PM m.fl. mod Minister van Asiel en Migratie (C-440/25)

–

PM, QN, RM, SM, TM, UM, VM og WM, ved advocate T. Neijzen, og experte S. Rafi,

–

den nederlandske regering ved A. Hanje og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, L. Halajová og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Blanc, M. Debieuvre og F. van Schaik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af dels artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60), enten alene eller sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), dels artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side PM, QN, RM, SM, TM, UM, VM og WM, der er irakiske statsborgere og medlemmer af samme familie, og på den anden side Minister van Asiel en Migratie (minister for asyl og migration, Nederlandene) (herefter »ministeren«) vedrørende sidstnævntes afgørelser om afslag på disse irakiske statsborgeres ansøgninger om international beskyttelse.

3

Fjerde betragtning til direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:

»[Konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)) (herefter »Genèvekonventionen«)] og protokollen [om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967] udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.«

4

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i litra d):

»»flygtning«: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land, og som ikke er omfattet af artikel 12.«

5

Det nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.

2.   De i stk. 1 nævnte elementer består af ansøgerens forklaringer og al anden for ansøgeren tilgængelig dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, herunder eventuelle slægtninges baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og -land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, rejsedokumentation samt grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse.

3.   Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

4.   Hvis en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast eller direkte trusler om sådan forfølgelse eller sådan overlast, er der god grund til at formode, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse eller løber en reel risiko for at lide alvorlig overlast, medmindre der er god grund til at antage, at sådan forfølgelse eller sådan overlast ikke vil gentage sig.

5.   Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

6

Følgende fremgår af 10., 16., 18., 22. og 34. betragtning til direktiv 2013/32:

[...]

[...]

[...]

[...]

7

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i litra f):

»besluttende myndighed«: enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager.«

8

Det nævnte direktivs artikel 46 med overskriften »Retten til effektive retsmidler« bestemmer i stk. 1 og 3:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:

[...]

3.   For at efterkomme stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans.«

9

Artikel 3:3 i wet houdende algemene regels van bestuursrecht (Algemene wet bestuursrecht) (lov om fastsættelse af generelle forvaltningsretlige bestemmelser (den almindelige forvaltningslov)) af 4. juni 1992 (Stb. 1992, nr. 315) fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »Awb«):

»Det administrative organ må ikke udøve sin kompetence til at vedtage en afgørelse med et andet formål end det, hvortil det er blevet tillagt kompetence.«

10

Awb’s artikel 6:19 bestemmer:

»1.   Klagen eller søgsmålet vedrører uden videre også enhver afgørelse, der tilbagetrækker, ændrer eller erstatter den anfægtede afgørelse, medmindre parterne ikke har den fornødne interesse heri.

[...]

6.   Tilbagetrækning eller erstatning af den anfægtede afgørelse er ikke til hinder for, at afgørelsen annulleres, såfremt klageren, sagsøgeren eller appellanten har interesse deri.«

11

PM, QN, RM, SM, TM, UM, VM og WM (herefter samlet »sagsøgerne i hovedsagen«) er irakiske statsborgere, som er medlemmer af samme familie, der består af de to forældre og deres seks børn, herunder flere piger (herefter »pigerne«).

12

De indgav ansøgninger om international beskyttelse i Nederlandene i 2017. Disse ansøgninger var støttet på tre rækker af begrundelser, nemlig for det første problemer med en nabo og frygt for blodfejde samt tvangsægteskaber for pigerne, for det andet frygten for, at pigerne ville blive omskåret, og for det tredje den omstændighed, at pigerne identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, og frygten for forfølgelse, hvis de vender tilbage til Irak.

13

Ved afgørelser af 11. september 2023 afslog ministeren disse ansøgninger om international beskyttelse som åbenbart grundløse. Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag til prøvelse af disse afgørelser ved rechtbank Den Haag, zittingsplaats Zwolle (retten i første instans i Haag, tingstedet i Zwolle, Nederlandene), som er den forelæggende ret.

14

Den forelæggende ret behandlede dette søgsmål i et retsmøde, der blev afholdt den 26. marts 2024, og genoptog derefter behandlingen i afventning af afsigelsen af dom af 11. juni 2024, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Kvinder, der identificerer sig med værdien om ligestilling mellem kønnene) (C-646/21, EU:C:2024:487), med den begrundelse, at denne dom kunne være relevant i forbindelse med behandlingen af søgsmålet.

15

Efter afsigelsen af den nævnte dom foretog ministeren en ny høring af sagsøgerne i hovedsagen, inden denne vedtog et nyt udkast til afgørelse, hvorefter ministeren ved supplerende afgørelser af 25. februar 2025 fastholdt afslaget på de nævnte ansøgninger om international beskyttelse. Ministeren gav imidlertid en supplerende begrundelse både med hensyn til den hævdede identifikation med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem mænd og kvinder og frygten for, at pigerne ville blive omskåret og tvunget til at gifte sig.

16

Afgørelserne af 11. september 2023 og de supplerende afgørelser af 25. februar 2025 (herefter samlet »de i hovedsagen omhandlede afgørelser«) blev anfægtet af sagsøgerne i hovedsagen.

17

Selv om ministeren har truffet afgørelser om tilbagetrækning af de i hovedsagen omhandlede afgørelser, har den forelæggende ret fremhævet, at den i henhold til Awb’s artikel 6:19 har kompetence til at annullere disse afgørelser om tilbagetrækning, eftersom sagsøgerne i hovedsagen har en interesse i, at disse sidstnævnte afgørelser annulleres. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at afgørelserne om tilbagetrækning af de i hovedsagen omhandlede afgørelser kan annulleres af to forskellige grunde. For det første er disse afgørelser om tilbagetrækning blevet vedtaget i strid med Awb’s artikel 3:3 og kan således annulleres af denne grund. For det andet udgør de nævnte afgørelser om tilbagetrækning et ulovligt indgreb fra ministerens side i sagen for den forelæggende ret, således at de er i strid med chartrets artikel 47 og artikel 46 i direktiv 2013/32, og at de også af denne grund kan annulleres. Den forelæggende ret har endelig anført, at den som følge af annullationen af disse afgørelser om tilbagetrækning er i stand til at realitetsbehandle de i hovedsagen omhandlede afgørelser.

18

Hvad angår afslaget på sagsøgerne i hovedsagens ansøgninger om international beskyttelse er den forelæggende ret af den opfattelse, at den råder over tilstrækkelige oplysninger til dels selv at kunne foretage en vurdering af troværdigheden af visse elementer i begrundelsen for asylansøgningerne, nemlig pigernes identifikation med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, dels selv at kunne foretage en vurdering af visse grunde, der er anført til støtte for ansøgningerne om international beskyttelse, nemlig naboproblemerne, frygten for en blodfejde og frygten for pigernes tvangsægteskab.

19

Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at den ifølge praksis fra Afdeling Bestuursrechtspraak van de Raad van State (afdelingen for forvaltningsretlige sager ved den øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) ikke kan foretage sådanne vurderinger. Ifølge denne nationale retspraksis kan en ret, der træffer afgørelse om lovligheden af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, og som finder, at den i en sådan afgørelse indeholdte vurdering af troværdigheden af den begrundelse, der er fremlagt til støtte for denne ansøgning, er utilstrækkeligt begrundet, nemlig ikke selv træffe afgørelse om troværdigheden af denne begrundelse eller om den nævnte ansøgning. En sådan ret bør annullere en sådan afgørelse om afslag og derefter hjemvise sagen til ministeren med henblik på fornyet behandling af ansøgningen om international beskyttelse.

20

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at den er i tvivl om, hvorvidt den nævnte nationale retspraksis er i overensstemmelse med direktiv 2013/32.

21

Hvad angår sagsøgerne i hovedsagens frygt for forfølgelse i tilfælde af en tilbagevenden til Irak har den forelæggende ret tilføjet, at begrebet »velbegrundet frygt« ikke er defineret i direktiv 2011/95, og at der på nationalt plan ikke er fastsat nogen standard for vurderingen af en sådan frygt. Hvis en sådan frygt skulle vurderes ved en matematisk sandsynlighedsberegning, er denne ret af den opfattelse, at den bør hjemvise sagen til ministeren på dette punkt, for at denne kan foretage en sådan beregning, for så vidt som den på sagens nuværende stadie og med hensyn til oplysningerne om det pågældende land ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at foretage en sådan beregning.

22

På denne baggrund har rechtbank Den Haag, zittingsplaats Zwolle (retten i første instans i Haag, tingstedet i Zwolle) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Den forelæggende ret har anmodet om, at sagen undergives den præjudicielle hasteprocedure i henhold til artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 107 i Domstolens procesreglement.

24

Den 22. juli 2025 har Domstolens Anden Afdeling, efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, besluttet ikke at efterkomme denne anmodning.

25

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19. august 2025 er sagen blevet undergivet den fremskyndede procedure, der er fastsat i procesreglementets artikel 105, stk. 1.

26

Uden formelt i de forelagte spørgsmål at have nævnt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1347 af 14. maj 2024 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af den tildelte beskyttelse, om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU (EUT L, 2024/1347, og berigtiget ved EUT L, 90926) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1348 af 14. maj 2024 om en fælles procedure for international beskyttelse i Unionen og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU (EUT L, 2024/1348) har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at inddrage disse forordninger i besvarelsen af disse spørgsmål, da den vil kunne være foranlediget til at anvende disse i forbindelse med behandlingen af tvisten i hovedsagen.

27

Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. I lyset heraf kan Domstolen skulle inddrage EU-retlige regler, som den nationale retsinstans ikke har henvist til i sit spørgsmål (jf. dom af 20.3.1986, Tissier, 35/85, EU:C:1986:143, præmis 9, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 44).

28

Det skal imidlertid for det første bemærkes, at forordning 2024/1347 i medfør af denne forordnings artikel 42 finder anvendelse fra den 12. juni 2026.

29

Det er således ikke godtgjort, at fortolkningen af denne forordning er nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse i hovedsagen.

30

Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 og artikel 3, nr. 5), i forordning 2024/1347, der definerer begrebet »flygtning«, har nærmest samme ordlyd. Fortolkningen af udtrykket »velbegrundet frygt for forfølgelse«, således som det fremgår af dette direktivs artikel 2, litra d), er derfor relevant med henblik på en eventuel fortolkning af det tilsvarende udtryk, der er anvendt i denne forordnings artikel 3, nr. 5).

31

For det andet følger det af artikel 79, stk. 2 og 3, i forordning 2024/1348 dels, at denne forordning finder anvendelse fra den 12. juni 2026, dels at den nævnte forordning finder anvendelse på proceduren for tildeling af international beskyttelse i forbindelse med ansøgninger, der indgives fra den 12. juni 2026.

32

Heraf følger, at ansøgninger om international beskyttelse såsom sagsøgerne i hovedsagens, der er indgivet før denne dato, er reguleret af direktiv 2013/32.

33

Under disse omstændigheder er det ufornødent at fortolke forordning 2024/1347 og 2024/1348.

34

Med det første til det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse for det første giver en ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, kompetence til at træffe bindende afgørelse om troværdigheden af den begrundelse, der er fremsat til støtte for denne ansøgning, om, hvorvidt ansøgerens frygt for forfølgelse eller den reelle risiko for, at denne vil lide alvorlig overlast i tilfælde af tilbagesendelse til hjemlandet, er plausibel, og om der er grundlag for den nævnte ansøgning, idet der tages hensyn til de forhold, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, og for det andet om medlemsstaterne i givet fald kan begrænse denne kompetence således, at det alene er den besluttende myndighed som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra f) (herefter den »besluttende myndighed«), der har kompetence til at vurdere ansøgningerne om international beskyttelse og til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er grundlag herfor.

35

I første række bemærkes, at der i direktiv 2013/32 foretages en sondring mellem på den ene side den »besluttende myndighed«, der i direktivets artikel 2, litra f), er defineret som »enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager«, og på den anden side den »domstol eller [d]et domstolslignende organ«, der er omhandlet i direktivets artikel 46. Proceduren for den besluttende myndighed er reguleret af bestemmelserne i dette direktivs kapitel III, der har overskriften »Procedurer i første instans«, mens proceduren ved en domstol eller et domstolslignende organ følger de regler, der er fastsat i det nævnte direktivs kapitel V med overskriften »Klageadgang«, som består af denne artikel 46 (jf. dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 103, og af 16.7.2020, Addis, C-517/17, EU:C:2020:579, præmis 61).

36

Som det fremgår af 34. betragtning til direktiv 2013/32, bør procedurerne for, hvordan behovet for international beskyttelse undersøges, være således, at de kompetente myndigheder er i stand til at foretage en meget stringent behandling af ansøgninger om international beskyttelse.

37

Det skal ligeledes fremhæves, at det fremgår af 16. og 22. betragtning til direktivet samt af dets artikel 4 og generelle opbygning, at den behandling af en ansøgning om international beskyttelse, der foretages af en administrativ eller domstolslignende retsinstans, som råder over særlige midler og et på området specialiseret personale, udgør en væsentlig fase i de ved direktivet indførte fælles procedurer (jf. dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 116, og af 16.7.2020, Addis, C-517/17, EU:C:2020:579, præmis 61).

38

Det skal desuden bemærkes, at den vurdering, der er reguleret i artikel 4 i direktiv 2011/95, hvorefter den besluttende myndighed skal træffe afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, foretages i to særskilte etaper. På den første etape skal den besluttende myndighed fastlægge de faktuelle omstændigheder, som kan udgøre beviselementer til støtte for denne ansøgning. På den anden etape skal den foretage den retlige vurdering af disse elementer, som består i, ud fra de forhold, der kendetegner det enkelte foreliggende tilfælde, at afgøre, hvorvidt de materielle betingelser for meddelelse af international beskyttelse er opfyldt (jf. analogt dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 64).

39

Det er ganske vist korrekt, at vurderingen af troværdigheden af en begrundelse, der er fremlagt til støtte for en ansøgning om international beskyttelse, og vurderingen af, om frygten for forfølgelse eller den reelle risiko for at lide alvorlig overlast er plausibel, henhører under denne første etape og vurderingen af de faktiske omstændigheder. Denne vurdering af de faktiske omstændigheder ligger imidlertid ikke uden for kompetencen for en ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse.

40

Artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 indrømmer nemlig ansøgerne om international beskyttelse en ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med afgørelser, der er truffet om deres ansøgninger. Dette direktivs artikel 46, stk. 3, definerer rækkevidden af denne ret, idet det heri præciseres, at de medlemsstater, for hvilke direktivet er bindende, skal sikre, at den domstol eller det domstolslignende organ, for hvilken afgørelsen om ansøgningen om international beskyttelse er blevet indbragt, foretager »en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95]« (jf. dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 106, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 76).

41

Hvad angår rækkevidden af den nævnte ret har Domstolen fastslået, at udtrykket »sikrer [...], at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder«, skal fortolkes således, at medlemsstaterne i medfør af denne sidstnævnte bestemmelse er forpligtede til at udforme deres nationale ret på en sådan måde, at behandlingen af de omhandlede søgsmål omfatter en prøvelse foretaget af en retsinstans af samtlige de faktiske og retlige forhold, som gør det muligt for denne at foretage en ajourført bedømmelse af det konkrete tilfælde (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 110, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 81).

42

I denne henseende har Domstolen for det første præciseret, at udtrykket »ex-nunc« fremhæver retsinstansens forpligtelse til at foretage en bedømmelse, under hvilken der, hvor det er relevant, tages hensyn til nye forhold, der er fremkommet efter vedtagelsen af den afgørelse, som er genstand for søgsmålet (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 111, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 82).

43

En sådan bedømmelse gør det nemlig muligt at behandle ansøgningen om international beskyttelse udførligt, uden at der er behov for at sende sagen tilbage til den besluttende myndighed (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 112).

44

For det andet har Domstolen fastslået, at adjektivet »fuldstændig« i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 bekræfter, at retsinstansen er forpligtet til at undersøge såvel de forhold, som den besluttende myndighed har taget eller burde have taget hensyn til, som dem, der er fremkommet efter denne myndigheds vedtagelse af afgørelsen (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 113, og af 1.8.2025, Alace og Canpelli, C-758/24 og C-759/24, EU:C:2025:591, præmis 83).

45

Heraf følger for det første, at en ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, i overensstemmelse med den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 41-43, har kompetence til at vurdere de faktiske omstændigheder og til at foretage sin egen udførlige og ajourførte vurdering af de faktiske omstændigheder, der er blevet drøftet for den.

46

Det er nemlig alene en undersøgelse af de faktiske omstændigheder, der gør det muligt at vurdere troværdigheden af en begrundelse, der er fremsat til støtte for en ansøgning om international beskyttelse, samt vurdere plausibiliteten af frygten for forfølgelse eller den reelle risiko for at lide alvorlig overlast, som er væsentlige elementer i undersøgelsen af behovet for denne beskyttelse.

47

For det andet er en ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 42 og 44, forpligtet til at undersøge såvel de forhold, som den besluttende myndighed har taget eller burde have taget hensyn til, som dem, der er fremkommet efter denne myndigheds vedtagelse af denne afgørelse.

48

Dette indebærer, at en sådan retsinstans kan tage hensyn til oplysninger, der er fremlagt under retsforhandlingerne, men som endnu ikke var tilgængelige under den administrative procedure.

49

Behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse ville desuden blive væsentligt forsinket, hvis en ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en sådan ansøgning, skulle hjemvise sagen til den besluttende myndighed, således at denne myndighed kunne tage hensyn til sådanne oplysninger med henblik på at træffe afgørelse om ansøgerens behov for international beskyttelse.

50

Den beføjelse, som en sådan retsinstans har til at tage hensyn til nye oplysninger, som den nævnte myndighed ikke har taget stilling til, falder således inden for rammerne af formålet med direktiv 2013/32, der, således som det bl.a. fremgår af 18. betragtning hertil, særligt tilsigter, at ansøgninger om international beskyttelse behandles »hurtig[t] [...], dog således at det ikke sker på bekostning af udførelsen af en korrekt og fuldstændig sagsbehandling« (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 111 og 112, og af 4.10.2024, Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky, C-406/22, EU:C:2024:841, præmis 78 og 88).

51

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren om international beskyttelse og den besluttende myndighed skal have mulighed for at udtale sig om disse nye forhold, har Domstolen fastslået, at retsinstansen, således som det følger af chartrets artikel 47, er forpligtet til at give ansøgeren mulighed for at blive hørt, når disse forhold kan berøre den pågældende negativt (dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 114).

52

Denne retsinstans skal ligeledes i overensstemmelse med kontradiktionsprincippet give den besluttende myndighed lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til sådanne nye forhold.

53

En sådan fortolkning gælder så meget desto mere, som den nævnte retsinstans skal tage hensyn til disse nye forhold for at være i stand til at træffe en udførlig afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse.

54

Heraf følger, at for at opfylde det krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, der er fastsat i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, skal en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, dels have kompetence til at foretage sin egen vurdering heraf, dels tage hensyn til nye forhold, som er fremkommet efter vedtagelsen af den afgørelse, der er genstand for søgsmålet, samtidig med at det sikres, at parterne har mulighed for at fremsætte deres bemærkninger til disse forhold.

55

I anden række fremgår det af Domstolens praksis, at ved at fastsætte, at den retsinstans, der har kompetence til at påkende en sag til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, er forpligtet til, hvor det er relevant, at undersøge ansøgerens »behov […] for international beskyttelse«, har EU-lovgiver med vedtagelsen af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 tilsigtet at tillægge den nævnte retsinstans, når denne finder, at den råder over oplysninger om alle de i denne henseende nødvendige faktiske og retlige omstændigheder, en beføjelse til efter at have foretaget en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af disse omstændigheder – dvs. en udførlig og opdateret undersøgelse – at udtale sig bindende om spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren opfylder de i direktiv 2011/95 fastsatte betingelser for at blive tildelt international beskyttelse (dom af 29.7.2019, Torubarov, C-556/17, EU:C:2019:626, præmis 65).

56

For det første følger det af denne retspraksis og af nærværende doms præmis 41-44, at lovgiver i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 har defineret rækkevidden og intensiteten af den behandling, der skal foretages af en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, af ansøgernes behov for international beskyttelse. Heraf følger, at definitionen af rækkevidden og intensiteten af denne prøvelse ikke henhører under medlemsstaternes procesautonomi. Medlemsstaterne kan derfor ikke begrænse en sådan rets kompetence til at træffe afgørelse om disse behov for international beskyttelse.

57

Det kan ikke forholde sig anderledes med den begrundelse, at den besluttende myndighed er bedre egnet og bedre rustet til at realitetsbehandle ansøgningerne om international beskyttelse. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 37, udgør denne myndigheds behandling af en sådan ansøgning ganske vist en væsentlig fase i de fælles procedurer, der er indført ved direktiv 2013/32. Inden for rammerne af den ordning, der er indført ved dette direktiv, er den nævnte myndighed imidlertid ikke enekompetent til at vurdere ansøgninger om international beskyttelse og til at træffe afgørelse om, hvorvidt der er grundlag herfor, således som det bl.a. fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 55.

58

Det følger ligeledes af ovenstående betragtninger, at en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, i modsætning til, hvad den nederlandske regering har gjort gældende i sit indlæg, er tillagt en kompetence, der går videre end en »kontrol under udvisning af en vis tilbageholdenhed« af den besluttende myndigheds afgørelse. Følgelig kan en sådan retsinstans ikke være forpligtet til at udøve denne kompetence »under udvisning af tilbageholdenhed«, men skal foretage en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse, dvs. en udførlig og ajourført undersøgelse af de faktiske og retlige omstændigheder samt af ansøgerens behov for international beskyttelse.

59

For det andet er det korrekt, at det følger af Domstolens praksis, at artikel 46, stk. 3 i direktiv 2013/32 alene vedrører undersøgelsen af søgsmålet, og derfor ikke vedrører følgerne af en eventuel annullation af den afgørelse, der er genstand for det nævnte søgsmål (dom af 29.7.2019, Torubarov, C-556/17, EU:C:2019:626, præmis 54).

60

Det fremgår imidlertid ligeledes af retspraksis, at anerkendelsen af en sådan rets beføjelse til at træffe bindende afgørelse om spørgsmålet om, hvorvidt en ansøger opfylder de betingelser, der er fastsat i direktiv 2011/95 for at få tildelt international beskyttelse, betyder, at når denne retsinstans annullerer en afgørelse truffet af en administrativ myndighed efter en udførlig og ajourført undersøgelse af en ansøgers behov for international beskyttelse i lyset af alle de relevante retlige og faktiske omstændigheder og fastslår, at denne ansøger skal tildeles international beskyttelse, hvorefter retsinstansen hjemviser sagen til denne administrative myndighed, for at denne kan træffe en ny afgørelse, er den nævnte administrative myndighed forpligtet til at tildele den ansøgte internationale beskyttelse, med forbehold af, at der fremkommer faktiske eller retlige omstændigheder, der objektivt kræver en ny ajourført vurdering. Hvis denne samme administrative myndighed efterfølgende træffer en modsatrettet afgørelse uden i denne henseende at godtgøre, at der er fremkommet nye elementer, der har begrundet en fornyet vurdering af den nævnte ansøgers behov for international beskyttelse, skal den nævnte ret på samme måde omgøre denne afgørelse, der ikke er i overensstemmelse med dens tidligere dom, og erstatte denne afgørelse med sin egen afgørelse vedrørende ansøgningen om international beskyttelse, idet den om fornødent skal undlade at anvende den nationale lovgivning, der forbyder den at handle i denne retning (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Torubarov, C-556/17, EU:C:2019:626, præmis 66, 73, 75, 77 og 78).

61

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den forelæggende rets forklaringer, at den er af den opfattelse, at den råder over tilstrækkelige oplysninger til selv at foretage en vurdering af troværdigheden af visse forhold i begrundelsen givet af ansøgerne om international beskyttelse samt af visse grunde, der er fremført til støtte for deres ansøgninger om international beskyttelse. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at den ifølge praksis fra Afdeling Bestuursrechtspraak van de Raad van State (afdelingen for forvaltningsretlige sager ved den øverste domstol i forvaltningsretlige sager) ikke har beføjelse til at foretage sådanne vurderinger og bør nøjes med at annullere de i hovedsagen omhandlede afgørelser og derefter hjemvise sagen til ministeren med henblik på, at denne foretager en ny behandling af ansøgningerne om international beskyttelse.

62

I denne henseende bemærkes, at det ifølge fast retspraksis påhviler de nationale retter ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat opnås, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF (dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

63

Princippet om overensstemmende fortolkning kræver, at de nationale retter gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager den nationale ret i dens helhed i betragtning og anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af det omhandlede direktiv og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes hermed (dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

64

Som Domstolen har fastslået, omfatter kravet om en sådan overensstemmende fortolkning bl.a. forpligtelsen for de nationale retter til i givet fald at ændre en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med formålene med et direktiv. En national retsinstans kan derfor navnlig ikke med rette antage, at det er umuligt for den at fortolke en national bestemmelse i overensstemmelse med EU-retten, alene som følge af den omstændighed, at den stedse har fortolket denne bestemmelse på en måde, som ikke er forenelig med denne ret (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 72 og 73 og den deri nævnte retspraksis).

65

Hvis en sådan overensstemmende fortolkning imidlertid viser sig at være umulig, har Domstolen allerede understreget nødvendigheden af, at den kompetente ret ved anvendelsen af EU-retten undlader at anvende nationale lovbestemmelser, der måtte udgøre en hindring for den fulde virkning af EU-retlige bestemmelser med direkte virkning, såsom artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47 (dom af 3.4.2025, Barouk, C-283/24, EU:C:2025:236, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

66

Endelig kan muligheden for at iværksætte appel af afgørelsen truffet af en national ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet af den besluttende myndighed om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, ikke rejse tvivl om ovenstående betragtninger.

67

Ifølge ordlyden af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 vedrører de effektive retsmidler, som medlemsstaterne skal sikre, »i det mindste [...] klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans«. Denne bestemmelse forpligter således medlemsstaterne til at fastsætte et sådant retsmiddel, samtidig med at de gives mulighed for at indføre en appel- eller kassationsprocedure, idet de karakteristika ved den undersøgelse, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, imidlertid ikke er forskellige, alt efter om medlemsstaterne gør brug af denne mulighed.

68

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse for det første giver en ret i første instans, ved hvilken der er anlagt et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, kompetence til at træffe bindende afgørelse om troværdigheden af den begrundelse, der er fremlagt til støtte for denne ansøgning, om, hvorvidt ansøgerens frygt for forfølgelse eller den reelle risiko for, at denne vil lide alvorlig overlast i tilfælde af tilbagesendelse til hjemlandet, er plausibel, og om der er grundlag for den nævnte ansøgning, idet der tages hensyn til de forhold, der er blevet fremlagt under retsforhandlingerne, og at medlemsstaterne for det andet ikke kan begrænse denne kompetence.

69

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at udtrykket »velbegrundet frygt for forfølgelse« omfatter den situation, hvor der er en rimelig grad af sandsynlighed for, at en ansøger om international beskyttelse vil blive forfulgt ved sin tilbagevenden til hjemlandet, og i givet fald efter hvilke kriterier det skal godtgøres, at der foreligger en sådan rimelig grad af sandsynlighed.

70

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret overvejer to standarder for vurderingen af en velbegrundet frygt for forfølgelse. For det første kan denne frygt vurderes ud fra en matematisk sandsynlighedsberegning. For det andet kan den nævnte frygt defineres som havende »en rimelig grad af sandsynlighed« eller som »en rimelig risiko for forfølgelse«. I dette tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om det relevante kriterium består i at afgøre, om en tilbagevenden til hjemlandet forekommer urimelig, set ud fra synspunktet hos en velovervejet og fornuftigt tænkende person, som befinder sig i den situation, som ansøgeren om international beskyttelse befinder sig i, efter en vurdering af alle kendte omstændigheder.

71

I denne henseende bemærkes i første række, at ifølge artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, der gentager Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2), forstås ved »flygtning« bl.a. en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse.

72

Hvad angår vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en ansøger om international beskyttelse har en velbegrundet frygt for forfølgelse, har Domstolen fremhævet, at der ved en sådan vurdering skal udvises påpasselighed og forsigtighed, eftersom det drejer sig om den menneskelige integritet og individuelle frihed, dvs. områder, der er en del af Unionens grundlæggende værdier (jf. analogt dom af 2.3.2010, Salahadin Abdulla m.fl., C-175/08, C-176/08, C-178/08 og C-179/08, EU:C:2010:105, præmis 88-90).

73

Det fremgår ligeledes af Domstolens praksis, at inden for systemet i direktiv 2011/95 skal vurderingen af, om en ansøgers frygt for forfølgelse er velbegrundet, i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 3, foretages ud fra det specifikke sagsforhold og på et individuelt grundlag. Når de kompetente nationale myndigheder foretager en sådan vurdering, skal de fastlægge, om de omstændigheder, som kan lægges til grund, udgør en sådan trussel, at den pågældende person, henset til dennes individuelle situation, har grund til at frygte reelt at blive udsat for forfølgelse. Denne fastlæggelse skal udelukkende være baseret på en konkret vurdering af de faktiske forhold og omstændigheder i overensstemmelse med de regler, der bl.a. er fastsat i det nævnte direktivs artikel 4, stk. 3-5 (jf. i denne retning dom af 21.9.2023, Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (Politiske anskuelser i værtsmedlemsstaten),C-151/22, EU:C:2023:688, præmis 42).

74

Artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95 opregner i litra a)-e) de elementer, der skal tages i betragtning med henblik herpå, herunder alle relevante kendsgerninger vedrørende ansøgerens hjemland på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om vedkommendes ansøgning, relevante forklaringer og dokumentation om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse, samt ansøgerens personlige stilling og forhold. Direktivets artikel 4, stk. 4, præciserer, at hvis en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller direkte trusler om sådan forfølgelse, er der god grund til at formode, at ansøgeren har en velbegrundet frygt for forfølgelse, medmindre der er god grund til at antage, at sådan forfølgelse ikke vil gentage sig.

75

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal således foretage en grundig og dybtgående vurdering af alle de relevante omstændigheder vedrørende denne ansøgers specifikke personlige forhold og den mere generelle kontekst i vedkommendes hjemland, bl.a. til de politiske, retlige, domstolsmæssige, historiske og sociokulturelle aspekter, for at afgøre, om det er velbegrundet, at den nævnte ansøger har en frygt for personlig forfølgelse (jf. i denne retning dom af 21.9.2023, Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (Politiske anskuelser i værtsmedlemsstaten),C-151/22, EU:C:2023:688, præmis 45).

76

Det følger således af Domstolens praksis, at der med henblik på at afgøre, om en ansøger om international beskyttelse har en velbegrundet frygt for forfølgelse, med påpasselighed og forsigtighed skal foretages en individuel, konkret og objektiv vurdering af ansøgerens personlige situation, samt af de faktiske forhold og omstændigheder, der vedrører den pågældendes ansøgning og situationen i vedkommendes hjemland.

77

I anden række bemærkes, at fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2011/95 ifølge fast retspraksis ikke alene skal ske i lyset af dette direktivs generelle opbygning og formål, men også under iagttagelse af Genèvekonventionen, der, således som det fremgår af fjerde betragtning til direktivet, udgør »hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge« (dom af 4.10.2024, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl m.fl. (Afghanske kvinder),C-608/22 og C-609/22, EU:C:2024:828, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

78

Henset til den rolle, som De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) er tildelt ved Genèvekonventionen, har de dokumenter, som UNHCR har udstedt, i denne sammenhæng en særlig relevans (dom af 16.1.2024, Intervyuirasjtj organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

79

Udtrykket »velbegrundet frygt for forfølgelse« i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2), fortolkes i punkt 37-50 i UNHCR’s dokument HCR/1P/4/FRE/REV.4 fra februar 2019 med overskriften »Handbook on Procedures and Criteria for Determining Refugee Status and Guidelines on International Protection Under the 1951 Convention and the 1967 Protocol Relating to the Status of Refugees«.

80

Ifølge dette dokument har en »velbegrundet frygt for forfølgelse« en subjektiv og en objektiv dimension. Henset til frygtens subjektive karakter består vurderingen af situationen for en ansøger om international beskyttelse snarere af en vurdering af vedkommendes forklaringer end af en vurdering af situationen i vedkommendes hjemland. For så vidt som dette subjektive element præciseres ved udtrykket »velbegrundet«, skal spørgsmålet om flygtningestatus imidlertid ikke alene afgøres ud fra ansøgerens sindstilstand, men skal være baseret på en objektiv situation og en individuel vurdering. Med henblik på at vurdere, om der foreligger en velbegrundet frygt, skal der således tages hensyn til begge elementer.

81

For det første følger det af disse oplysninger, at vurderingen af, om der foreligger en »velbegrundet frygt for forfølgelse«, ikke kan foretages alene ud fra det subjektive synspunkt hos ansøgeren om international beskyttelse, men skal baseres på en objektiv vurdering af situationen.

82

For det andet udgøres den krævede standard af den velbegrundede frygt eller af en frygt, som kan godtgøres i rimeligt omfang.

83

I tredje række bemærkes, at medlemsstaterne ifølge 10. betragtning til direktiv 2013/32 ved gennemførelsen af dette direktiv bør tage hensyn til relevante retningslinjer fra Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), som i 2022 blev erstattet af Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA).

84

For det første har EUAA på s. 20 og 21 i sin praktiske vejledning med overskriften »Qualification for International Protection« anført, at for at en ansøgers subjektive frygt kan anses for at være begrundet, skal den være objektivt underbygget. For at vurdere ansøgerens situation er det desuden nødvendigt at undersøge ansøgerens individuelle situation i lyset af oplysningerne om den generelle situation i vedkommendes hjemland.

85

For det andet har EUAA på s. 118 og 119 i sin »Practical Guide on Evidence and Risk Assessment« præciseret, at en frygt for forfølgelse anses for at være begrundet, når sandsynligheden for, at risikoen for forfølgelse indtræffer, når en vis tærskel. Ifølge denne praktiske vejledning skal der imidlertid kræves en rimelig grad af sandsynlighed, således at det, selv om den blotte mulighed for forfølgelse ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at den påberåbte frygt er begrundet, imidlertid ikke bør kræves, at denne risiko er sikker.

86

For det første følger det af disse tre rækker af betragtninger, at de kompetente nationale myndigheder med henblik på at godtgøre, om der foreligger en velbegrundet frygt for forfølgelse, ikke alene kan tage udgangspunkt i det subjektive synspunkt hos en ansøger om international beskyttelse, men skal foretage en individuel, konkret og objektiv vurdering af ansøgerens personlige situation, samt af de faktiske forhold og omstændigheder, der vedrører den pågældendes ansøgning og situationen i vedkommendes hjemland.

87

For det andet følger det heraf, at frygten for forfølgelse skal anses for godtgjort, når der er en rimelig grad af sandsynlighed for, at den risiko for forfølgelse, som ansøgeren har påberåbt sig, vil indtræde i tilfælde af tilbagesendelse til hjemlandet.

88

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at udtrykket »velbegrundet frygt for forfølgelse« omfatter den situation, hvor der er en rimelig grad af sandsynlighed for, at en ansøger om international beskyttelse vil blive forfulgt ved sin tilbagevenden til hjemlandet, og at de kompetente nationale myndigheder med henblik på at godtgøre, om der foreligger en sådan frygt, skal foretage en individuel, konkret og objektiv vurdering af ansøgerens personlige situation, samt af de faktiske forhold og omstændigheder, der vedrører den pågældendes ansøgning og situationen i vedkommendes hjemland.

89

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: