørende realiteten i de sager, der verserer for den (jf. analogt dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 51).

67

I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret, der har kompetence til at vurdere de tiltalte i hovedsagens strafferetlige ansvar, i stand til at foretage en sådan vurdering bl.a. på grundlag af sin vurdering af bevismaterialets beviskraft.

68

Den ønskede fortolkning af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU opfylder derfor ikke et objektivt behov for den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe. Heraf følger, at det første spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling.

69

Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en straffedomstol skal underrette de tiltalte, når den konstaterer, at indsamlingen af visse beviser i sagsakterne er behæftet med uregelmæssigheder, således at disse beviser skal udelukkes i henhold til national ret.

70

I denne henseende følger det af dette direktivs artikel 2, stk. 1, at direktivets artikel 7, stk. 2 og 3, finder anvendelse på hovedsagen.

71

Når dette er sagt, fremgår det for det første af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de tiltalte i hovedsagen i overensstemmelse med det nævnte direktivs artikel 7, stk. 2, har fået adgang til aktindsigt i alt materiale, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af, hvad enten dette er til fordel eller ulempe for dem, og for det andet, at disse tiltalte forberedte deres forsvar vel vidende, at visse beviser var blevet indsamlet ulovligt, hvilket i henhold til bulgarsk lovgivning medfører, at disse beviser ikke kan antages.

72

Det fremgår ligeledes af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret ikke er i tvivl om, at dens fortolkning af den bulgarske lovgivning, hvorefter spørgsmålet om bevismaterialets antagelighed skal afgøres inden den dom, hvorved sagens behandling afsluttes, er forenelig med samme direktivs artikel 7, stk. 2 og 3, idet denne rets tvivl vedrører spørgsmålet om, hvorvidt denne fortolkning er forenelig med det krav om upartiskhed, der følger af chartrets artikel 47, stk. 2. Domstolen har imidlertid ikke kompetence til at fortolke sidstnævnte bestemmelse i den foreliggende sag, således som det fremgår af nærværende doms præmis 54.

73

Heraf følger, at det andet spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom den ønskede fortolkning af artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13 savner enhver forbindelse med realiteten i tvisten i hovedsagen.

74

Det følger af det ovenstående, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, for så vidt som de vedrører chartrets artikel 47, og at anmodningen om præjudiciel afgørelse i øvrigt ikke kan antages til realitetsbehandling.

75

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: